I morgen er der valg til Europaparlamentet. Her er tre eksempler på, hvilken indflydelse, som EU har eller kan få for den enkelte borger på Østfyn
Der er valg til Europaparlamentet i morgen. Og selv om der er langt fra Nyborg til Bruxelles, så betyder din stemme noget for din dagligdag her i kommunen. Foto: Michael Rathje
Måske tuller du rundt her i kommunen og tænker: Det der EP-valg, har det overhovedet nogen betydning for mig i min dagligdag?
Men faktisk gør EU en forskel – også helt konkret for borgerne i Nyborg Kommune.
Erasmus sender elever og lærere på udveksling
De seneste to år har 200 medarbejdere og elever fra nyborgensiske skoler været i udlandet. Det har kostet to millioner kroner, og regningen sendes til EU.
I marts i år var således alle tre 8.-klasser på Birkhovedskolen en tur til Gorb i Spanien, hvor de i fem dage boede privat hos de elever, de besøgte.
EU-programmet hedder Erasmus+, og det skal give studerende og undervisere mulighed for at studere og arbejde i udlandet. Det er programmets mål at forbedre uddannelseskvaliteten og øge kompetencerne på tværs af Europa.
Nyborg Kommune netop har netop fået akkrediteringen ’udvidet’, så Erasmus+ i de kommende år også gælder på kulturområdet. Det betyder helt konkret, at kommune får mulighed for at sende medarbejdere fra fx biblioteket, ungdomsskolen, musikskolen og medarbejdere i kulturafdelingen på inspirationsrejser rundt omkring i Europa.
Nu kan endnu flere borgere i kommunen komme på EU-betalt rejse til udlandet
EU forbyder mere anthracen i fjorden
Den 22. maj mødtes SF’s formand Pia Olsen Dyhr og partiets spidskandidat til EP-valget Kira Marie Peter-Hansen med SF’s lokale byrådsmedlemmer Ole Tyrsted og Suzette Frovin, samt miljøaktivisten Karin Di Martini ved havnen i Nyborg.
Her diskuterede de, med udsigt til virksomheden Koppers på den anden side af fjorden, hvordan de kan få Danmark til at efterleve EU’s vandrammedirektiv, så Koppers ikke længere får miljøgodkendelse til at udlede anthracen til fjorden, hvor grænsen for koncentrationen af anthracen er overskredet.
Kira Marie Peter-Hansen vil, hvis hun bliver genvalgt til Europaparlamentet, have EU-kommissionen til at undersøge Danmarks praksis med udledning af miljøfarlige stoffer til vandmiljøet.
SF’ere står sammen mod miljøfarlig havforurening
Bestanden af klokkefrøer skal tidobles
I går blev det offentliggjort, at Fyn modtager det største økonomiske EU-naturprojekt, der nogensinde er kommet til Danmark. De fynske kommuner får i alt 119 millioner kroner til naturgenopretning.
Alene Nyborg Kommune får 11,5 millioner kroner, der primært skal bruges på at redde bestanden af klokkefrøer ved Tårup Strand. Her er der kun en bestand på 50 klokkefrøer tilbage. Med EU-midlerne skal det antal gerne være oppe på 500 om otte år.