Frisparksperler, hårde tacklinger og en ustoppelig brødretrio: Tårup slår Nyborg på stregen

0
571

Tårup IF mødte søndag den 1. oktober klokken 11 Nyborg G og IF på hjemmebane. Det blev et klassisk lokalopgør, hvor der blev gået til stålet og scoret frisparksperler i begge ender, men i sidste ende viste Tårups angreb sig for stærke for udeholdet Nyborg.

Sony Dsc

Nyborg begik frispark på kanten af feltet, men kunne Tårup udnytte det? Få svaret her i referatet. Foto: Magnus Terp

Søndag formiddag stod på et klassisk lokalopgør, da Tårup på hjemmebane tog imod en anden klub fra Nyborg Kommune, Nyborg G og IF. Det er to hold, hvor spillerne kender hinanden tæt. Mange har spillet på ungdomshold sammen indtil arbejde, eller de lokale klubber trak dem hver fra sig. Derfor blev det også en kamp, hvor der blev gået hårdt til den, for ingen af holdene vil stå tilbage og være på modtagersiden af håneretten.

I starten af kampen sad Nyborg på de meste af spillet, mens det var Tårup, der var farligst. Tårups offensive brødretrio bestående af Emil-, Oskar­ og Viktor Bergholdt-Damgaard var igen tilbage fra deres ferie i sidste uge, og man kunne tydeligt se, at de har været savnet. Alt det offensive spil gik deres vej, og brødrene skulle ofte selv stå for alt arbejdet, når bolden blev sendt deres vej. Brødrene skabte flere gange offensive muligheder ud af den tomme luft, og selvom Nyborg havde mest boldbesiddelse, gjorde brødrene at resten af Tårup-holdet kunne fokusere på defensiven, for man var ikke et sekund i tvivl om, at en af brødrene nok skulle få bolden i kassen på et tidspunkt.

Det skete i det 31. minut, hvor et frispark på Tårup højre side blev sendt ind i boksen tæt på mål. Her fik Tårups spillende træner, Patrik Hansen headet bolden op i luften, så Viktor Bergholdt-Damsgaard derefter kunne heade den i mål til pausestillingen 1-0.

Sony Dsc

Tårup nåede lige at juble før et mål blev annulleret for offside i starten af anden halvleg. Foto: Magnus Terp

Anden halvleg

Igennem kampen var det tydeligt, at se det var et lokalopgør. Begge hold gik hårdt til hinanden og dommeren lod dem gøre det. Flere hårde tacklinger igennem første og anden halvleg kunne let have givet gult og endda rødt kort, men i stedet lod dommeren dem gå med en henstilling eller et viderespil. Men den bløde linje gjorde, der var flere kendelser, der var meget tvivlsomme.

Specielt to kendelser skilte sig ud: En hård tackling fra Nyborgs målmand på Tårups forreste mand i første halvleg, som de fleste dommere nok havde kvitteret med et rødt kort, og et Tårup mål annulleret for offside fem minutter inde i anden halvleg, hvor det var svært at se, hvad der egentlig foregik. Men selvom der var nogle tvivlsomme kendelser, så var dommerens linje med til at sørge for, at det var en særdeles underholdende kamp.

Og det var ikke kun tacklingerne, der gjorde kampen til et neglebidende drama. Tårup begyndte anden halvleg med at dominere, og fik som sagt hurtigt et mål annulleret. Det stoppede dem dog ikke, og specielt brødretrioen var flere gang ved at bringe hjemmeholdet foran med et mål eller to mere. Men selvom Tårup pressede, så var det Nyborg, der fik næste scoring. Nyborg virker som et hold, der endelig er ved at forbedre sig. De løb mere for hinanden, havde mange skarpe og præcise afleveringer, og er endelig i en form, hvor de kan spille fodbold i 90 minutter uden at miste energien til sidst.

Deres forbedre spil viste sig i midten af halvlegen, hvor en Nyborg spiller driblede fra venstre mod højre på kanten af Tårup-feltet. Her fandt han Nyborgs Mads Rasmussen, som kunne sparke bolden i mål til 1-1. Den udligning kunne Tårup ikke leve med. De pressede på, og man havde på fornemmelsen, at de nok havde et mål mere i sig.

Det kom i 80. minut, hvor dommeren dømmer frispark til Tårup på kanten af feltet. Det spark tog Oskar Bergholdt-Damgaard sig af, hvor han tyrede det op i højre målhjørne. 2-1 til Tårup. Men bedst som man troede, at det nok blev kampens resultat, fik Nyborg et frispark på samme sted i modsatte ende. Det tog Sebastian Ammentorp sig af, hvor han selv med et hårdt spark i toppen af målet fik bolden ind til 2-2. Det på trods af at Tårups målmand, Rasmus Lyngholm, havde begge hænder på bolden, og nok skulle have reddet den. Det var en af de fejl, som kan hjemsøge én, mens man ligger søvnløs i sengen. I hvert fald, hvis det havde betydet, at Tårup mistede point i kampen, men sådan skulle det ikke gå ifølge Oskar Bergholdt-Damgaard.

Han blev i fem minutter inde i ekstratiden stukket i dybden af brormand Viktor Bergholdt-Damgaard, og fra en position lige til venstre for Nyborg-målet udplacerede Oskar Bergholdt-Damgaard Nyborg målmanden, og kunne score til resultatet 3-2 til Tårup.

Sony Dsc

Sebastian Ammentorp scorede til 2-2 på frispark. Foto: Magnus Terp

Et per kommentarer efter kampen

Det var derfor også en lettet Tårup træner i Patrick Hansen, der kunne sætte nogle ord på kampen efter slutfløjtet:

-Det var et klassisk lokalopgør, hvor vi på papiret er favoritter, og så er det svært. Vi bliver hurtigt stresset, når det ikke går, som vi forventede. Da vi kom foran, var det som, at vi satte vores spil ned i andet gear, og det kan vi bare ikke vinde med i dag. Da det er et lokalopgør har Nyborg også bare mere energi og jo længere tid, der går, jo mere pressede er vi. Det holdt hårdt, men vi ender med at vinde.

Nyborgs cheftræner, John Andersen, var omvendt skuffet, men han begynder dog at se lyspunkter for hans kriseramte mandskab:

-I torsdags trænede vi 28 mand, og hvis vi kan holde på sådan en trup, så har vi kæmpe potentiale. Det kan godt være, at vi rykker ned, men så må vi bare bruge de sidste kampe i fynsserien til at blive bedre. Tårup har fysik, og det er et svært hold at spille mod på grund af deres lange bolde. Men vi gør det godt, og der er masser af udvikling i vores hold. Vi skal bare fortsætte. Jeg er overbevist om at Tårup ender under os til sommer, for, jeg synes, vi er langt bedre end dem i dag.

Om det holder stik, må fremtiden vise, men lige nu må vi tage en kamp ad gangen. Nyborg skulle i næste uge spille mod MG & BK, men den kamp er aflyst, så de har næste kamp søndag den 15. oktober klokken 13:00, hvor de ude spiller mod Kerteminde BK. Tårup IF spiller næste gang lørdag den 7. oktober klokken 15:00 ude mod Søhus Stige.