Gøye på cykel gennem Europa: En snegl på vejen er bedre end en snegl i øret

1
107

Gøyes lange cykeltur ned gennem Europa er efter de første 1000 km ved at skifte karakter. Den oprindelige rute bliver ikke længere fulgt slavisk. Uventede oplevelser presser sig ind og sætter tankerne i gang

Torv I Echwege Resized 20240627 114302593

I Eschwege var det tid til frokost. Mærkeligt har jeg ikke behov for de store måltider midt på dagen, selvom jeg forsøger at komme afsted inden kl. 9. Det er til gengæld blevet til solid tysk bondekost om aftenen. Foto: Gøye Svendsen

En stor del af denne etape har fulgt floden Werra. Det er en anbefalelsesværdig og behagelig strækning. I modsætning til ruten ved Elben, hvor jeg kørte på lange lige strækninger på digerne gennem marsklandskabet, kører man her i en dalsænkning. Floden snor sig gennem høje flodskråninger og cykelstien følger flodens sving.

Små hyggelige tyske småbyer med bindingsværkshuse og masser af “Gäststätte” ligger som perler på en snor. Selvom jeg kørte op mod flodens udspring, var der generelt set ikke de store stigninger. Hvis man helt vil undgå stigning og tage turen som familiehyggetur, kan man jo bare køre den anden vej. Det gjorde de fleste.

Løgsuppe

Et eksempel på den tyske bondekost: God fyldig løgsuppe med en skive brød med en tyk skive gratineret ost, og så med en Jägerschnitzel med tyk sovs bagefter. Foto: Gøye Svendsen

For øvrigt er Werra stærkt forurenet af saltværker og gødningsindustri. Så meget at selv ikke Weser, som Werra løber ud i, kan overholde EU’s vanddirektiv cirkulærer.

Når man ankommer til byen Heringen i Hessen, ser man et kæmpe bjerg af industriaffald (natriumklorid, egentlig bare køkkensalt, der ikke er renset), som står som et vanvittigt symbol på, hvor stor forureningen er.

Desværre var Monte Kali, som det hedder i folkemunde, ikke muligt at fotografere pga. regn og skydække. Selvom Werra dalen er smuk, kan skinnet altså bedrage.

Pro Nelf2u7m

Smukt ser det ud, men i bund og grund er det nok kun saltvandsfisk, der kan leve i floden. Foto: Gøye Svendsen

Ruten lå tæt på floden, derfor var det et fugtigt område at køre i. Når det så ovenikøbet havde regnet en del af natten, betød det, at en del vinbjergsnegle krydsede den asfalterede sti. De mange snegle på vejen gjorde, at jeg måtte køre zig-zag kørsel for ikke at kvase de første hundrede.

Som nævnt i et tidligere postkort har jeg jo ikke det store gourmet-kogegrej med. Jeg har tidligere samlet vinbjergsnegle ved Nyborg Slot, men vinbjergsnegle skal jo koge i en 4-5 timer i gode krydderurter og en 1/2 flaske rødvin. Og hvad skulle jeg så gøre med den sidste halvdel af rødvinen??

Vinbjergsneglene fik mig efter et stykke tid til at tænke over, hvad mit mål med denne tur egentlig er. Først var jeg lidt småfornærmet over, at sneglene lå der og spærrede vejen. Hvorfor lå de der og bevægede sig så langsomt over en vej med et hus på ryggen? Hvad skulle de? Hvad er målet med at krydse vejen?

Skitse Med Snegle

Det var jo ikke muligt at tage et foto af mig selv, mens jeg zig-zaggede mig vej mellem vinbjergsneglene. Det blev til en skitse i stedet. Tegning: Gøye Svendsen

Lidt senere begyndte jeg at fundere og se på mig selv. Her kom jeg cyklende med telt og hele oppakningen. Var jeg i bund og grund også en snegl på vejen? Som en sagde til mig, da jeg fortalte om min tur og at jeg måske ville nå Slovenien: “Altså, der går sgu da fly til Slovenien, så hvorfor fa’en gør du det?”

Tja, ved jeg i bund og grund mere om mig selv end sneglen? Har jeg et større eller bedre formål? Har vi generelt set det, når vi rejser? Eller er det bare det banale som H. C. Andersen sagde: “At rejse er at leve”? Lever vi så ikke i dagligdagen? Jeg synes bestemt jeg lever i dagligdagen med en dejlig kæreste, skønne børn og børnebørn, spændende arbejdsopgaver, desuden er jeg vel rimelig sund og frisk, – så hvad er det, der får mig til at ligge og knokle på landevejene?

Måske er det forventningen om det uventede og oplevelsen? Og det uventede sker som regel, når man tager en chance.

Som nævnt i et tidligere postkort, havde jeg mødt et ægtepar, der bor i nærheden af Fulda. De inviterede mig til at kontakte dem, hvis jeg kom på de kanter. Jeg tog chancen på et tidspunkt, hvor jeg havde indlogeret mig i byen Hilders. De var straks med på at mødes og foreslog, at de samlede mig op på ruten mod Fulda. Det var rigtig godt for det slog ind med styrtregn og torden. Her mener jeg virkelig STYRTREGN, hvor der efter et stykke tid løb en flod ned ad cykelstien. Jeg var total gennemblødt på 30 sekunder. På trods af det, tog de mig med i bilen og spændte cyklen bag på.

Jeg fik dog cyklet en del af ruten og den er virkelig anbefalelsesværdig, når det altså ikke styrtregner. Turen hedder ”Der Milseburg Radweg” og ligger på et nedlagt jernbanespor. Selvom der er en stigning på over 225 meter, mærkes det næsten ikke. Det interessante er dog, at man får mulighed for at køre gennem en tunnel på næsten 1200 meter, hvor temperaturen året rundt er på 5-7 grader. Tunnelen er den lukket om vinteren for at være hi for flagermus.

Det tyske ægtepar, Gisela og Bernd, havde allerede planlagt, at jeg skulle overnatte hos dem. Det tog jeg gladelig tog i mod. Vi kom hjem til dem, jeg fik tørt tøj på og heldigvis brød solen frem igen. For så gik turen mod Fulda, hvor jeg havde fornøjelsen af at have min helt private turistfører. Det er altid spændende at møde mennesker, som er vildt begejstrede for deres hjemegn og som kan fortælle små og store historier fra det virkelige liv. Bernd var selv opvokset i det område, de boede i og kunne fortælle, hvordan egnen tidligere havde været præget af stor fattigdom. Gisela var en del af den katolske menighed og hun viste mig begejstret Fuldas to store kirker og et kloster. ”Der Dom zu Fulda”, var hendes foretrukne, da den rummer gravstedet for den hellige Bonifatius.

Jeg måtte desværre bedrøve hende med, at jeg ikke kendte ham. Jeg var vist ikke lige i skole den dag, hvor det kapitel blev gennemgået. I det hele taget er jeg ikke selv troende.

Dom Zu Fulda1

Der Dom zu Fulda rummer gravstedet for den hellige Bonifatius. Foto: Gøye Svendsen

Det betyder dog ikke, at jeg ikke ser på kirker, når jeg er på tur. Alene arkitekturen kan begejstre mig. De store voluminøse rum med næsten patetisk overdimensionerede statuer, friser og fresker kan ikke andet end imponere. Alligevel kommer der for mig hurtigt en stemning af mismod. For hvor kommer al denne rigdom fra?

Dette kunne Gisela og jeg sagtens drøfte, og hun var mindst lige så forarget som jeg. Alt det, som det havde kostet at bygge disse helligdomme, var taget fra et fattigt folk. Dette havde vi en længere snak om, men vi havde også drøftelser om livet med og uden tro. Om det at kunne blive skilt, eller ikke lade sig skille, selvom ægteskabet ikke kunne holde til et langt samliv.

Det blev en snak om mangt og meget. Hvor er det herligt at kunne mødes på tværs af forskellige udgangspunkter og med forskellige holdninger til livet og opleve at blive beriget af snakken.

Gisela Og Bernd Resized 20240627 114302893

Ikke alene gav to fremmede mig husly og beværtede mig på bedste vis. Næste dag fulgte de mig ovenikøbet på den første del af turen. Foto: Gøye Svendsen

Fulda har to meget forskellige, men dybt imponerende kirker centralt placeret, samt et stort kloster placeret på byens bedste udsigtspunkt.

Det blev en uventet stor oplevelse og et spændende døgn sammen med Gisela og Bernd. Tænk at det stadig kan ske at møde fremmede, hvor man bare bliver inviteret ind i deres hjem og bliver beværtet. Gør vi ikke dette alt for lidt? Gemmer vi ikke os selv for meget i vores egen verden og glemmer at lukke oplevelsen ind?

Udsigt Fra Kloster Fulda

Fra klostret i Fulda er der en fantastisk udsigt. 

Det at lukke op for oplevelser er nok en stor del af målet for min rejse. Det er i bund og grund ikke så vigtigt, hvor jeg kommer hen. Der går jo fly til Slovenien, som han sagde………… Men Andersen tog fejl: At rejse er at OPleve!

Til slut en lille pinlig historie.

På vej fra Fulda fulgte jeg floden Sinn og fandt på et tidspunkt en campingplads nær floden ved en lille by. Det regnede en del i løbet af natten, så jeg måtte pakke et vådt telt sammen og bare se at komme af sted. Jeg havde udset mig et hotel i Karlstadt, som jeg ville nå tidlig på eftermiddagen for at lave store vaskedag. Undervejs fik jeg en mærkelig fornemmelse af, at mit højre høreapparat satte ud. Jeg havde bare ikke høreapparater på! Det viste sig at være en snegl, der var kravlet fra cykelhjelmen ned i mit øre!

Den mente åbenbart, at jeg var en artsfælde, der krydsede en vej. Er jeg bare en snegl? Det endte i hvert fald med at blive store vaskedag af flere grunde.

Med venlig hilsen

Gøye Thorn Svendsen