Elever faldt om i skoletiden og blev indlagt – Røg puffbars med hårde stoffer i

0
643

Inden for kort tid har to skoleelever fra Nyborg kommune oplevet på egen krop, hvor farlige ulovlige puffbars med euforiserende stoffer kan være

Anonyme børn

Puffbars, som er en engangs-E-cigaret, gjorde for alvor sit indtog for få år siden, og er særligt udbredt blandt børn og unge. Foto: Michael Rathje

For nyligt blev to elever fra to af kommunens skoler indlagt efter at have røget puffbars i skoletiden. Episoderne skete uafhængig af hinanden, fortæller en SSP-konsulent fra kommunen.

De puffbars, eleverne var kommet i besiddelse af, indeholdt de euforiserende stoffer THC og ketamin.

THC er det psykoaktive stof i hampeplanten, mens ketamin er et stærkt bedøvende middel, der blandt andet bliver brugt til at behandle heste. De unge kommer typisk i besiddelse af puffbars gennem udenlandske hjemmesider eller sociale medier.

Kommunens SSP-konsulent, Anne Grundtvig, bekræfter de to hændelser over for Nyborg Avis. Hun understreger, at udviklingen – og udbredelsen – af de i forvejen ulovlige puffbars er noget, SSP tager meget alvorligt.

– Nu har vi fået bekræftet, at de her “åbne” puffbars også er kommet til vores kommune, og det er noget, vi må sætte fokus på, for det kan ende rigtig galt. Det skal vi gøre alt for at få stoppet, siger hun.

“Åbne” puffbars er det begreb, fagpersoner bruger, når de beskriver puffbars, der ikke kun indeholder uregulerede mængder af nikotin, men også hårdere stoffer.

SSP vil ikke udtale sig om, hvorvidt de gældende elever var klar over, hvad de indtog.


“Jeg synes, det er helt forfærdeligt, at der findes produkter, der bliver markedsført til børn, som er så tilgængelige og så giftige på samme tid.” – Anne Grundtvig

Puff 1

Det er både ulovligt at sælge og købe puffbars i Danmark. Røgen smager af forskellige slikvarianter, og den indkapsles af et hylster, der portrætterer actionfigurer eller lyser op i alverdens farver. Arkivfoto

Hændelserne med de to unge, der faldt om i skoletiden, fik SSP til at reagere hurtigt.

– I kølvandet på de episoder, der har været, har min kollega været ude på en skole, der har været særligt berørt. Der havde han – i samarbejde med skolen – en snak med alle eleverne i udskolingen, siger Anne Grundtvig.

I dag er også forældre til skolebørn i Nyborg kommune blevet informeret om episoderne via skolernes digitale platforme. Brevet indeholder gode råd til, hvordan forældre kan snakke med de unge om det farlige fænomen.

– Forældrene er dem, der i højst grad kan påvirke de unge, så det er virkelig vigtigt, at de er med inde over det her.

Du kan læse hele brevet til forældrene her.

SSP har i forevejen undervisningsmateriale om puffbars, og en gang årligt tager Anne Grundtvig og hendes kollega rundt på kommunens skoler og snakker med udskolingseleverne.

– Vi kan ikke skærme dem fra at støde på det eller have adgang til det, men vi kan forsøge at skabe nogle robuste unge, som kan indgå i en samtale med deres forældre om de her ting, siger den lokale SSP-konsulent.

Eleverne har det, ud fra Nyborg Avis’ oplysninger, godt igen.

Nyborg Avis har valgt at anonymisere skolernes navne af hensyn til de berørte elever og forældre.

Denne artikel er gratis - og det kan du takke Nyborg Avis' abonnenter for.

Det koster nemlig at lave relevant lokaljournalistik.

Lige nu kan du prøve Nyborg Avis kvit og frit i de første 30 dage, hvis du klikker her.