En musicalstjerne vender hjem

0
739

Han har stået på alle store teaterscener i Danmark. Nu vender Christian Collenburg hjem til sin barndomsby Nyborg, hvor det hele begyndte.

Hvad har han lært, og hvad vil han give videre?

Skærmbillede 2023 10 18 Kl. 12.36.45

Christian Collenburg bor på en gård i Langå med kæresten Joy Fryd. Foto: Cecilie Engelbrecht

Som 18- årig pakkede han flyttekasserne på børneværelset i Nyborg. Som han selv siger, så føltes det omsonst at tage sine sidste eksamener i gymnasiet, for han skulle alligevel ikke på en klassisk videregående uddannelse – Han var kommet ind på Den Danske Scenekunstskole, Musicalakademiet i Fredericia, i først hug.

”Det var fuldstændig syret. Jeg var opsat på at skulle tage mine sidste eksamener, så kommer der et brev ind ad døren, der siger, at nu skal du flytte til Fredericia og lære at synge, danse og spille skuespil”, siger Christian Cullenburg.

Han er er i dag 31 år gammel, og har siden da sunget, danset, grint og grædt på alle store teaterscener i Danmark.

Nu er han vendt hjem til Nyborg, ikke kun fordi, at han vil slå sig ned i rolige omgivelser, men også fordi han fik rollen som den bestialske og aktivistiske forbryder Clyde i Broadwaymusicalen, Bonnie og Clyde, på Odense Teater.

”Da jeg opvoksede i Nyborg, så tog vi ind på Odense Teater for at se forestillinger. Det har været et enormt privilegie pludselig at stå og dele scene med de samme mennesker, som jeg har kigget på og set op til dengang”, siger Christian Collenburg og fortsætter, ”Det var med en enorm stolthed, men også ærefrygt.”

Pressefoto fra forestillingen ‘Bonnie og Clyde’ på Odense Teater. Emilia Therese

Igennem sin karrierer har Christian Collenburg oplevet en fordom om, at musicalperformere ’ikke kan spille skuespil’, men blot danse og synge. For ham er det ikke bare et overfladisk spil for galleriet.

“En musical skal give publikum noget at gå hjem med. Jeg går meget op i, hvad vi vil fortælle med forestillingen ligesom med andre genre. Det er derfor, at jeg slår hårdt ned på, når folk siger, at det bare er en musical. Det svarer til at sige, at alle håndværkere er dumme”, siger Christian Collenburg.

Derfor var det fedt for at opleve tilgangen til genren på Odense Teater.

”Det var fedt at spille på et teater, hvor de behandlede det som en ligeværdig genre på den danske teaterscene. Her var et teater, som sagde, at vi laver skuespil og gør vores allerbedste for at give karakterende dybde”, siger Christian Collenburg.

Pressefoto fra forestillingen ‘Bonnie og Clyde’ på Odense teater. Foto: Emilia Therese

Derfor var det med et stort vemod at gå scenelyset i møde, da Bonnie og Clyde døde i sidste scene – for sidste gang. For selvom det ender fatalt for den oprørske forbryder, så var det en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse for musicalperformeren.

”Der er nogle roller, som gør mere ondt at lægge bag sig end andre, og den her var en af dem. Den sidste forestilling var en meget syret oplevelse. Jeg prøvede ikke at gå ind i følelsen, men jeg tillod mig selv at spille farvel til rollen i den absolut sidste scene,” siger Christian Collenburg.

En ny musical begynder

Første gang han stod på en scene var som fireårig i forestillingen “Folk og røvere i Kardemommeby på Nyborg Voldspil. I hans barndom var han og familien en fast del af ensemblet i Nyborgs rige teaterliv.

Christian Collenburg har spillet på Det Kongelige Teater, Østre Gasværk, Aalborg Teater, Aarhus Teater og medvirket i TV- serierne Merkur og Badehotellet. Listen over scener er lang, og spørger man skuespilleren selv, er han langtfra færdig.

For nu sætter han sig igen på tilskuerrækkerne, da han skal instruere årets ’Rockmusical’ på Bastionen. Det er byens unge, som selv skal sammensætte og spille forestillingen.

”Jeg glæder mig bare til at komme tilbage og give igen af de ting, som jeg har lært på min vej. At kunne tale til de næste generationer i Nyborg,” siger Christian Collenburg.

Han fortæller, at han som ung var genert, usikker og tilbageholdende. Ikke de karaktertræk, man forventer af et menneske, der arbejder i rampelyset. Derfor glæder han sig til at arbejde med de unge og se, hvordan de agerer og tackler at lave en musical.

Her handler det ikke om at være ’sej’, men at mødes med ligesindede.

Selvom formatet ikke har udviklet sig, siden han selv spillede med som teenager i 2010, så er Rockmusicalen på Bastionen ikke bare en endnu musical. Den skal fortælle noget.

”Det, der gør Rockmusicalen spændende, er, at de selv skal skabe projektet. Jeg skal blot guide. Forhåbentlig kan jeg give nogen den samme drøm, som jeg selv havde, dengang jeg stod i deres sko. At turde gå de professionelle veje”, siger musicalperformeren.

Rockmusicalen har ikke fået et navn endnu, da eleverne selv skal vælge det. Den har premiere på Bastionen d.1. april 2024.