Tavshed kan koste dyrt for indholdet af vores politiske, faglige drøftelser. Og det er en pris, vi ikke har råd til at betale. Det skriver Socialdemokratiets borgmesterkandidat i dette indlæg
Lone Smidt er netop blevet valgt som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Nyborg kommune. Foto: Michael Rathje
Dette er et debatindlæg. Holdningerne, der præsenteres i indlægget, er skribentens egne.
Jeg bliver bekymret, når der bliver meget stille.
For noget af det stærkeste for Nyborg Kommune er faglige medarbejdere, som ytrer sig og løfter det faglige indhold af vores politiske drøftelser.
Tillidsvalgte og menige medarbejdere kan aktivt bidrage med viden og oplevelser fra hverdagen og på den måde løfte de politiske beslutninger, der skal træffes. Beslutninger bliver bedst kvalificeret, når medarbejderne med deres afsæt har været inde over.
På social- og familieområdet i Nyborg Kommune har borgere, som det vil være mange bekendt, i en årrække været udsat for både ulovlig og fejlbehæftet sagsbehandling.
Nu har vi så igangsat en videre udviklingsplan for social- og familieområdet, og det er ingen hemmelighed, at jeg gennem tid har modtaget bekymringer, faglig undren og dyb frustration over grunden til, at hele socialområdet skal omorganiseres.
Udviklingsplanen er ambitiøs og derfor også meget afhængig af at få faglige indspark fra den nære hverdag. Her er medarbejderne, der er ansat rundt omkring på socialområdet, så at sige vores eksperter.
Medarbejdere på tillidsposter og medarbejderne i øvrigt udgør tilsammen en arbejdsplads og et fællesskab. De er den kraft, der leverer på kerneopgaven, og deres uforbeholdne faglige vurdering er yderst vigtig, inden der trækkes af på de politiske beslutninger.
Det er vigtigt at sige tingene højt og sætte ord på – også på bekymring og undren.
For tavshed kan koste dyrt for indholdet af vores politiske, faglige drøftelser. Og det er en pris, vi ikke har råd til at betale.