Avisens nye journalist er en vaskeægte Nyborg-dreng

0
779

Michael Rathje glæder sig til at skrive vedkommende journalistik for Nyborg Avis – og til at vende tilbage til hjemstavnen

Thumbnail Image0000001

– Noget af det første, jeg gjorde, da jeg startede på avisen, var at hænge min fars maleri af Landporten op. Det har han malet i 1970. Maleri: E. V. Rathje

Når Michael Rathje sidder på sit nye kontor i Nyborg Avis’ lokaler i Bladhuset, kan han lige nøjagtigt skimte over til sin første journalistiske arbejdsplads.

Året var 1979, da den daværende lokalredaktør på Fyns Amtsavis ringede Nyborg Gymnasiums rektor op og stillede spørgsmålet “Har du ikke nogle kvikke elever, der er gode til at skrive og som interesserer sig for sport, der kan komme og arbejde for mig?”

Svaret var “Jo da” og “Jeg sender Michael Rathje”.

Det blev startskuddet til en lang karriere som journalist, og nu – et par få år, efter Michael Rathje skrev basketball-artikler til den hedengangne lokalavis, er han igen tilbage i Nyborg-spalterne.

Hjem til rødderne

Michael Rathje er født og opvokset i byen; Barndomshjemmets adresse var Nymarksvej 56, han er døbt og konfirmeret i Nyborg Kirke, skolegangen foregik på Birkhovedskolen og senere på Nyborg Gymnasium. Rødderne stikker dybt.

Image0000001

Michael Rathje foran fødehjemmet på Nymarksvej i gang med at hjælpe med udgravningen til fjernvarme. Foto ca. 1966

Som 19-årig flyttede han dog fra hjemstavnen. De første år af karrieren brugte han på at lave lokal-tv i Odense, først for TV Odense, arbejderbevægelsens lokalradio og -tv, og senere startede han sammen med en kollega egen virksomhed, Delta TV-Produktion.

Privat danner Michael Rathje par med Pernille, og de to bor sammen i Odense med deres to hunde. På den måde har Michael også haft kort til sin arbejdsplads. De sidste 27 år har han nemlig arbejdet for TV2 og været ‘en del rundt i huset’, som han siger. Han fandt base på udlandsredaktionen, hvorfra han har skrevet og lavet indslag til TV 2 Nyhederne i en del år.

– Jeg har siddet i mange år og fortalt danskerne om krig, død og ødelæggelse ude i verden, og dét er en af grundene til, at jeg har taget det her job; Jeg har lyst til at beskæftige mig med noget nært og lokalt, hvor man møder sine kilder og kigger dem i øjnene, og hvor folk kan forholde sig til artiklerne, og at de artikler måske endda kan gøre en forskel, siger Michael Rathje, der startede på Nyborg Avis d. 13. november.

Den anden grund, til at Michael Rathje ikke var sen til at takke ja til avisens tilbud, er følelsen af at komme hjem til der, hvor det hele startede.

– Jeg har jo lynhurtigt fundet ud af, hvor mange jeg stadig kender i byen, og det er en kæmpe force at kunne trække på sådan et kildenetværk. Og så er det jo bare dejligt at være tilbage i det hele taget, siger han.

Men altså, som bekendt, ingen rose uden torne. Èn ting smerter den erfarne journalist.

– Det er trist at se, at mit gamle stamværtshus Phønix er lukket. Der har jeg godt nok drukket mange Carlsminde Borgerbryg gennem tiden, siger han, før han bryder ud i en let latter.

Hvis du har læst Nyborg Avis de seneste uger, har du allerede stødt på Michael Rathjes byline i flere gode artikler. Fx førte han pennen til historien om det nyopstartede Sundhedsværket og til artiklen om frisøreleven, der vendte tilbage for at blive medejer.