Aunslev loppe og kræmmermarked giver efter succesfuldt marked igen i år til de trængende

0
452

Aunslev loppe- og kræmmermarked blev igen i år afholdt i Aunslevhallen i Nyborg. Det var med stor succes og mange besøgende, og igen i år kunne man som trængende komme forbi om mandagen og tage nogle af de donerede ting med hjem.

Image00004

Der var velbesøgt, da det overskydende inventar fra markedet skulle uddeles. De besøgende ansigter er slørede på grund af den anonymiserede karakter ved donationen. Foto: Carina Melbye Truelsen

Der har i weekenden været Aunslev loppe- og kræmmermarked i Aunslevhallen i Nyborg. Her var der specielt lørdag mange gæster, som kom forbi for at få et indblik i, hvad udvalget var på 95 stande til markedet i år. Carina Melbye Truelsen står for markedet, og hun fortæller, at det har været et rigtigt godt år:

-Det er gået over alt forventning. Lørdag var der specielt mange, da vejret hverken var for godt eller for dårligt, så det var perfekt markedsvejr. Derfor var der mange, som tænkte, de lige ville forbi for at kigge. Standene solgte også godt, og der er mange, som allerede nu har sagt, at de gerne vil tilmelde en stand igen næste år.

 

Overskuddet går til de trængende

Traditionen tro kunne standene igen i år donere deres overskydende inventar til markedet, som trængende derefter kunne komme forbi og hente mandag efter markedet. Det foregik efter først til mølle-princippet, hvor man skrev til Carina Melbye Truelsen for at booke tid. Man tilmeldte sig gennem private beskeder, så man helt anonymt kunne byde sig til omkring de overskydende ting fra markedet

-Det er helt vildt overvældende, hvor meget folk har doneret efter markedet i år. Det er nogle ret fine ting, som folk vælger at give videre. Der er i år blevet doneret alt fra tøj og babytøj til brugskunst og møbler, hvor det meste er i rigtig god stand, så det er jeg rigtigt glad for.

Mandag var en pæn flok, der kunne drage nytte af stanendes donerede sager, troppet op. Så mange, at der lokalerne stort set ikke kunne rumme flere.

-Det gik super godt. Der var ret mange, der skrev til mig privat. Der kom vel nok et sted mellem 40-50, så vi havde rigtig travlt lige i starten i hvert fald. Alle fik gjort godt brug af det, så det var alt i alt en succes, fortæller Carina Melbye Truelsen.

De ting, der ikke blev hentet mandag er blevet doneret til Mission Afrika i Nyborg. Hvis du gik glip af markedet, kan du følge facebooksiden Loppe- og kræmmermarked i Aunslev Hallen, hvor du kan få information om næste års loppe-begivenhed.