Besøgshunden Beks skaber glæde på Strandhøjen Friplejehjem

0
442

Hveranden uge får beboerne på Strandhøjen Friplejehjem besøg af en helt særlig gæst

Beks, Besøgshund, Strandhøjen Friplejehjem

Der er mange, der vil nå at klappe den otteårige hund. Foto: Tryg Fonden

Marlene Diederichsen Jürgensen og hendes hund Beks har siden årsskiftet har været en del af TrygFonden Besøgshunde. Beks er en Bayersk Bjergschweisshund på otte år, og sammen med sin ejer, besøger hunden  Strandhøjen Friplejehjem i Nyborg hver anden uge.

Og Marlene Diederichsen Jürgensen er ikke i tvivl om, hvor stor en forskel besøgene gør for beboerne.

– Beks betyder alverden for dem. Personalet fortæller mig, at flere af beboerne godt kan have en tendens til at være lidt stille og indelukkede, men det ændrer sig fuldstændig, når vi kommer på besøg. De blomstrer op og stråler af livsglæde, mens de begynder at fortælle løs om deres oplevelser med hunde gennem livet. Det er helt fantastisk at opleve, hvordan Beks formår at vække minder frem hos dem, siger hundejeren.

Hun arbejder som selvstændig, og selvom det ofte er ensbetydende med travlhed og lange arbejdsdage, er hun ikke i tvivl om, at de to månedlige besøg er timerne værd.

– Det gør også mig glad at opleve den glæde, Beks spreder blandt beboerne. Og jeg mærker tydeligt, at Beks også nyder det. Når vi parkerer foran plejehjemmet, ved han lige præcis, hvad der skal ske, og han kan slet ikke vente med at komme rundt og hilse på alle beboerne,” siger Marlene Diederichsen Jürgensen.

En royal velkomst med samtaler og grin

Blandt personalet på Strandhøjen Friplejehjem hersker der heller ingen tvivl om den effekt, besøgshundene har. De mærker tydeligt beboernes forventningsglæde til besøgende fra Beks, der har en helt særlig plads i hjertet. Det fortæller Lotte Dyrn, der er aktivitetsmedarbejder og besøgshundekoordinator på stedet.

Beks, Besøgshund, Strandhøjen Friplejehjem

Beks får altid en varm velkomst, fortæller personalet. Foto: Tryg Fonden

– Beboerne spørger altid, hvornår Beks kommer på besøg. Og når han kommer, så venter der nærmest en royal velkomst, fordi de har glædet sig sådan til at se ham. Beks har en helt særlig evne til at åbne for samtaler og grin. Jeg oplever, at beboerne bliver mere snakkesalige, og de bruger deres krop på en helt anden måde, fordi de skal klappe og nusse Beks. Det er skønt at opleve.

Altid på hundens præmisser

For at TrygFonden sikrer sig de rette matches til besøgshundeordningen, skal de interesserede hundeteams først godkendes til en optagelsesprøve. Her kommer hundene igennem en sundhedsundersøgelse og en adfærdstest, ligesom hundenes ejere skal til en samtale med personalet fra TrygFonden, så de er klædt på til at være frivillig.

For Marlene Diederichsen Jürgensen og Beks var optagelsesprøven både brugbar og underholdende.

“Beks er verdens mest sociale hund, så det var jo fantastisk underholdende at være til optagelsesprøve med alle de glade hunde og ejere. Prøven var godt tilrettelagt, og personalet var meget imødekommende, hvor de var gode til at forklare, at man både skal tage hensyn til beboerne, men også sin hund. Besøgene foregår på Beks’ præmisser, og det husker jeg altid på,” siger Marlene Diederichsen Jürgensen.

Hvis du har lyst til, at din hund skal blive besøgshund, kan du læse mere om optagelsen på Tryg Fondens hjemmeside.