Alexander er rykket i egne lokaler, hvor folk kommer helt fra Hamborg for behandling

0
281

Tyske Alexander Meier følte et kald til kiropraktikken, og det blev i Danmark, han indfriede sin drøm. Nu har ambitionerne udvidet sig, og han har slået sig ned som selvstændig i Nyborg

Img 2331

Sideløbende med sit arbejde, er Alexander Meier også ekstern mentor for kiropraktorstuderende på SDU. Foto: Martha Frederikke Wiese

Der er sket store ændringer i frontlokalerne på Bøjdenvej 72, hvor Axel Pedersen El APS indtil årsskiftet har haft udstillingsrum. Nu er det ikke længere lamper og lysløsninger, der er i fokus, men derimod kroppens skavanker – ikke mindst behandlingen af dem.

 

“Jeg er selvfølgelig stolt af, at der er nogle, der er er villige til at tage den tur for at få netop min behandling.” – Alexander Meier

 

I marts flyttede Balance Kiropraktik ind, og sideløbende med at klinikken er kommet i stand, er Alexander Meier begyndt at tage patienter ind.

Ligesom andre kiropraktorer, har han mange patienter, der kommer ind med ryg- og nakkeproblemer, men han har også specialiseret sig.

– Allerede på studiet begyndte jeg at tage ekstrakurser i behandling af fødder, og siden har jeg taget flere efteruddannelser i det også. Vi er ikke mange med præcis det speciale, så hvor andre kiropraktorer måske har fem procent af deres patienter, der kommer med problemer i fødderne, så er det for mig næsten 50 procent, fortæller han.

Draget af Danmark

Img 2338

Kiropraktoren fandt sin vej til uddannelsen, da han selv som ung havde brug for behandling fra en de få praktiserende kiropraktorer i Hamborg. Foto: Martha Frederikke Wiese

Da Alexander Meier skulle i gang med at læse, måtte han søge fra Hamborg og nordpå over grænsen. For i 2006 fandtes kiropraktoruddannelsen ikke i Tyskland. Efter danskkurser og fem år på Syddansk Universitet kunne han i 2012 kalde sig færdiguddannet og autoriseret.

Derefter fulgte et par år som ansat i en nyborgensisk klinik, før han drog mod hjembyen. Og det er patienter fra dén selvstændige klinik i Hamborg, der nu tager den 340 kilometer lange tur for at fortsætte behandlingen.

– Det var faktisk ikke noget, jeg decideret opfordrede til. Jeg oplyste bare mine patienter om, at vi flyttede til Danmark – ikke præcis hvor jeg ville praktisere – og så fandt de mig, griner han.

– Men jeg er selvfølgelig stolt af, at der er nogle, der er er villige til at tage den tur for at få netop min behandling.

De fleste af de tyske patienter kommer hver anden eller tredje måned for at holde fodproblematikkerne i skak.

Særligt forhold til Nyborg

Img 2345

Der er lige nu et enkelt behandlingslokale i den nye klinik, men renoveringen af flere er i gang. Når de står færdige, håber Alexander Meier på at kunne udvide med en eller flere ansatte. Foto: Martha Frederikke Wiese

I 2021 vendte Alexander Meier tilbage til sin tidligere arbejdsplads i en klinik i Nyborg, og der har han været ansat indtil nu.

– Jeg var rigtig glad for det, og glad for at komme tilbage til en klinik, jeg kendte. Men det er selvfølgelig altid rart selv at kunne præge indretning, arbejsmiljø og andet, fortæller han.

Det var vigtigt for Alexander Meier, at han kunne finde et lokale i Nyborg, hvis han skulle være selvstændig. For her vil han ikke flytte fra.

– Stranden, naturen, en gammel bymidte. Hvad kan man mere bede om? Begrunder Alexanders hustru, Laura Meier, parrets valg om at slå sig ned her.

Også hun vil være at finde i klinikken, hvor hun først og fremmest tager sig af kontakten med patienterne og den administrative del.

Img 2342

Laura Meier kommer senere til at tilbyde qigong som en fysisk stressbehandling. Det havde hun succes med i klinikken i Hamborg. Foto: Martha Frederikke Wiese

– Jeg elsker alsidigheden i mit arbejde og patienternes forskellige problematikker. Arbejdet med led i fødder, arme og ben er sindssygt interessant, og det samme gælder jo for de klassiske ryg- nakkerproblemer, siger Alexander Meier.

For ham er det ikke bare vigtigt at symptombehandle, men også at finde roden til problemet.

– Det er vigtigt for mig at give mig tid til ligesom at gå på ‘opdagelsesrejse’ med mine patienter. Vi kan få en meget mere givende behandling, når vi ved, hvor udfordringen kommer fra. Derfra kan det forebyggende arbejde nemlig gå i gang.

Du kan læse mere om klinikken, Alexander og hans arbejde på Balance Kiropraktiks hjemmeside.