Når østfynboerne igen hopper i bølgen blå nytårsaftensdag, bliver det ikke på bunden af et champagneglas, de skal finde varmen
Læs eller genlæs reportagen fra det seneste Nytårsbad her. Foto: Michael Rathje
Erhvervs- og Udviklingsudvalget har så godt som halveret budgettet til dette års Nytårsbad – det efterhånden traditionsrige havdyb ud for Hotel Hesselet.
Og det er ét bestemt fravalg, der gør det muligt at gå fra en omkostning på 55.000 kr. til 30.000 kr.; boblerne bliver sparet væk.
– Det er et generelt udtryk, for at vi alle steder i øjeblikket – både administrativt og politisk – skærer tingene lidt til, siger formand for udvalget, Peter Mollerup (V).
Indtil nu har Kommunen stået for indkøb af den festlige drik, mens Hotel Hesselet har skænket dråberne. Det er sket for sidste gang i 2023.
– Dels synes vi, at det lyder lidt flot her i 2024 oven på en masse ting, hvor vi kan bruge hver en krone, at man skal have et glas bobler på kommunens regning. Noget andet er, at man stadig kan lave det festligt uden alkohol. Det er noget, vi spørger os selv om; skal kommunen servere alkohol?
Det spørgsmål kommer til at gå igen, når studenterne til sommer skal hyldes på Torvet, afslører udvalgsformanden.
Deltagerne ved Nytårsbadet i år kan stadig se frem til at få en tår juice, vand eller evt. cider, der indeholder færre procenter.