Èn mand står i midten af det sikkerhedsnet, de lokale har været med til at skabe omkring flygtninge i Herrested. Han ordner alt fra flytning til tandlægebesøg og den daglige drift på den nedlagte skole. Der er bare en ting; Carsten Rasmussen er ikke ansat af Nyborg Kommune
Carsten står for alt mellem at pumpe cykler, til at flytte, til at aftale lægetider for flygtningene. Foto: Magnus Terp.
Denne artikel er anden del af den serie, vi har valgt at kalde Flygtningesagen. Hvis du ikke har læst første del, anbefaler vi, at du starter dér, før du læser videre. Du kan tilgå artikel ved at klikke her.
Pumpen hyler i en skarp, men flygtig tone igen og igen, indtil hjulet på børnecyklen har luft på ny. Mørke øjne smiler, lidt forlegent, ned på manden, der hviler sit knæ på asfalten – barnet kender ham nemlig ikke så godt endnu. Men det kommer hun til, for hende, hendes seks søskende og deres forældre er lige flyttet ind i modtagecentret i Herrested. Og på centret er Carsten Rasmussen det ansigt, de ukrainske flygtninge ser hver dag.
Det gik hurtigt, efter Nyborg Kommune i marts 2022 rettede henvendelse til Multihusets bestyrelse og særligt formanden Carsten Rasmussen. Hvor huset før var fuld af fritidsaktiviteter og fødselsdage, stod Carsten Rasmussen og andre nu klar til at tage imod kvinder, mænd og børn, der var flygtet fra krig.
“Vi blev spurgt, hvor mange der kunne være plads til, og jeg sagde 50. Så kom der nogen og tjekkede huset og satte brandalarmer op, og så var Multihuset ellers godkendt til at huse flygtninge”
Menneskene, nogle af dem traumatiseret af de voldelige hændelser i deres hjemland, skulle bo midlertidigt i Multihuset. En-to uger, lød det fra Kommunen. Bare lige midlertidigt. De fra det første hold flygtninge, der boede der længst, var der i otte måneder. De, der boede der kortest tid, var der i seks måneder.
Til den dag i dag kommer der stadig nye flygtninge til Herrested. Blandt de senest ankomne er en familie på ni – to voksne og syv børn.
Donerede ting fra lokale i Herrested og omegn. Foto: Magnus Terp
Kalder, kalder
Der er nogle sandheder, næsten alle kan blive enige om. For eksempel at solen står op i øst og går ned i vest, eller at der nok aldrig bliver to onsdage på en uge. En af de nye sandheder Carsten Rasmussen har skullet forholde sig til det sidste halvandet år, er, at flygtninge kommer til landet og til Nyborg på alle tidspunkter af døgnet – ikke kun inden for Kommunens åbningstid.
“Kommunen lukker jo omkring klokken 15:30-16:30, og så har de flygtninge, der kommer til Nyborg, ikke nogen at tage fat i. Så har de tit hørt om mig eller fået mit nummer fra en bekendt, og så må jeg jo træde til.”
Derfor er Carsten Rasmussens første møde med flygtningene ofte i lufthavnen, på togstationen eller der, hvor de bliver sat af bussen. Herfra sørger formanden for at transportere flygtningene med til Multihuset, hvor de bliver indkvarteret. Carsten Rasmussen viser flygtningene rundt, viser dem deres sovepladser og forsøger at kommunikere bedst muligt – han snakker nemlig ikke ukrainsk, ligesom det ikke er alle ukrainere, der taler engelsk.
Torsdag eftermiddag står en mandlig flygtning og skriver koncentreret på sin telefon. Manden er far til de syv børn, han og hans kone er flyttet ind for to uger siden. Lige over for ham står Carsten Rasmussen og venter tålmodigt. Og så rækker manden sin telefon ud, så den er lige mellem dem. Med tommelfingeren trykker han på en knap, og straks lyder en mekanisk stemme fra smartphonen. Carsten Rasmussen tilter sit hoved en smule til siden som for at komme tættere på højtaleren. Ukraineren løfter øjenbrynene og kigger indtrængende forhåbningsfuld på danskeren foran ham. Da telefonen er færdig med at oversætte, nikker Carsten Rasmussen og overtager telefonen for at svare.
Carsten Rasmussen, formand for Multihuset og manden, som står for alt det praktiske. Foto: Magnus Terp
I perioder – især i starten – prøvede Carsten Rasmussen at køre sit eget lille sprogkursus.
Formanden for Multihuset kender en kvinde med ukrainske rødder, som bor i nærområdet. Kvinden varetager noget af det, Carsten Rasmussen ikke selv kan; Hun oversætter dokumenter, indkaldelser og andre ting, flygtningene i Herrested modtager fra blandt andre Kommunen.
Det var en tjeneste – en lille nødløsning, før systemet blev bedre rustet. Det var i hvert fald det, Carsten Rasmussen tænkte, da han rakte ud første gang.
“Jeg vil gætte på, at hun i dag har oversat omkring 10.000 dokumenter og skrivelser fra dansk til ukrainsk”
Donerede ting fra lokale i Herrested og omegn. Foto: Magnus Terp
Taxameteret
Med den første bølge flygtninge fik Carsten Rasmussen etableret en god kontakt til både læger og tandlæger i kommunen. De hjalp flygtningene, når der var behov for det.
Herrested er ikke den by i kommunen, der har den allerbedste offentlige transport – der går fx ikke busser i weekenden. Så når ukrainerne skal noget uden for Herrested lørdag eller søndag, kører Carsten Rasmussen dem. Det gør han også, når de skal flytte.
“De har jo ikke nogen andre at spørge, så de spørger et kendt ansigt”
Da Nyborg Avis besøger den gamle skole i Herrested for anden gang, er en af beboerne ved at gøre sig klar til at flytte. I den anledning har Carsten Rasmussen været ude at låne en hestetrailer, de kan spænde bag på hans bil.
Før hun flytter, har hun mulighed
for at tage det, hun kan bruge,
med fra lageret.
Stærke frivillige kræfter
og lokale donorer har samlet
kufferter, møbler og senge sammen,
og Carsten Rasmussen har stillet
det hele til rådighed i et rum i Multihuset.
I går, d. 15. september, flyttede en mor og hendes barn ud af den nedlagte skole i Herrested. Det nedjusterer det aktuelle beboerantal til 15. Foto: Carsten Rasmussen
I det hele taget har Carsten Rasmussen fået bygget et rigtigt godt samarbejde op med de lokale i og omkring Herrested.
“Når der er brug for noget, kan jeg slå det op i vores lokale gruppe, og så hjælper folk altid. Vi har fået alt fra tøj, til støvsugere og hårde hvidevarer doneret fra de lokale.”
Men flytning og lægekørsel er ikke de eneste kilometer, Carsten Rasmussen kører for Multihusets beboere – ‘heldigvis’ som han klukker.
De lokale i Herrested har stået for udflugter og dagsture til steder som Fjord&Bælt og Legoland.
“Børnene kalder mig Superman” smiler han, så det går op til begge ører, mens han holder et stykke A4-papir frem. Han har fået det af en af de ukrainere, der boede her på et tidspunkt. Tegningen forestiller ham selv med kappe. Farverne er blå og gule, og på formandens bryst er tegnet det genkendelige logo med s’et indeni en diamant.
Donerede ting fra lokale i Herrested og omegn. Foto: Magnus Terp
Alt kan blive hverdag
Carsten Rasmussen starter hver dag ud klokken to om natten. Han sætter sig ud i bilen og kører sin vante avisrute. Når han er færdig, slår han vej omkring Multihuset – bare for at tjekke, at alt er okay. Hvis det er det, kan han komme hjem i seng.
Klokken 14 ankommer han til Multihuset igen. Et af beboernes børn har meget ondt i maven, så Carsten Rasmussen står for kontakten mellem lægen og flygtningen – med google oversæt som sin højre hånd. Carsten forlader Multihuset klokken 15. Her skal han til Svendborg og hente noget medicin, en af flygtningene har bestilt. En bestilling Carsten Rasmussen også har hjulpet med at lave.
“De har jo ikke nogen andre at spørge, så de spørger et kendt ansigt”
Ærinderne hober sig op i løbet af dagen; En cykel skal lappes, en seng har knækket benet, og en af beboerne skal flytte snart, så Carsten Rasmussen må hjælpe med at gøre alt i stand.
De frivillige i og omkring Multihuset har brugt mange vågne timer på at give de ukrainske flygtninge gode rammer ved ankomsten til Herrested. Foto: Magnus Terp.
Børnene vil også meget gerne lege. De er lige kommet til Danmark, og de er derfor ikke kommet i den børnehave, der ligger lige op ad Multihuset endnu. Nogen gange hjælper Annette Rasmussen, en pensioneret børnehaveleder, til med børnene i løbet af dagen. Nogen gange gør ingen.
Når Carsten Rasmussen er færdig, er klokken blevet 21. Han kan lige nå lidt tid for sig selv, inden han skal i seng, for dagen i morgen starter igen klokken to.
Alt i alt løber Carsten Rasmussens indsats i huset op i det, der svarer til en fuldtidsstilling – og lidt til. De tusindvis af kilometer, formanden kører for flygtningene, kører han i egen bil.
Carsten, hvordan har Kommunen kompenseret dig for det her arbejde?
“Jeg fik en æske chokolade til jul.”
Igen og igen har Carsten Rasmussen og andre frivillige, der engagerer sig i flygtningene i Multihuset, kontaktet Kommunen. Men de bliver mødt med en mur af tavshed. Læs mere om det i morgen – ekslusivt på Nyborg Avis.
Den her artiklen er gratis, men…
Du kan læse artiklen kvit og frit, fordi vi her på redaktionen mener, at den offentlige interesse i dette tilfælde vejer højere end nogen betalingsmur.
MEN… vi kan ikke blive ved med at levere undersøgende journalistik på lokalniveau, hvis ikke vi også tjener penge – omend vi gerne ville. Derfor; Støt din nye lokalavis ved at købe et abonnement. Det kan du gøre direkte her.
