Mette Christina Juul flyttede fra et travlt karriereliv i København til rolige Østfyn. Snart har hun været præst i Flødstrup-Ullerslev Sogne i et år. Hvad tager hun med fra storbyen, og hvad har hun lært af landsbyen?
Mette Juul arbejdede 10 måneder i Stefanskirken på Nørrebro. Foto: Cecilie Engelbrecht
Senest redigeret d.14. oktober kl.13.25….
Hun lægger sin nye præstekjole sammen med den sneblanke halskrave og smækker kuffertens små metalklipse i. Hun står på kontoret på Sognegården, Dalgaard, og har lige afholdt en barnedåb i Ullerslev Kirke.
”Umiddelbart ser alle præstekjoler ens ud, men de bliver håndsyet efter præstens mål, ellers ser det mærkeligt ud”, siger Mette Christina Juul og går ud til køleskabet, ”vil du have noget koldt at drikke?”
Alle sodavand står sorteret i rækker på hylden. Ligesom i kufferten, så har alt sin egen plads her, og sådan foretrækker Mette Juul det.
Hun ville have et arbejde, som var tættere på mennesker. Et arbejde, hvor hun kunne være til stede i ét rum ad gangen. Derfor læste hun teologi ved siden af sit fuldtidsarbejde som advokat i København. Til sidst lukkede hun jurabøgerne, gav skrivebordspladsen videre og flyttede til præstegården i Flødstrup. Nu har været præst i Flødstrup-Ullerslev Sogne i ét år til d.1. december.
”Jeg er ekstremt struktureret. Jeg lagde et skema, så jeg kunne arbejde fuldtid i hverdagene, og så læste jeg teologi i weekenden. Min mand og jeg har altid været karrieremennesker, men vi drømte om et mere nærværende liv,” siger Mette Juul.
Da hun for første gang iførte sig præstekjolen i det østfynske, havde hun allerede 10 måneders erfaring fra Stefanskirken midt på Nørrebro, hvor hun delte rollen med to andre præster.
På Nørrebro var de flere præster til opgaverne. Før kunne hun holde en gudstjeneste for fremmede ansigter, tage hjem til huset lidt uden for København og holde fri. Nu er hun den eneste præst i hele Flødstrup-Ullerslev Sogne med alle de opgaver, det indebærer – og det forandrer rollen fra at være et job til at være en livsstil.
Når telefonen ringer, så ‘tager man den altid’, for et menneske skal kunne komme nemt til sin præst, hvis du spørger Mette Juul. Selvom præstekjoler ligner hinanden til forveksling, så bærer præsterne alle rollen på sin helt egen måde.
”I København er det sværere at få en tæt kontakt til folk, fordi man ikke møder dem på samme måde i hverdagen. Jeg boede heller ikke ved kirken, hvilket også skaber en afstand. Nu møder jeg folk hele tiden i Netto og i hverdagens gadebillede. På den måde bliver der en større omsorg i arbejdet. Jeg er og skal være en del af sognet her,” siger Mette Juul.
Skønt hun flyttede fra hastighed og hvis anonymitet i storbylivet, har hun taget en del med sig i bagagen fra Stefanskirken på Nørrebro. Det vil hun gerne give videre til folk i Flødstrup-Ullerslev Sogn.
”Jeg lærte virkelig meget af deres rummelighed. At man kan gøre ting anderledes. For mig skal kirken ikke ligge på et højt sted og være svær at nå for folk. Kirkedøren skal være bred og skal kunne lukke alle typer mennesker ind”, siger Mette Juul.
Døden er for alle
For hende handler det om nærvær og næstekærlighed, og dét kan man finde på en anden måde i små bysamfund.
”Det er svært at vurdere, hvem din næste er i en storby. Man går forbi mennesker på gaden, som man måske aldrig ser igen. Men her kender alle hinanden, så er det måske lidt lettere at forholde sig til, hvem din næste er,” siger Mette Juul.
Bisættelsen og begravelsen er en af hendes foretrukne opgaver, for netop her kommer nærværet i spil.
”Døden er et vilkår for os alle. At jeg kan sætte ord på de pårørendes sorg, hjælpe dem med at finde minderne eller en trøstende salme. Det er virkelig så meningsfuldt for mig”, siger Mette Juul med et blik til træerne ude foran vinduet.
Det er ikke kun sodavand, kufferter og ting omkring hende, der har en fast plads. Så længe Mette Juul tænder lysene på alteret, så skal alle slags mennesker kunne have en fast plads på kirkebænken bag hende.
