Hvis byrådet i morgen godkender dagsordenens punk syv i sin helhed, betyder det, at kommunen forpligtiger sig til at arbejde på at få udvidet motorvejen med et ekstra spor og etablere en ny afkørsel ved Ullerslev
Ifølge dagsordenen til det kommende byrådsmøde, skal byrådspolitikerne tage stilling til, om kommunen skal arbejde på en udvidelse af motorvejen gennem Nyborg med et tredje spor. Foto: Michael Rathje
Punkt syv på dagsordenen til byrådsmødet i morgen har denne overskrift:
”Endelig vedtagelse af Planstrategi 2023 og igangsætning af revision af kommuneplanen”
Planstrategien er byrådets vision for den fysiske planlægning i kommunen og danner baggrund for den kommende revision af kommuneplanen.
Til allersidst i den omkring 75 linjer lange sagsfremstilling kommer der noget overraskende denne linje:
’Der arbejdes for udvidelse af motorvejen for et 3. spor, og at tilslutningsanlæg planlægges ved Ullerslev.’
En anbefaling, der blev besluttet på Teknik- og Miljøudvalget møde den 15. april, og efterfølgende også godkendt på Økonomiudvalgets møde den 22. april.
Men der er faktisk ikke noget udbredt ønske blandt byrådspolitikerne om at få motorvejen udvidet med et ekstra spor. Heller ikke hos det konservative byrådsmedlem Michael Gertsen, der sidder i Teknik- og Miljøudvalget, og dermed har været med til at godkende anbefalingen om, at der skal arbejdes for et tredje spor på motorvejen gennem Nyborg.
– Det er sådan en slags kattelem. Fordi vi tror egentlig ikke, at det bliver til noget med en udvidelse. Men hvis der gør det, så vil vi gerne have, at det står i kommunestrategien, at vi så skal prøve, om vi kan få en afkørsel mere et eller andet sted i vores kommune. Så det er sådan en slags halvgardering, forklarer Michael Gertsen.
En eventuel beslutning om en udvidelse af motorvejen gennem Nyborg Kommune skal vedtages af et flertal i Folketinget, og staten betaler. Og det er bestemt ikke småpenge sådan en udvidelse fra to til tre spor koster. For eksempel har Folketinget besluttet at bevillige næsten to milliarder kroner, at udvide E20 fra to til tre spor på en cirka 12 kilometer lang strækning syd om Odense.
Til gengæld vil en afkørsel, eller tilslutningsanlæg, som det korrekt hedder, ved Ullerslev betyde, at kommunen kommer til at betale en stor del af anlægsudgifterne.
Men, at Nyborg Kommune aktivt skal arbejde på, at få Folketinget til at bevillige penge til en udvidelse, er ikke noget Michael Gertsen kan genkende.
– Står der det i dagsordenen? Det er ikke noget, jeg kan genkende. Altså, der er ingen i Teknik- og Miljøudvalget, der har sagt, at vi vil have et tredje spor. Det har altså ikke været noget tema. Sådan husker jeg det ikke, fastslår Michael Gertsen.
Han vil nu kommentere på anbefalingen af at arbejde for et tredje spor, når byrådet holder møde i morgen.
Umiddelbart synes det at være oplagt at etablere motorvejsafkørsel ved Ullerslev her hvor Skellerupvej går over motorvejen. Men broen er nok for smal. Foto: Googel Maps
Heller ikke Rune Christensen fra Venstre, der også er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, mener, at kommunen skal arbejde for at få et tredje spor på motorvejen.
– Tanken var, at når der engang kommer et tredje spor, vil vi arbejde benhårdt på at få en afkørsel ved Ullerslev. Men det kan godt være, at vi har fået det refereret lidt forkert. Vi har ikke nogen planer om et tredje spor lige nu, siger Rune Christensen, der selv bor i Ullerslev.
Selvom en afkørsel bliver dyr for kommunen, og det ligger langt ude i fremtiden, så håber Rune Christensen på en afkørsel. Han mener, det vil kunne tiltrække flere huskøbere og mere erhverv til Ullerslev og Skellerup. Ifølge Rune Christensen har kreditforeningerne en uskreven regel om, at hvis en virksomhed etablerer sig mere end fem kilometer væk fra en motorvejsafkørsel, så er værdien af bygningerne mindre.
– Der er et stort ønske blandt nogle af indbyggerne og erhvervslivet i Ullerslev om at få mulighed for nemt at komme til motorvejen, siger Rune Christensen.
Han erkender dog, at det nok ikke bliver i den nærmeste fremtid, at kommunen vil kunne finde penge til en afkørsel ved Ullerslev. Den nuværende bro over motorvejen på Skellerupvej er ikke bred nok til at etablere en afkørsel her, så den skal enten udvides, eller der skal findes et andet sted til en afkørsel og anlægges en ny tilkørselsvej, så det vil blive en dyr omgang for kommunen.