Gymnasieelev udsat for voldsomt overfald – gerningsmænd risikerer markant fængselsstraf.

0
1035

To personer er sigtet for et overfald på en 17-årig gymnasielev natten mellem fredag og lørdag. Bevisbyrden er ifølge politiet så overvældende, at der formentlig bliver rejst tiltale i sagen i løbet af kort tid

Politiet

Politiet i Nyborg har sigtet to personer for et voldsomt overfald natten mellem fredag og lørdag. Foto: Arkiv Emil Andresen

En privat fest ved Hotel Hesselet natten mellem fredag og lørdag udviklede sig pludselig til et voldsomt overfald på en 17-årig kostskoleelev fra Nyborg Gymnasium. En 17-årig dreng og en 19-årig mand, der begge er kendt af politiet i forvejen, har erkendt de faktiske forhold og risikerer nu en markant fængselsstraf.

Den forurettede og de formodede gerningsmænd er ikke enige om optakten til overfaldet, der i første omgang skulle være uenighed om nogle cigaretter. Den 17-årige dreng og den 19-årige mand har imidlertid begge erkendt overfaldet.

-Patruljen er hurtigt på stedet og kan konstatere, der er en person, der har været udsat for vold. Via vidneudsagn og brudstykker af en snapchat video er det muligt for betjentene at identificere gerningsmændene. De udfører et godt og grundigt politiarbejde, hvor de kører rundt og taler med flere i Nyborg, der fører til, at de kan anholde den 17-årige gerningsmænd ved 5:00 tiden om morgenen. Den 19-årige bliver anholdt dagen efter. De har begge to erkendt overfaldet, forklarer Dennis Witt, der er leder af nærpolitistationen i Nyborg til Nyborg Avis

Den 17-årige gymnasieelev, der blev udsat for overfaldet, har det efter omstændighederne godt. De to gerningsmænd er begge kendt af politiet i forvejen. Det faktum kombineret med en overvældende bevisbyrde, betyder at de to risikerer en markant fængselsstraf. De bliver sigtet efter straffelovens §245, der omfatter legemesangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Strafferammen er fængsel i op til seks år.

-Det bliver de fordi de holder den forurettede nede med kvælertag, mens de sparker og tramper ham i ansigtet. Der er tale om et voldsomt overfald.

Er det gerningsmændene selv, der har filmet overfaldet?

– Nej, det er det ikke. Det var der nogle af vidnerne, der gjorde.

Med den bevisbyrde I har i form af vidneudsagn, videodokumentation og hele eller delvise tilståelser, så er der vel ikke noget, der indikerer andet, end at det munder ud i en tiltale?

– Nej, det er det ikke. Jeg vurderer også, vi besidder en stærk dokumentation, men det er jo i sidste ende op til anklagemyndigheden at vurdere. Hvis det ender med en tiltale, så er det en sag, der kan komme for retten indenfor kort tid, fordi sager om personfarlig kriminalitet bliver prioriteret, forklarer Dennis Witt

Fordi begge de sigtede gerningsmænd i forvejen er kendt af politiet, vil det spille ind i en eventuel strafudmåling.