Gøye på cykel gennem Europa: Cykeltur i zigzag mellem øst og vest!

Nyborgenseren Gøye Svendsen på 71 år vil de næste to måneder cykle ned gennem Europa. Her kommer det første af hans postkort fra turen:
Den første store etape af min cykeltur ned gennem Europa er veloverstået. Jeg har fået store naturoplevelser, jeg har mærket historiens vingesus og jeg har noteret mig, at vi i Danmark kan lære meget af vores tyske naboer. Og jeg er kun lige begyndt! Nu bliver det spændende om de ømme ben kan komme over de forestående bjerge.

Første store etape af turen er godt gennemført, selvom benene er ømme. Når jeg skriver dette postkort er jeg i Wittenberge, der ligger i krydset mellem Mecklenburg-Vorpommern, Nieder-Sachsen og Brandenburg. Turen går lidt i øst og i vest på den måde, at den følger og konstant krydser den tidligere grænse mellem Øst – og Vest-Tyskland. På det første stykke var det svært at se forskel mellem de to sider. Det første store markante vartegn på delingen mellem øst og vest ramte jeg ved byen Dömitz. Her står en halv bro, der bare slutter midt ude i floden. Broen blev bombet i slutningen af 2. verdenskrig og pga. etableringen af øst/vest grænsen, blev den aldrig genopført. Tværtimod blev den østlige side revet ned. Det er et meget markant monoment, der giver mig forståelsen af, at styret i øst opfattede delingen mellem øst og vest som noget fastlåst og varigt. Mon det fortsat er denne opfattelse, der er gældende i Rusland?

Da jeg kom længere sydpå langs floden og ramte byen Lenzen (beliggende i det tidligere øst, DDR-republikken), blev konsekvenserne af opdelingen tydeligere. DDR var jo bl.a. tynget af tilknytningen til Sovjetunionen, som krævede krigsskadeserstatning og f.eks. beslaglagde 30% af landets industrivirksomhed, mens vest fik Marshall-hjælp, så DDR var et fattigt land. Oven i dette flygtede de unge, håndværkere og akademikere i stor stil, hvilket stadig ser ud til at præge bybilledet. Selvom der flere steder i byen nu kan ses stilladser og håndværkervogne, er en stor del af husene stadig i et slemt forfald her så mange år efter murens fald.

Hvis man går efter et godt håndværker-hustilbud, så kan Lenzen være et godt sted at lede. Nogen af de faldefærdige huse står tilbage som rene monumenter med som et statement om den tid der var. På et af dem står der skrevet på facaden: Udelukket, ydmyget, forfulgt, deporteret, myrdet.

Det er en stor naturoplevelse at køre langs Elben og en anbefalelsesværdig cykelrute, der ligger oppe ved digerne. Det er fladt og der er god udsigt. Da jeg kom gennem en lille by hørte jeg en underlig klapren, jeg ikke havde hørt før. Lidt længere fremme opdager jeg en stork oppe i en rede på en skorsten. Nu har min kone skrevet, at storke knebrer og ikke klapre. Det kunne jeg jo ikke vide, jeg havde aldrig hørt det før. Da jeg senere passerer to storke på en mark, tænker jeg at dette bliver en meget speciel oplevelse.

Efter at have passeret de næste tyve storke, måtte jeg revidere min opfattelse. Hvad er det, der gør, at jeg ikke har mødt storke før, når de findes i store mængder? Forskellen må være måden naturen forvaltes på. I Danmark er der drænet, åerne er lagt i rør, søerne bliver pumpet tørre. Vi må gøre op med den store nationale stolthed om virket efter nederlaget 1864, hvor ”hvad udad tabes, må indad vindes”. Resultatet er ikke noget at være stolt over, det blev starten på den danske naturkatastrofe.

Nu læser jeg i Nyborg Avis, at man vil forsøge at forøge bestanden af klokkefrøer ved Tårup Strand. Fint initiativ, udtag samtidig nogle lavt liggende landbrugsjorden, og hvis det lykkes, bliver der vist brug for, at vi importerer nogle tyske skilte.

Uanset om du kører i øst eller i vest, er der ingen tvivl om, at Tyskland er bilernes land. De har mange biler, de er store, og nu vil nogle af tyskerne ovenikøbet have ændret EU’s beslutning om at udfase benzin og dieselbil salg fra 2035. Der er biltosser nok. Når det er sagt, skal det også siges, at Tyskland på min tur ned gennem Europa også har vist sig at være et utroligt godt cykelland. Her er rigtig mange gode, brede og velafmærkede cykelstier og bilisterne tager stort hensyn til cyklister. De ligger hellere bag ved dig i 500 meter, end at lave en for tæt overhaling.

På landevejene har de jo, modsat Danmark, bibeholdt vejtræer, så her ligger stierne så på ydersiden af træerne, og så er der plantet nye træer på den anden side af cykelstien. I byerne er der også mange cykelstier, og hvis der ikke er anlagt cykelsti, så står der: Fahrrad Frei. Altså benytter man fortovet sammen med de gående. Ja, sådan har jeg i hvert fald tolket det, og det ser også ud til at de tyske cyklister tolker det sådan. Jeg havde kort spekulationer om det betød, at man skulle friholde fortovet for cykler, men det er der ingen der gør.

Det er jo min plan at følge den europæiske cykelrute nr. 13 i den første tid og jeg havde da forventet et lille skilt med stjerner i cirkel på blå grund. Det har jeg endnu til gode. Og som altid med afmærkede stier, så har de det med pludselig at forsvinde. Min kone og jeg siger altid, at det er den blå vandrerute, der bliver væk, men det kan rute 13 altså også!

Nu har min kone dog samtidig vedtaget, at vi aldrig hverken kører eller går forkert. Det er muligt, at vi kommer andre steder hen, end vi havde tænkt, men så får vi en ny oplevelse. Det skete også for mig. Nogle gange er der meget små afmærkninger af ruten.

Nå, men jeg var jo ikke den eneste. Jeg stødte på et sødt tysk ægtepar på cykeltur. Ja, cykeltur og cykeltur, det kunne det vel knap kaldes. De var, som jeg, i gang med at skubbe cyklen op ad nogle trapper på en skovsti. Vi faldt i snak og hjalp hinanden med at finde ruten igen. Det blev så hyggeligt, at de inviterede mig til at komme og besøge dem i deres hjem, når jeg nåede til Sydtyskland. Spændende! Det vil jeg helt sikkert.

Grunden til, at jeg missede stien, kan måske også skyldes, at jeg ikke havde fået denne del af ruten ind på min cykelcomputer. Så jeg brugte kortet i den udmærkede bog, jeg har købt om ruten. Det har jeg dog ikke fremme hele tiden og hvilken befrielse! Jeg elsker i bund og grund at køre efter min egen indbyggede GPS. OG tillade mig at køre andre veje end beregnet. Det giver nogle gange nogle stier, som man nok dårligt kan kalde stier. Utroligt mange gange har jeg sendt taknemmelige tanker til Jens fra Fri Bike Shop Nyborg. Da jeg ikke er gear-freak, har jeg lyttet til hans kloge ord. Jeg troede, at turen kunne gøres på min 40 år gamle racer, men det blev til en nykøbt Wold Traveller Bike med fuldt udstyr. Det vil f.eks. sige, med tasker der er nemme at sætte på, også sidder de fast. Det er blandt andet en fordel, når man møder 5 km cykelvej med toppede brosten. Også her var Jens den klogeste. Han sikrede brede dæk, der kunne klare bumperiet.

Nu går turen mod Harzen. Altså de første bjerge. Mon det går med mine gamle ømme ben?

Med venlig hilsen

Gøye Thorn Svendsen