Snart vil bekymrede lokale samles i en demonstration for oprensning af Lynfrosten
Demonstrationen vil starte ved krydset mellem Knudshovedvej og Slipshavnsvej. Foto: Nyborg Avis
“Uanset partifarve og holdninger til, hvor meget den grund lugter, og hvad der skal bygges og ske på området, kan vi så ikke blive enige om, at den grund SKAL renses op først?”
Sådan indleder Jeanette Jersild en invitation til den demonstration, hun og Louise Sylvestersen Mathiasen arrangerer.
Som du nok havde gættet, drejer demonstrationen sig om Lynfrosten – nærmere betegnet om et ønske om at få grunden, og jorden under den, renset for gift.
– Nu er det jo snart for sent, hvis der ikke når at blive grebet ind fra Folketinget, før de faktisk begynder at bygge derude. Jeg forstår ikke, at man ikke kommer ned og få undersøgt jorden og de konsekvenser, giften kan have, nu hvor muligheden er der. Der er hele tiden fritagelser og undtagelser, siger Jeanette Jersild.
Der kommer flere talere til demonstrationen, der starter nær Lynfrosten og ender på torvet. Både Karin De Martini, som er lokalt kendt for sit engagement i oprensningsbevægelsen, og SF’s miljøordfører Marianne Bigum står på listen.
Jeanette Jersilds håb er, at hende og andres bekymring vil kunne høres helt inde på Christiansborg.
– Kunne de dog bare bevise og dokumentere, at det ikke er farligt, så stod vi ikke her. Demonstrationen er udtryk for en grundlæggende frustration, der bunder i, at vi ikke ved, hvor vi skal gøre til eller fra. Og også for, at jeg er bange, for at sige det lige ud, siger hun.
Arrangørerne har fået alle tilladelser på plads og er nu klar med et program. Det kan du læse herunder.
Foreløbigt program for dagen:
Dato: Tirsdag d. 10. oktober
Tid: Kl. 16:00
Sted: Det ”grønne område” i krydset, hvor Knudshovedvej og Slipshavnsvej mødes.
Efter en kort briefing, går deltagerne mod rådhuset.
Program:
Kl 16:00 – afgang fra Lynfrosten mod rådhuset, hvor politikerne er samlet om behandling af budget
Kl 16:30 – musikalsk opbakning på torvet og kage til børnene
Kl 17:00 Taler ved:
- Marianne Bigum, miljøordfører (SF)
- Dina Myrup Raabjerg, medlem af klima, natur og bæredygtighed, Ikast-Brande kommune (C)
- Karin De Martini (Formand i Foreningen Tjæren på Lynfrosten og andre giftgrunde i Danmark)
Kl 18:00 – demonstrationen slutter
Andre opdateringer omkring demonstrationen er samlet på Facebook-gruppen ‘Demonstration for oprensning af lynfrostgrunden’.