REPORTAGE: I Nyborg Surfklub er der plads til alle

0
217

Nyborg Surfklub har efterhånden fået skudt sæsonen godt i gang. Onsdag var der højt humør og vind i sejlene

Bølge2

Klubbens windsurfere gør sig klar til en blæsende tur i bølgens blå. Foto: Benjamin Absalonsen

Græsset ved Storebæltsbadet er dækket af sejl i alle farver. Langs hækkene står kassetrailere med uanede mængder af udstyr linet op. Med susende vind i håret og knæene solidt plantet i den nyslåede plæne er en flok ved at stramme sejl fast til deres master. Det er en bred vifte af aldersgrupper, der så småt trækker i våddragterne, og mens der bliver rigget op i solen, bliver der hældt kaffe på termokander i klubhuset. Det er ikke alle, der skal i bølgen i dag.

I Nyborg Surfklub er stemningen ikke til at tage fejl af. Den lattermilde tone og konstante dialog på kryds og tværs fortæller, at folk her kommer godt ud af det med hinanden. Klubbens medlemmer er mødt talstærk op i anledning af et vejr, der byder på rigelig vind og høj sol. Om lidt vil Ken Olsen vanen tro holde skippermøde.

Skippermøde

Når Nyborg Surfklub mødes om onsdagen, bliver der altid afholdt skippermøde, hvor klubbens medlemmer bliver orienteret om vejrforhold og eventuelle sikkerhedsforanstaltninger. Foto: Benjamin Absalonsen

”Vi favner alle”

Til sommer kan Nyborg Surfklub fejre sit 35-års jubilæum. Flere af de fremmødte har været med fra den spæde start, og det gør sig også gældende for Ken Olsen, der i dag er er formand i klubben. På nuværende tidspunkt ligger medlemstallet på omkring 90, og alderen blandt medlemmerne spænder vidt.

– Vi går selvfølgelig meget op i vores sport, men vi dyrker i lige så høj grad det sociale. Vi gør meget for at favne alle, siger formanden i Nyborg Surfklub, Ken Olsen.

Den sportsglade windsurfer pifter ind til skippermøde, og solskinsglade ansigter danner en kreds om ham. Der bliver orienteret om sikkerhed og vejrforhold. Vinden har sørget for, at det ikke er begyndervejr i dag. Derfor har flere af klubbens medlemmer også valgt at bænke sig i solen.

– Så skal vi ud at lege!

Ken1

Ken Olsen vejleder et af klubbens nyeste medlemmer. Foto: Benjamin Absalonsen 

Som en flok bladskærmemyrer trasker surferne ned mod Storebælt med deres sejl over hovedet. Den tiltagende østenvind forstærker duften fra Rosa Rugosa-buskene, og selvom det normalt vil lede tankerne hen på søde sommerminder, er det ikke der, fokus er nu. Flere kæmper med at holde styr på balancen samtidig med sejlet skal holdes i rette position. Bølgerne, der konstant buldrer mod land, gør det bestemt ikke let.

De vokser

Udover at være formand, så træner Ken Olsen også klubbens nye medlemmer, der ikke er nært så selvkørende. At hjælpe de unge med at opnå succesoplevelser er for ham det mest givende ved at være træner i Nyborg Surfklub.

– Det er så fantastisk at undervise børnene. Nogle gange kommer der nogen, der måske er lidt forsigtige. De får en succesoplevelse, når de begynder at mestre de forskellige elementer. Det vokser de af, og de for selvtillid af det. Det er fantastisk at se, fortæller han.

Ken Olsen har surfet siden han som ung samlede surfbrættet op i 80’erne. Kone, børn og opstart af selvstændig virksomhed gjorde, at han lagde surferiet på hylden i en årrække. Kærligheden til sport slap han dog aldrig. Efter at have prøvet kræfter som fodbold- og volleyballtræner, fandt han tilbage til windsurfing.

– Windsurfing er bare det bedste. Det har en helt særlig plads, siger han og tilføjer, at alle, der har interesse i at prøve, er velkomne.

Ken

Bølgerne gjorde det svært at holde balancen. Foto: Benjamin Absalonsen

Bølgernes brusen og vindens susen for ørene fylder lydbilledet ved Storebælts vandkant. Efter længere tids kamp får de fleste vind i sejlene, og de blå nuancer i horisonten bliver gradvist akkompagneret af de farverige sejl, der minut for minut bliver mindre og mindre. Når de stålsatte windsurfere igen træder i land, er der selvfølgelig gang i grillen.

– Grillen efter, vi har sejlet i dag, er lige så vigtig som at komme ud på vandet, slutter Ken Olsen.

Bølge1

Foto: Benjamin Absalonsen