Efter Konservatives udmelding: Venstre står alene i undersøgelses-spørgsmål

0
290

Venstre er nu det eneste parti i byrådet, der ikke vil have undersøgt borgmesterens mulige lovbrud – til gengæld sidder de på flertallet

Kenneth Muus

Venstre har med 14 af byrådets 25 mandater ultimativt flertal. Foto: Michael Rathje

Både SF og Konservative støtter en ekstern vurdering af borgmesterens mulige brud på den kommunale styrelseslov. Det er den socialdemokratiske byrådsgruppe, der har stillet forslaget.

SF var hurtige til at melde sig under fanerne, da Socialdemokratiet barslede med forslaget allerede i marts, men det er første gang, Konservative bekender kulør.

Det gør partiet via 1. viceborgmester Michael Gertsen mandag formiddag.

– Vi kan desværre ikke ændre på det svigt, der er sket. Når det er sagt, så er det ikke tilfredsstillende, at vi ikke ved, om borgmesteren skulle have orienteret det tidligere byråd, da borgerrådgiveren trykkede på alarmknappen i september 2021, skriver Michael Gertsen i en pressemeddelelse. 

Det Konservative Folkeparti er repræsenteret i byrådet ved 1. viceborgmesterens mandat.

Venstre er ikke inhabile

Flere juridiske eksperter har over for DR udtalt, at de mener, borgmesteren brød kommunestyrelsesloven i 2021, da han ikke videregav borgerrådgiverens bekymringer for det specialiserede socialområde.

Kommunens egne jurister har sammen med KL vurderet det modsatte.

– Der er stillet spørgsmål i folketingen om sagen – oven i købet fra et borgerlift parti – fordi man vil have belyst Nyborgs borgmesters rolle i sagen. Så ser det ikke godt ud, at byrådet i Nyborg siger, at vi ikke er interesseret i at vide, om der er foregået noget forkert, skriver Michael Gertsen.

Venstres gruppeformand, Kaj Refslund, har tidligere udtalt, at partiet vil stemme mod en ekstern vurdering. Samtidig har Kenneth Muhs proklameret i P4 Fyn, at han anser sig selv som inhabil i sagen.

Men det betyder ikke, at resten af partiet ikke kan stemme. Det slår Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, fast over for Nyborg Avis.

Venstres byrådsgruppe er hverken inhabile eller afledt inhabile, vurderer han. Derfor kan 13 Venstre-folk stemme forslaget ned, hvis de ønsker.

I Socialdemokratiets pressemeddelelse om forslaget, åbner partiet op for muligheden om at få en tilsynsmyndighed til at vurdere sagen. Dette vil ikke kræve et politisk flertal.

Byrådet skal stemme om en eventuel ekstern vurdering af borgmesterens ageren, når det igen mødes d. 30. april.

Denne artikel er gratis - og det kan du takke Nyborg Avis' abonnenter for.

Det koster nemlig at lave kritisk og kompromisløs journalistik.

Processed With Vsco With B1 PresetLige nu kan du prøve Nyborg Avis kvit og frit
i de første 30 dage, hvis du klikker her.