Gøye på cykel gennem Europa: Brug for weekend med kurbad, massage und bier

På min anden store etape er jeg kommet fra Wittenberge ved Lüneburg til syd for Harzen. De første 600 km er passeret, og der har været brug for at holde weekend med kurbad og massage. Landskabet har ændret sig. Det er stort set stadig grønt og er landbrugsland med store bølgende bakker, altså bortset fra Harzen. Her valgte jeg at besøge Bad Harzburg, selvom det lå uden for ruten

Den første del af denne etape har vekslet mellem store skove og landbrugsland med bølgende kornmarker. Jeg er opvokset på Bornholm og her var et mundheld om, at hvis du så en tysker med kurv, så skulle man følge efter. For de tyske turister var gode svampeplukkere. Jeg må også konstatere at de har store områder at øve sig på. I kanten af stierne har jeg både set Stor Agerchampignon, Stor Kæmpe Parasolhat og Almindelig Parykblækhat, og det er meget tidligt på året sammenlignet med Danmark. Desværre har jeg ikke grej med til den store kogekunst, men på et af hotellerne lykkedes det mig at smugle nogle pakker smør ud, så jeg tænkte, at i Harzen skulle der nu alligevel være svampejagt!

Det blev dog en skuffende affære. Harzen er mere brun end grøn. De fleste gran og fyrretræer er gået ud i tørke pga. klimaforandringerne. Det er et markant og bedrøveligt syn. De grønne i Tyskland forsøger nu at gøre hele Harzen til naturpark uden intensiv skovdrift, men forunderligt nok er der stor modstand, naturligvis på højrefløjen med Alternative für Deutschland (AfD) som de mest højtråbende. Og tilfældigvis mødte jeg en hel traktorkolonne af vrede landmænd. Jeg ved ikke hvilken demonstration, det udgjorde, men de passede nu fint ind i billedet.

Det har været en varieret og spændende etape, men også på cykelstierne kan man opleve vejarbejde og omkørsler. Det skete selvfølgelig på en dag, hvor jeg faktisk havde i indstillet GPS’en, og havde tænkt mig at følge en bestemt rute, da jeg havde udset mig et billigt hotel i en by længere fremme. Omkørslen gik gennem i et smukt marskområde med masser af kanaler på kryds og på tværs. Så det var jo sådan set meget godt. Hele området var et naturbeskyttelsesområde og fuglereservat. Flere gange måtte jeg stoppe og kravle op i et udsigtstårn. Nu er jeg ikke den store fuglekender, jeg kan dog godt kende forskel på en svane og en gås, men hvilken gås, det så er, kan jeg ikke sige ret meget om. Der var dog en hel masse forskellige gæs og andre fugle, kunne jeg se. Selve omkørslen var dog ikke skiltet så godt, så jeg tabte stien flere gange. Et par lystfiskere fik sig sikkert et godt grin den dag. De oplevede det ene øjeblik mig komme cyklende på den ene side af kanalen, for et øjeblik senere at se mig komme på den anden og lidt senere igen nu på den første side, men nu i modsat retning. Sådan gik det frem og tilbage nogle gange. Heldigvis skinnede solen og fuglene fløjtede, og jeg nåede hotellet i fin stil.

Jeg må desværre trække lidt i land i forhold til den ros jeg gav om cykelstier ved hovedvejene. Det gælder slet ikke, når man kommer til Niedersachsen. Den slags bruges ikke her. Her må du, hvis du er uden for byerne, kæmpe om pladsen med bilerne. De fleste bilister holder stadig godt afstand ved overhaling, men de kører stærkt. Til gengæld benytter mange cykelruter markvejene. Modsat Danmark er markvejene et sammenhængende selvstændigt system, der udover at benyttes til kørsel med markredskaber indgår i vandre og cykelruter. Nogle er asfalterede, nogle grusveje og nogle er brostensbelagte. Da jeg jo kører en del i gammelt grænseområde, er en del også belagte med betonfliser. De lidt ældre læsere vil sikkert kunne huske fornemmelsen af at køre på en gammel “Hitler-motorvej” og kan for sig selv høre den gung-gung-lyd, det gav. På de gode af disse grænseveje kan man næsten opleve det samme på cykel. De mere slidte af vejene er dog meget hullede og fliserne ligger ujævnt. Her bliver det bare til en frygtelig bumpevej, der kræver stor koncentration.

Da ruten langs det tidligere jerntæppe både er vandrerute og europæisk cykelvej, så møder jeg næsten lige så mange vandrere som cyklister. Det skal dog siges, at ruten bestemt ikke er overbefolket. De sidste 4 dage har kun budt på omkring 10 cyklister og 6-8 vandrere. Et par af vandrerne indlogerede sig på samme hotel som mig i byen Wolfsburg.

Da de også havde problemer med at få nettet til at virke, faldt vi i snak og endte med at gå ud og spise sammen. De havde lagt en plan om at nå hele ruten med den tyske del af Europarute 13, altså næsten 1400 km! De tog det i etaper med 14 dage hver sommer. Det kan faktisk godt være, at det er en bedre ide, at vandreruten i stedet for at cykle. I hvert fald når man når bjergområderne. Her er meget store stigningen på skovstier og grusveje. Og da jeg har lovet mig selv, ikke at skulle bevise noget, så prøver jeg at finde mere behagelige omveje. Det giver en længere tur, men så har jeg luft til at nyde udsigten eller opleve noget andet og er stigningen helt hen i været, så går der jo nok en bus.

En af de oplevelser jeg har taget uden for ruten, er at besøge Bad Harzburg. Jeg var i Bad Harzburg for rigtig mange år siden. Det var en lejrskoletur med en specialklasse, mens jeg var lærer i Nyborg. Jeg havde fået den skøre ide, at disse elever skulle prøve at stå på ski, og Harzen var prismæssigt opnåelig. Eleverne fik bestemt en oplevelse, men ikke den jeg havde tænkt. Vi ankom til byen ved 17-18-tiden, og fik os mast op ad bakken til vores hotel. Mærkeligt nok var alt lys slukket. Vi bankede på alle de døre, vi kunne finde, og langt om længe blev et vindue åbnet på 1.sal. En mand skældte kraftigt ud og spurgte om vi ikke kunne se, at hotellet var brændt. Og rigtig nok kunne vi da godt se, at de øverste etager var noget forkullede, hvilket vi ikke havde lagt mærke til. Manden var for øvrigt fuldkommen ligeglad med, at vi havde reserveret hotel og smækkede vinduet i. Så stod vi der, 8 elever og to lærere uden logi for natten. Der var ikke andet at gøre end at stikke en Curry Wurst i munden på eleverne og løbe tilbage til banegården, hvor jeg havde set opslag med Zimmer Frei. Vi lykkedes med at finde et pensionat, der kunne have os i nogle dage. Så måtte vi tage hjem igen, og for øvrigt var der næsten ingen sne. Ikke nok til at stå på ski, men vi fik kælke en del.

Når jeg nu mange år efter møder eleverne, synes de, at det var den mest spændende tur de nogensinde har haft.

Mindet om lejrskolen var nu ikke den eneste grund til, at jeg valgte Bad Harzburg, det var også på grund af de berømte kurbade. Efter 9 dages cykling trængte jeg til weekend med forkælelse. Kurbade med sauna af flere slags, badeområder med vandmassage og stille afslapning. Åh det gjorde godt! Der var en behagelig stille stemning, hvor man kun kunne komme ned i gear. Problemet var dog at opretholde den rette væskebalance. Heldigvis var der indtil flere Biergarten i området lige uden for.

Jeg havde som nævnt mine specifikke grunde til at besøge Bad Harzburg. Det er dog ikke en by i min smag.

Den er bygget op omkring turisme. Der er ikke meget rigtig by. Derudover har den et blakket ry, idet det var her at nationalisterne i begyndelsen af 1930’erne samlede sig under Hitlers ledelse og lavede en strategi for at omstyrte Weimarrepublikken.

I stedet vil jeg anbefale byen Duderstadt på den anden side af Harzen. Smuk by med velholdte bindingsværkshuse og en meget sigende statue opført i anledningen af genforeningen. Det er en figurgruppe af Karl-Henning Seemann, der både skal udtrykke den historiske chance, som genforeningen var og de besværligheder, den gav. Man kunne opsætte et kort ved siden af, der viste fordelingen af stemmer ved det netop overståede EU-valg. Her vandt AfD i hele det gamle øst, mens CDU (konservative) sammen med De Grønne vandt i vest. Den tidligere grænse opdeling vil vist give besværligheder i mange år endnu.

Med venlig hilsen

Gøye Thorn Svendsen

Læse mere om Gøyes cykeltur her:

Gøye på cykel gennem Europa: Cykeltur i zigzag mellem øst og vest!

Følg Gøye på cykel gennem Europa