For en tid er Anders Richard Pedersen konstitueret leder i kulturhuset
Anders Richard Pedersen har før passet ledertjansen i kulturhuset, da den tidligere leder var på barsel. Privatfoto
Siden Tue Fabricius havde sit exit fra kulturhuset i efteråret, har Kommunens kultur-, fritid- og turismechef, Søren Thorsager, varetaget den daglige ledelse.
– Jeg har arbejdet på at danne mig et overblik over både arrangementer og økonomi, og jeg har været bevidst om, at jeg skulle aflevere noget, der drifter fint – det gør Bastionen, siger Søren Thorsager.
Så nu var det tid til noget nyt. Eller en ny, rettere sagt.
Valget faldt på Anders Richard Pedersen, der i forvejen leder Kulturskolen, den tidligere Musikskole. Frem til sommerferien bruger han omtrent halvdelen af sin arbejdsuge på Bastionen.
– Anders har før været konstitueret leder her, så han kender både huset, men også musikmiljøet rigtig godt. Der er ikke nogen stor, ny læringskurve, han skal bestige, så jeg er supertryg ved at overlade det daglige ansvar til ham, siger kultur-, fritid- og turismechefen.
Ingen tøven
Hos kulturskole-lederen var der heller ingen tvivl, da han fik opkaldet:
– Jeg holder meget af Bastionen, så der var ikke så megen tøven, da jeg fik tilbuddet, siger han.
Du må have udviklet nogle gode blæksprutteevner – har du ikke travlt?
– Jo, der er heldigvis rigtig meget at lave på Bastionen, både med ting vi allerede har i kalenderen, og ting der ikke er helt på plads endnu. Men jeg oplever også, at mine kollegaer virkelig giver den en skalle, og det er jeg meget taknemmelig over.
Bastionens bestyrelse skriver i dens seneste mødereferat, at ‘budget 2024 er svær at balancere, så snart der skal tilføres lederløn’. Blandt andet derfor skal politikerne til sommer tage stilling til Bastionens fremtid og de løsningsforslag, Bastionen selv stiller med.
Anders Richard Pedersen startede på Bastionen omkring 1. april og stopper igen – som det ser ud lige nu – d. 1. juli.