Tre maskerede gerningsmænd og en blå Skoda Fabia er efterlyst af Fyns Politi efter hjemmerøveri mod ældre mand i Refsvindinge i går.
Fyns Politi efterlyser tre gerningsmænd og en bil efter hjemmerøveri på Møllehaven i Refsvindinge i går. Foto: Google Maps
Lørdag formiddag fandt der et hjemmerøveri sted mod en 74-årig mand på Møllehaven i Refsvindinge. Gerningsmændene frarøvede manden nøglerne til hans bil, som de efterfølgende stjal. Det får nu Fyns Politi til at efterlyse både bil og gerningsmænd.
-Vi får anmeldelsen kl. 10:25 i går. En 74-mand fra Ørbæk (Refsvindinge. red.) er blevet udsat for et hjemmerøveri, hvor tre maskerede gerningsmænd frarøver ham nøglerne til hans bil. Derefter kører de væk i bilen. Det er de oplysninger, vi har på nuværende tidspunkt, forklarer vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til Nyborg Avis
Der er tale om en blå Skoda Fabia med registreringsnummer CZ 62 468.
Fyns Politi understreger, at hvis du ser bilen, så er det vigtigt, at du ikke tager kontakt.
I stedet skal du kontakte politiet på telefon 114