Gøye på cykel gennem Europa: Livet skal jo slutte for os alle

Gøye er på sin tur ned gennem Europa nået til Østrig. Østrig var ved at blive den mest kedelige del af turen, men som altid, dukker de store oplevelser op, når man mindst venter dem. Desuden er det jo altid interessant at tale om mad og få nye smagsoplevelser

Jeg havde egentlig opgivet Østrig. Ja, Østrig er imponerende smukt. Når man kører langs Donau med de stejle bjerg og flodskråninger, hvor skyerne lægger sig som vattotter mellem toppene, er det rette ord nok: bjergtagende.

Der er også flotte byer med barokke kæmpeslotte, gamle borgruiner på de fjerne toppe samt det, at floden konstant snor sig, således at udsigten løbende skifter. Byerne er yndige med deres store blomsterflor fra altaner og vinduskarme. Men det er så PÆNT OG ORDENTLIGT, så forudsigeligt. Når der så også er et kæmpe opløb af turister, så er det, at jeg bliver træt.

Ja, ja. Jeg ved godt, at jeg selv er turist, men i f. eks. i byen Melk var flere end ni af de store luksus-hotelbåde lagt til kaj, og byen var totalt poppet med guider med hver deres forskellig farvede paraply og flag. Guiderne havde meget store grupper af Hawaiiskjorte-klædte mænd og isspisende kvinder med stråhatte efter sig. Byen var ikke en by, det var en samling af butikker med det samme bras og himstregimser, man kan få i enhver turistshop. Julemænd og engle som sprællemænd. Gyselige T-shirt med det mest banale tryk. Plastikbolsjer og is i alle farver osv.

Jeg ville egentlig bare skynde mig væk, men pludselig så jeg, at strømmen af turister var ved at vende. Det var åbenbart skiftetid for hotelbådene, og efter et stykke tid var jeg og de andre cykelturister, de eneste der var tilbage. Sikke et held, tænkte jeg, for jeg havde udset mig en restaurant “zur Post”. Restauranter med det navn plejer at være rimelig god traditionel mad.

Det var traditionel østrigsk mad, og jeg fik en rimelig frokost: kyllingebryst banket fladt og stegt som en schnitzel. Alt for meget panering, men den tilhørende sommerkartoffelsalat var ok.

Østrig havde nemlig indtil dette tidspunkt bestemt ikke imponeret med hensyn til madkultur. Faktisk må jeg sige, at jeg i Østrig har fået serveret den mest elendige omgang mad nogen sinde. Min yngste søn og jeg havde aftalt, at mødes i Linz for at hygge nogle dage. Vi tog en vandretur i området og endte godt over middag i byen Ottensheim. Desværre på en tirsdag med “Ruhetag”, så kun en italiano var åben. Og føj for pokker. Jeg fik en gang overkogt pasta med rådden palmeolie, bølgeskåret gulerødder, frosne melede ærter i lunken fløde. Parmesan havde de vist aldrig hørt om.

Episoden gentog sig i flere variationer. En morgen pakkede jeg et vådt telt sammen efter natligt skybrud og gav mig hurtigt på vej for et finde et godt morgenmåltid. Efter en halv times kørsel stødte jeg på et pænt stort hotel med terrasse med udsigt ud over Donau. Der sad flere og spiste – et godt tegn, tænkte jeg.

Jeg blev bænket og fik kold kaffe med varm mælk, smagløs skinke og ost samt rundstykker, der var frosne. Men selv efter en ekstra gang opvarmning havde Hattings været bedre. Sagt kort: Østrigs madkultur havde ikke imponeret.

Dette, kombineret med at oplevelserne havde været lidt sparsomme, gjorde at jeg planlagde, at komme igennem Østrig hurtigst muligt og tog dagen efter turens længste strækning på over 100 km på en dag.

Det blev dog ved med at være et meget omskiftelig vejr. Drønvarmt om dagen. Lyn, torden og skybrud om eftermiddagen eller om natten. Teltet var igen vådt og klamt, så en dag besluttede jeg at tage det først kommende hotel. Skyerne var begyndt at trække sammen, og det begyndte at mørkne. Lige hvor de første dryp begyndte at falde, opdagede jeg et skilt: “Zimmer Frei”. Jeg sprang straks af cyklen og ringede på døren. Kvinden, der åbnede, trak lidt på det, da jeg spurgte, om jeg kunne leje værelset, for det var faktisk udlejet.

Hun forbarmede sig dog over, at se mig stå der i regnen og tilbød mig deres arbejdsværelse. Det var et stort held. Det satte kort efter ind med kæmpe styrtregn. Desuden var jeg uden at vide det, kommet til den lille by Willendorf.

Willendorf var faktisk en de byer, jeg læst om på forhånd og havde planlagt at gøre holdt i. Byen er kendt som det sted, hvor en 23.000 år gammel venusstatuette blev fundet. Der er noget fascinerende ved at være på lokaliteter, der giver en fornemmelse af historiens store vingesus. Da der kom pause i regnen, gik jeg straks hen til udgravningerne, hvor der er placeret en kopi af statuetten i stor størrelse.

Betydningen af venusstatuetterne kendes ikke, men der er mange teorier. Det kan være et symbol på et matriarkalsk domineret stenaldersamfund, hvor urkvinden blev tilbedt som al tings skaber.

Det kan også være noget så banalt, som et af de tidligste pornografiske afbildninger, som jægerne har haft med på deres lange jagtrejser. Flere af disse venusstatuetter er afbilledet med markant åben vagina. Uanset hvad, er det spændende, at der har eksisteret en udbredt kultur på dette tidlige tidspunkt af menneskets historie.

Efter at have fået dette store sus af historiens mange mysterier var det tid til en øl og aftensmad. Heldigvis lå “Gasthof zur Venus” lige i nærheden. Jeg blev bænket ved siden af et par, som meget hurtigt inviterede til en snak.

Det blev til en dybsindig samtale hen over maden i de næste tre timer. De var, som jeg, nogle madører og mente, at det bestemt ikke kunne være tilfældigt, at jeg var landet netop på denne restaurant. De boede et par timers kørsel derfra og var netop taget dertil for at få en god madoplevelse. Jeg fik anbefalet flere gode traditionelle østrigske retter, som selvfølgelig måtte prøves. Jeg havde bestilt en hvidvin (en Grüner Veltliner fra området) og de havde bestilt en vin fra deres foretrukne vinhus: Wiengut Wienhofmeisterei. Der blev smagt og drøftet smag på kryds og tværs, og maden var bestemt en oplevelse.

Dog havde jeg bemærket, at manden, Joseph, skrantede noget, og han havde flere plastre på, som efter blodprøver eller drop. Forsigtig havde jeg spurgt til ham, men han slog det hen. Først efter nogle alvorlige hosteanfald fik han sagt, at han havde lungekræft. Jeg spurgte stille, hvor alvorligt det var, og han svarede, at han var i terminal fasen, og at de netop havde taget “fri” fra hospitalet for at tage på hans yndlingsrestaurant.

Det blev starten på en længere dybfølt snak, om at kunne være i livet og nyde det, mens det stadig var dér. Vi fik talt om det, at livet jo skulle slutte for os alle, men at det var svært næsten at havde en dato på. Drøftelserne omhandlede også religion og uvished. Joseph var, lige som jeg, ikke troende, så derfor kunne vi blive i uvisheden og udveksle tanker om dette i lang tid.

I denne samtale trak jeg selvfølgelig på min viden som psykolog om sorg og krise, men det var i lige så høj grad erfaringerne fra min lillesøsters slutfaser med alvorlig lungekræft, der dukkede frem i mine minder. Lungekræft er en grim sygdom, og alligevel viser livets store glæde sig i glimt midt i de forskellige faser.

Joseph og jeg skiltes med et varmt håndtryk og bedst som de skulle gå, vendte de om. Jeg måtte bestemt have nogle gode restaurant anbefalinger med mig, når jeg nu skulle til Wien!

Det fik jeg – og Joseph fik mange venlige tanker, da jeg senere på ugen fik ristede Karl Johan svampe til forret og blodpølse med sauerkraut som hovedret på restauranten: Glaris-Beisl. Jo, Østrig kan godt noget med mad og de store oplevelser kan også være de uventede tætte samtaler.

Med venlig hilsen

Gøye Thorn Svendsen

Her kan du læse de tidligere postkort fra Gøye Svendsen:

Gøye på cykel gennem Europa: Advarsel, vinfest forude

Gøye på cykel gennem Europa: En snegl på vejen er bedre end en snegl i øret

Gøye på cykel gennem Europa: Brug for weekend med kurbad, massage und bier

Gøye på cykel gennem Europa: Cykeltur i zigzag mellem øst og vest!

Følg Gøye på cykel gennem Europa