Hvis musicalen om det amerikanske forbryderpar Bonnie Parker og Clyde Barrow ikke kan lokke unge i teatret, er der vist intet, der kan. Masser af god musik, fremragende sangere og skuespillere, rørende sekvenser om drømme midt i håbløsheden, og en historie, der bliver drevet frem af klogt valgte elementer.
Røveri (foto: Emilia Therese)
Handlingen fremstår som socialrealistisk om en periode, hvor depressionen hærgede USA, og mange blev tvunget ud i småkriminalitet, fordi det ellers var umuligt at overleve. Det ramte især mændene, som skulle være forsørgere, og så var det let nok for kvinderne at kræve, at de blev på dydens smalle sti, så de kunne få en ordentlig tilværelse. I stykket er det Blanche Barrow, vidunderligt sunget af Cecilie Gerbers, der står for disse synspunkter, som på den tid var næsten umulige for underklassen.
Et flot par
Bonnie, Clara Sophia Philipson, og Clyde, Christian Collenburg, er et par, man ikke kan undgå at falde for. Begge er flot syngende i smukt samspil, og at Clydes kriminalitet udarter til alvorlige røverier med dødsofre, forekommer på en måde uundgåeligt. Philipson er den stærke kvinde, der holder humøret oppe hos Collenburg, da enden er nær, og som holder kærlighedens fane højt til det sidste.
Her kommer vi til forfatteren, Ivan Menchells, kloge valg. Vægten er lagt på humor, socialrealisme og kærlighedshistorie, mens man kun ser kriminaliteten perifert.
Filmoptagelse
Desuden fremtræder alt, som om der i virkeligheden er tale om en filmoptagelse. Omkring handling og den øvrige kulisse vrimler det med filmarbejdere, der optager, sætter projektører, sørger for, at en dræbt bankmand kan falde tilstrækkelig dramatisk ud ad et vindue takket være et reb om livet etc. Når man kører i bil, er det en karikeret bil, som ørkenen kører forbi, i stedet for omvendt.
Vi ved alle, at en film ikke er helt realistisk, så vi accepterer manuskriptets kunstgreb uden at mukke.
Filmoptagelse i ørkenen (Foto: Emilia Therese)
Hæsblæsende tempo
Blandt de øvrige medvirkende bør især Anders Gjellerup koch fremhæves. Han argumenterer lidet overbevisende, men utroligt velsyngende, for Bibelen og religionen, som ikke virker overbevisende i denne musical.
Desuden vrimler det med statister i diverse roller, og de er vel instrueret af Martin Lyngbo, der også har sørger for et hæsblæsende tempo, ligesom Benjamin La Cour skal have en rose som scenograf og kostumedesigner.
Anders Gjellerup Koch med Bibel i hånd (Foto: Emilia Therese)
Anders Ortman står i spidsen for et meget velspillende orkester, der yder det maksimale for en musik, der er iørefaldende, men ikke specielt forfinet.
Danseensemblerne er det mindst imponerende, og en dansescene fuld af fjer virker noget overlæsset og ude af sammenhæng.
Bonnie og Clyde er en vellykket satsning fra Odense Teater to år efter, at den måtte aflyses pga. Covid 19. Godt, at man holdt fast i den, og publikum klapper, vugger og pifter begejstret mange gange i aftenens løb.
En herlig stemning, som alle bør ind og opleve, og til forskel fra ’Arendt’ er der stadig en del billetter at få. Det varer nu næppe længe.
