Flygtningesagen (Del 3): Rovdrift på frivillighed

Carsten Rasmussen er frivillig og ulønnet. Hans store arbejde med Ukrainske flygtninge i Herrested, er så omfangsrigt, at han varetager mange kommunale opgaver. I andre kommuner har man ansat op til flere på fuldtid for at løse lignende opgaver. Men i Nyborg Kommune lader man Carsten Rasmussen løse det hele. Gratis.

Sony Dsc

Carsten Rasmussen udfører så meget frivilligt arbejde på vegne af Nyborg Kommune, at det er på kant med reglerne. Foto: Magnus Terp

At Carsten Rasmussen er en frivillig ildsjæl, som enhver kommune ville give sin højre arm for, er hævet over enhver tvivl. Spørgsmålet er, om Carstens store frivillige hjerte bliver misbrugt, og han derfor også løser opgaver, der som minimum burde, og i flere tilfælde skulle, have været løst af Nyborg Kommune.

“Uden Carstens utrættelige indsats var mange bolde tabt på gulvet, ligesom de øvrige ildsjæle i Herrested har løftet det, kommunen ikke har kunnet”, Michael Gertsen (C)

Vi skal interviewe Carsten i et køkken i Multihuset i Herrested. Da vi kommer derned, sidder der en kvindelig ukrainsk flygtning og får lidt at spise. Vi har knapt sat os, før Carstens telefon ringer. En tidligere beboer er i den anden ende, fordi der er noget, der skal oversættes.

– Det må I undskylde. Der er lige en del lige nu. Jeg har også en flytning i morgen. Der er en af beboerne, der har fået en lejlighed, forklarer han.

Er det ikke en kommunal opgave at sørge for flytning?

– Jeg tolker det sådan, at når flygtningene får ydelse, så skal de selv betale for flytningen, men de har jo ingen penge. Kommunen har ikke været inde over en flytning for nogen af de beboere, vi har haft herude.

Carsten spørger kommunen om adgang til busser 18. december

Nyborg Kommune svarer Carsten, at han ikke kan benytte kommunens busser 5. januar

Carsten Rasmussen har et bjerg af papirer med. De ligger ud over spisebordet og viser korrespondancer mellem ham og Nyborg Kommune, breve, flygtningene har sendt, og forklaringer, han har fået. Og så indeholder de dokumentation for de mange, mange sider, Carsten Rasmussen har fået oversat for flygtningene i Herrested gennem en frivillig.

– Vi bad om at få en tolk, som vi kunne bruge. Jeg har sendt en skrivelse til kommunen, hvor jeg specifikt bad om det. De eneste gange, hvor vi har adgang til kommunens tolk, det er, når der er folk fra Kommunen her på stedet. Men de er her jo aldrig, som jeg oplever det. Det er min opfattelse, at Nyborg Kommune lukrerer på, at jeg har adgang til frivillige, der vil oversætte gratis.

Carsten spørger kommunen om adgang til busser 18. december

Nyborg Kommune svarer Carsten, at han ikke kan benytte tolke 5. januar

I andre kommuner har man en helt anden tilgang til oversættelsesarbejdet. 

– Jeg vil ikke forholde mig til, hvordan man gør tingene i andre kommuner. Helt grundlæggende kan jeg sige, at i Kerteminde Kommune er tolkeopgaver en kommunal opgave. Vi er meget opmærksomme på, hvilke opgaver frivillige kan løse for os, og hvilke opgaver vi anser for kommunale opgaver” siger teamleder Lars Svanes ved Erhvervs – og Arbejdsmarkedsafdelingen der blandt andet tager sig af integration i Kerteminde Kommune.

Carsten spørger om hjælpepakker 18. december

Nyborg Kommune mener ikke, at der skal være vaskepulver i hjælpepakkerne får Carsten at vide 5. januar

“Jeg er jo ikke uddannet til at håndtere den slags”

I første del af Flygtningesagen, kunne du læse, hvordan Carsten Rasmussen allerede i juni 2022 – da de første ukrainere fik opholdstilladelse og skulle betale husleje – kontaktede Kommunen. Han syntes, huslejen lød noget høj ift. den lave integrationsydelse, flygtningene får, og de vilkår, de boede under. 

Men det er ikke første gang, Carsten Rasmussen og andre frivillige har forsøgt at råbe op om forholdene i modtagecentret. 

Når Carsten Rasmussen henter ukrainske flygtninge, der kommer til kommunen, har han ofte den samme oplevelse; Han møder øjne uden liv. De græder ikke, de smiler ikke. De har lige været en lang rejse igennem, uden at have mere med, end de har kunnet nå at gribe, inden de forlod Ukraine. Men nogle af dem bærer alligevel på en tung bagage. De har set deres hjembyer bliver sønderbombet, sagt endegyldigt farvel til familiemedlemmer og ængsteligt vinket farvel til andre – dem, der må blive og kæmpe. Og nu er de ankommet til Danmark. Til Nyborg. Til Multihuset i Herrested. 

Kenneth Muhs, vi har en mand her, der står med hele ansvaret – hvad nu hvis der er en flygtning med PTSD, hvis der er personer med angst eller andre lidelser – hvorfor er det ikke en kommunal opgave? 

– Det er det også. Det er så der, at det sundhedsfaglige team, vi har, skal træde til. Det er der, vi skal tage over. Det er klart, at det skal Carsten ikke stå med, siger borgmesteren. 

Det skildrer imidlertid ikke den virkelighed, Carsten Rasmussen står i.

– Jeg stod engang i en situation, hvor en flygtning havde henvendt sig til traumecentret i regionen, hvor de så havde svaret hende på dansk. Så jeg ringede ned til en psykolog i regionen og fik en god snak med. Det var en overlæge, der fortalte mig, hvordan jeg skulle agere i sådanne situationer. Det var en kvindelig overlæge, og hun var virkelig god. Jeg er jo ikke uddannet til at håndtere den slags. 

Hvilken kontakt har du haft med Nyborg Kommune i forbindelse med flygtninge, der har psykiske lidelser, og hvordan du så skal forholde dig? 

– Jeg har slet ikke hørt noget fra Nyborg Kommune i forbindelse med psykiske lidelser.

Carsten anmoder om psykologhjælp fra Nyborg Kommune 18. december

Carsten modtager afslag på at benytte Nyborg Kommunes psykologer 5. januar

At løbe panden mod muren

– I sommeren 2022 holdt vi i SF møde med en af de frivillige, der hjælper de ukrainske flygtninge, fordi vedkommende oplevede, at kommunen var meget svær at komme i kontakt med. Det bragte jeg videre til den daværende direktør, som lovede at få løst problemet.

Sådan fortæller Suzette Frovin (F). Men selvom direktøren angiveligt lovede at ‘løse problemet’, er der aldrig kommet styr på forbindelsen mellem Nyborg Kommune og de frivillige i Herrested. På den ene side hylder Nyborg Kommune Carsten Rasmussens frivillighed. På den anden side er netop frivilligheden den, der forhindrer ham i at få tolkebistand og køretøj stillet til rådighed. Selvom Carsten har foreslået Nyborg Kommune kunne ansætte ham nogle timer om måneden, for at komme det problem til livs, så er også det forslag blevet afvist.

Sony Dsc

Carsten Rasmussen er frustreret over den mangel på hjælp som han og de andre frivillige i Multihuset i Herrested oplever fra Nyborg Kommunes side. Foto: Magnus Terp

 Kenneth Muhs, Carsten har henvendt sig til jer utallige gange. Nogen gange får han slet ikke svar, og når han gør, så tager det meget lang tid. Er det rimeligt at behandle en mand, der vel sparer Nyborg Kommune for en hel del penge, på den måde?

– Det er ikke noget, jeg er blevet bekendt med. Men jeg vil da opfordre ham til at tage fat i mig eller en anden, der kan hjælpe ham. 

– Jeg spurgte sidste år den daværende “Ukraine-ansvarlige” i kommunens direktion, Marianne Stentebjerg, om man ikke kunne stille en af kommunens mange biler til rådighed for Carsten og de frivillige ? Svaret var, at det kunne man desværre ikke. Det skyldtes, at forsikringen kun dækker hvis det er ansatte der fører bilerne. Her kunne jeg godt tænke mig en mere løsningsorienteret tilgang til forslaget. F.eks at tegne en tillægsforsikring eller andet. Hvor der er en vilje er der en vej – og hvis der er en bil til rådighed, vil det både lette hjælpearbejdet og betyde, at de frivillige ikke skal have penge op af lommen, forklarer konservatives Michael Gertsen

 “Når frivilligheden bliver aflønnet, så dør frivilligheden” 

 Nyborg Avis har bedt repræsentanter fra byrådets fire partier forholde sig til Carsten Rasmussens rolle omkring kommunens ukrainske flygtninge.

 I har en mand fra en frivillig forening gående på et modtagecenter. Han sørger for tolke, han flytter for familierne, kører dem til læge, sørger for kontakt til kommunen og står for alt lavpraktisk. Hvordan kan det være, det ikke er kommunale opgaver?

 Kenneth Muhs, borgmester (V): 

 – Carsten er en stor ildsjæl, og det er han også blevet indstillet til en pris for. Det er meget prisværdigt, det han laver. Der er stor iver for at hjælpe, og det er vi meget glade for, så kæmpestor respekt for det, han påtager sig. Og jeg mener ikke, at der er noget i vejen med det, og jeg kan ikke se, vi skal ændre forholdene lige nu. Når frivilligheden bliver aflønnet, så dør frivilligheden. 

 Sonja Marie Jensen (A)

 – Jeg er meget imponeret over, hvor stor en opgave Carsten har løftet i virkelig lang tid. Men jeg undrer mig også over, hvorfor de opgaver, Carsten har udført, ikke burde være kommunale. Særligt spørgsmålet om at hente og bringe, samt flytning for vores flygtninge. Ligesom jeg ikke forstår, hvorfor der har været brug for frivillige tolke til kommunikation med det offentlige.

 Michal Gertsen (C)

 – Principielt er frivilligt arbejde ulønnet i mit ordbog. Men når det er sagt, så er Carsten jo helt, helt uden for kategori i den sammenhæng. Jeg ved det bedre end nogen anden, da fruen og jeg har vores gang i Multihuset. Uden Carstens utrættelige indsats var mange bolde tabt på gulvet, ligesom de øvrige ildsjæle i Herrested har løftet det, kommunen ikke har kunne. Jeg er stolt af, at vi i Nyborg har ildsjæle som Carsten og hans hjælpere. Det viser, at lokalsamfund kan løfte kæmpe opgaver, når det offentlige ikke slår til. 

Flere partier står fast på, at sagen skal rejses politisk.

– I lyset af de seneste dages artikler mener jeg, det er nødvendigt, at byrådet får en grundig gennemgang af de spørgsmål, artiklerne giver anledning til. Herefter må vi se på, hvilke ændringer der er brug for, så ukrainerne får den hjælp, de skal have. Og så skal vi tilrettelægge arbejdet, så vi ikke slider engagerede frivillige op. Og ikke mindst skal vi naturligvis sikre, at vi overholder loven, siger Suzette Frovin (F).

 Også i Socialdemokratiet kalder de på afklaring.

 – Artiklerne rejser en række spørgsmål hos os, som jeg tænker, vi har brug for at få drøftet. Jeg håber også, at det gør sig gældende hos borgmesteren. Det er trods alt ham, der er øverst ansvarlige og derfor vil jeg opfordre til, at han finder ud af, om vi har løst vores opgave korrekt og godt nok.

Tilbage i køkkenet i Multihuset er interviewet med Carsten ved at være slut. Carsten har været indstillet til en pris for årets ildsjæl en gang. En pris han ikke vandt. Den 29. september uddeles der en til. Den er Carsten også nomineret til. 

Carsten, der er jo en risiko for, at når den her artikel bliver udgivet med din kritik af Nyborg Kommune, at du så ikke vinder den pris, du er indstillet til. Hvad tænker du om det? 

-Den pris kan de bare beholde. 

Du kan læse de to første artikler om Carsten her og her

Den her artiklen er gratis, men…

Du kan læse artiklen kvit og frit, fordi vi her på redaktionen mener, at den offentlige interesse i dette tilfælde vejer højere end nogen betalingsmur.

MEN… vi kan ikke blive ved med at levere undersøgende journalistik på lokalniveau, hvis ikke vi også tjener penge – omend vi gerne ville. Derfor; Støt din nye lokalavis ved at købe et abonnement. Det kan du gøre direkte her.