Ude mod lokalrivalerne fra Langeskov stod Ullerslev chanceløse i største dele af kampen og tabte igen.
Tobias Littrup bringer Langeskov IF på 2-0 kort efter pausen. Foto: Peter Hougesen
Ullerslev er havnet i en pulje i serie 1, hvor det ene lokalopgør afløser det andet. Vindinge, Munkebo og Langeskov er alle i samme pulje som Ullerslev. Efter et 1-4 nederlag hjemme mod Vindinge i sæsonpremieren, skulle Ullerslev ude forsøge at få point på tavlen mod lokalrivalerne fra Langeskov.
Efter at have overværet de første 35 minutter af kampen, kunne man godt komme i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk var serie 1, der spillede. Serie 3 havde været et lige så godt bud. Langeskov var tydeligt det bedre hold, men uopfindsomt angrebsspil, masser af misforståelser og manglende vilje eller evne til at tackle modstanderne fra Ullerslev, betød der fortsat stod 0-0.
I første halvleg var der to lyspunkter på hjemmeholdet. Det ene var Kristian Aunsbak. Han havde i modsætning til alle sine holdkammerater modet og evnerne til at tackle udeholdets spillere. Den centrale og defensive midtbanespiller, arbejdede for tre og var stærkt medvirkende årsag til, at gæsterne fra Ullerslev ikke skabte chancer.
Det andet lyspunkt var Mathias Jørgensen. Den åbenlyse offensive boldbegavelse placerede sig dygtigt imellem gæsternes midtbane og forsvar. Han strøede om sig med kvalitetsafleveringer i den offensive del af spillet, men hans holdkammerater forvaltede ikke afleveringerne efter fortjeneste. Derfor stod der stadig 0-0. Fodbold er på den måde et ret simpelt spil. Det rummer nemlig muligheden for at gøre noget på egen hånd. Så det gjorde Mathias Jørgensen. Et fladt spark fra distancen var placeret så yderligt, at gæsternes målmand ikke kunne nå ned til afslutningen, der derfor betød 1-0 til hjemmeholdet. Det var der intet at indvende imod.
Bare to minutter senere afsluttede hjemmeholdets Frederik Svendsen på stolpen. Den afslutning fulgte Mathias Jørgensen op, men han måtte se den modsatte opstander stå i vejen for en 2-0 føring. Dermed stod der 1-0 ved pausen. Målt på spil og chancer burde der have stået minimum 3-0.
Mens hjemmeholdet var meget lang tid om at komme i gang i første halvleg, så var det stik modsatte tilfældet i anden halvleg. Et hjørnespark efter to minutter fandt Tobias Littrup, der med et flot timet hovedstød fordoblede hjemmeholdets føring til 2-0. Bare minuttet efter afsluttede Rasmus Rudbæk fra distancen. Bolden ramte undersiden af overliggeren og slog ned på stregen uden at resultere i scoring. På det her tidspunkt af opgøret var det svært at se, at Ullerslev skulle udgøre nogen form for problemer for Langeskov.
Efter 20 minutters spil af anden halvleg måtte Kristian Aunsbak indkassere et gult kort og dermed ud i 10 minutter. Det var der ikke det store at indvende imod. Kampens dommer dømte kampen igennem fremragende. Han tillod spillerne at gå til hinanden og lige til stregen, men ikke over.
En mand i undertal i ti minutter, men med en 2-0 føring burde være en relativ enkel opgave for hjemmeholdet. Det var det ikke. Bare et minut senere var Ullerslev i angreb. Et hårdt indlæg fra højre side fandt perfekt en angriber lige foran Langeskovs mål. En resolut afslutning burde have reduceret til 2-1, men en fremragende refleksredning fra hjemmeholdets målmand Per Hansen, betød der fortsat stod 2-0. Det var den første reelle chance i kampen, som Ullerslev spillede sig frem til. Kort efter fik de et forsøg til, men også det reddede Per Hansen fra kort afstand.
Hjemmeholdet var dårligt blevet fuldtallige før kampen fandt sin afgørelse. Et etableret angreb resulterede i et indlæg fra venstre side. Det omsatte Rasmus H. B. Hansen til scoring og dermed til 3-0.
Det blev kampens resultat og Langeskov kan dermed sætte tre point ind på kontoen, men Ullerslev fortsat har det første point til gode. Næste opgave for Langeskov er endnu et lokalopgør. På fredag 1. september spiller de ude mod Vindinge, der kommer med maksimumpoint efter de to første kampe. Også 1. september spiller Ullerslev hjemme mod OKS. Det er kl. 18:30.