Den nye ejer af Østerøvej 11 byder indenfor: Det er også for husets skyld

0
844

Det var en længere proces, men 1. marts fik Uffe Holst Jensen (64) nøglen til den engang så prægtige villa fra 1907 på en af Nyborgs mest attraktive beliggenheder.

Østerøvej Billde 2

Østerøvej 11. Foto: Christina Pankratz

 

Uffe Holst Jensen kommer oprindeligt fra Nyborg og siger lidt muntert om sit huskøb, som flere har fundet modigt:

– Det er ligesom de gamle elefanter, der vender hjem til elefantkirkegården.

Uffe Holst Jensen bor til daglig i Bruxelles med sin familie, hvor han i mange år har arbejdet i EU-regi.

– Det er og har været spændende at reintegrere mig i Nyborg. Man møder kun smilende, venlige, nysgerrige mennesker her. Der er et godt fællesskab.

Østerøvej Billede 7

Uffe Holst Jensen på trappen op til 1. salen. Foto: Christina Pankratz

Han har de sidste 10 år haft et øje på huset, som er blevet erklæret kondemneret af kommunen, altså uegnet til menneskebeboelse. Uffe Holst Jensen har dog set de arkitektoniske værdier i huset og kalder sig lidt en nørd, hvad angår gamle huse.

Østerøvej 11 indefra

Uffe Holst Jensen er begyndt nedbrydningen, og der er nok at se til. Foto: Christina Pankratz

– Jeg kan godt lide god ny arkitektur, men dette hus ligger i en klynge af smukke, ældre, bevaringsværdige huse. Det ville være synd at rive det ned. Men vi skal have kondemneringen væk. Der er nedstyrtningsrisiko og skimmelsvamp.

Østerøvej 11 udsigt

Udsigten fejler bestemt ikke noget. Foto: Christina Pankratz

Det har ikke været muligt for Uffe Holst Jensen at finde billeder af, hvordan huset oprindeligt har set ud fx med vinduer og døre. Han har besøgt arkivet uden held.

Huset skal have skiftet tag i april/maj måned, og det bliver et naturskifertag som nu.

– Jeg vil gerne prøve at bevare det ydre så godt som muligt. Det indre bliver heller ikke lavet fundamentalt om.

Uffe Holst Jensen har allieret sig med den lokale arkitekt Stefan Vig, der ligesom den nye ejer, har set potentialet i huset og også brænder for bygningsbevaring.

– Og så har jeg tilmeldt mig et kursus i facaderenovering på Hverringe Gods på Hindsholm, fortæller Uffe Holst Jensen.

Østerøvej 11 Facade

Efter en længere proces er til salg-skiltet erstattet med et SOLGT-skilt. Foto: Christina Pankratz

– Da jeg kørte herop fra Bruxelles for at overtage huset, sad jeg i bilen og tænkte på, om jeg havde gjort det rigtige.

Efter en regnfuld periode var Uffe Holst Jensen bekymret for, om huset var blevet endnu mere fugtigt og skimmelramt, måske endda helt ødelagt.

– Jeg er faktisk allergisk overfor skimmelsvamp, smiler han.

Østerøvej Skimmel

Der ses skimmel forskellige steder, som forhåbentlig kun sidder på mørtlen. Foto: Christina Pankratz

Uffe Holst Jensen står nu knap en måned efter i forårssolskinnet foran sit hus, som denne formiddag tager sig hæderligt ud og peger:

– Jeg synes facaden er lidt rå og næsten industriel. Den inviterer ikke til små dannebrogsvinduer. Det er et lidt … maskulint hus, hvis man kan sige det sådan. Men nu må vi se.

Tilbage i huset inviterer Uffe Holst Jensen Nyborg Avis’ udsendte med ud på en af altanerne.

– Den holder fint, så træd du roligt herud, smiler Uffe Holst Jensen og peger på det store træ i forhaven og fortsætter: Mange siger, at det burde fældes, men jeg synes der er for få gamle træer, så jeg vil beholde det. Det skal bare lige skæres til.

Hjem til Nyborg

Til spørgsmålet, om Uffe Holst Jensen vil vende hjem til Nyborg er svaret:

– Den fortabte søn vender hjem. Men ja. Vi kommer til at bo her på sigt. Huset skal også være et samlingssted for venner og familie, som er spredt ud i Europa. Og jeg vil bo her i perioder, så snart det er klart.

Det er tanken, at Uffe Holst Jensen også fra Østerøvej 11 vil drive en virksomhed.

– Efter min lange karriere i EU, tog jeg et kursus på Henley Business School i England i Executive Coaching. Jeg har lavet mentoring og coaching i Bruxelles. Og det vil jeg gerne flytte herop i huset.

Uffe Holst Jensen ved godt, at han har købt et hus, som folk i byen har en holdning til og har holdt øje med.

– Nyborggenserne må finde sig i, at det går noget tid, før huset står helt færdigt, smiler den hjemvendte søn.

Han har ikke købt huset som en investering, men med hjertet. Han har købt det ikke kun for sin egen skyld, men også for husets skyld, som han udtrykker det.

Nyborg Avis har en åben invitation til at vende tilbage til Østerøvej 11.