Ankestyrelsen kræver nu en udtalelse fra byrådet for at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag mod Nyborgs borgmester
En trist borgmester. Billedet er taget den 5. december sidste år. Dagen hvor BDO-rapporten udkom med sønderlemmende kritik af kommunens Børne- og familieafdeling. Arkivfoto: Michael Rathje
Ankestyrelsen har sendt et brev til Nyborg Kommune, der betyder, at en kommunal tilsynssag kan være på vej mod Kenneth Muhs (V). Det skriver DR, der er i besiddelse af brevet fra Ankestyrelsen.
På byrådsmødet den 30. april stillede Socialdemokratiet et forslag om at indlede en uvildig undersøgelse, om hvorvidt borgmesteren havde tilsidesat sin oplysningspligt, da han efter et møde i oktober 2021 med kommunens borgerrådgiver Bjørn Brøndum Pedersen, ikke informerede resten af byrådet om Brøndums kritik af forholdene i kommunens Børne- og familieafdeling.
To år senere i december sidste år udkom den såkaldte BDO-rapport, der afslørede, at borgerrådgiverens kritik var mere en berettiget.
Kommunens massive svigt af børn og unge blev nu offentligt kendt, og skandalen rullede. Fire gange har Social-, Bolig- og Ældreminister Pernille Rosenkrantz-Theil (A) således bedt kommunen om redegørelse om kommunens svigt på socialområdet.
Socialdemokratiet i Nyborg ønskede også at få klarhed over hele forløbet, og havde derfor et punkt på dagsordenen til byrådsmødet i april: ”Forslag om ekstern juridisk vurdering af evt. brud på kommunestyrelsesloven”.
Fra byrådsmødet den 30. april. Øverst til højre ses Kenneth Muhs forlade byrådssalen, efter han havde erklæret sig inhabil. Til venstre ses viceborgmester Michael Gertsen på vej op for at sætte sig i borgmesterstolen. Screenshot: Nyborg Kommune-TV.
En samlet opposition bestående af Socialdemokratiet, SF og Konservative stemte efter en længere debat i byrådssalen for en undersøgelse. Borgmesteren erklærede sig selv har inhabil i sagen og gik inden punket ud af byrådssalen og overlod sin plads til den konservative viceborgmester Michael Gertsen (C). Fra borgmesterens stol appellerede Gertsen også Venstres byrådsmedlemmer til at stemme for en undersøgelse.
– Det ser ikke godt ud, hvis byrådet i Nyborg siger, at vi ikke er interesseret i at vide, om der er foregået noget forkert. Jeg kan forstå, at nogen opfatter det her som en hetz mod borgmesteren. Det er jeg ikke enig i. Som jeg ser det, er der mere tale om ordentlighed fra byrådets side. Så socialdemokraternes forslag om en uvildig ekstern undersøgelse af borgmesterens rolle, giver god mening for én gang for alle at få fastslået, om borgmesteren brød loven eller ej, sagde Michael Gertsen fra borgmesterstolen.
Mens Kenneth Muhs var uden for døren, styrede Michael Gertsen debatten og afstemningen om en uvildig undersøgelse. Det skete fra borgmesterstolen, og derfor stod der Kenneth Muhs på billederne af Gertsen under livesendingen fra byrådsmødet. Screenshot: Nyborg Kommune-TV
Selvom Kenneth Muhs ikke kunne stemme, bortfaldt Socialdemokratiets forslag om en undersøgelse, da de øvrige 13 byrådsmedlemmer fra Venstre stemte imod.
Herefter stemte Venstre et andet forslag fra Socialdemokratiet ned. Det var et forslag om, at byrådet i stedet for en uvildig undersøgelse, skulle bede en tilsynsmyndighed om at vurdere, hvorvidt borgmesteren havde brudt kommunestyrelsesloven.
Efter byrådsmøde i april, bad Socialdemokratiet så selv Ankestyrelsen om at se på sagen. Det har Ankestyrelsen nu gjort, og de har bedt om en udtalelse fra byrådet. Svaret til Ankestyrelsen skal først debatteres på byrådsmødet efter sommer den 27. august.
– Det er godt, at de (Ankestyrelsen, red.) nu går ind i sagen, så der kan komme en afklaring på, om han (Kenneth Muhs, red.) har forbrudt sig mod loven. Det må være i alles interesse, at det bliver afklaret, siger det socialdemokratiske byrådsmedlem Martin Stenmann.
Martin Stenmann fra da han til byrådsmødet den 30. april fremsatte forslaget om en uvildig undersøgelse af Kenneth Muhs. Screenshot: Nyborg Kommune-TV
Han fortæller, at byrådsmedlemmerne har fået oplyst af forvaltningen, at der kommer en sag til byrådsmødet den 27. august, hvor byrådet skal behandle den udtale, de skal sende til Ankestyrelsen.
– Vi har jo været der før, men nu må vi se, hvad det kan ende ud med, og hvordan udtalelsen bliver: Om det kan være en udtalelse, som byrådet kan være samlet omkring, eller det kan måske også ende med, at nogle af os laver en mindretalsudtalelse, vurderer Martin Stenmann.
Nyborg Avis ville gerne have talt med borgmester Kenneth Muhs i dag, men han er ikke reageret på vores henvendelser.
DR har også forsøgt at få et interview med Kenneth Muhs i dag, men han henviste til Venstres gruppeformand Kaj Refslund. Han har sendt denne sms til DR:
– Vi har tidligere afvist en undersøgelse og har noteret, at dele af byrådet ønsker at åbne en tilsynssag mod Kenneth Muhs. Vi har ikke yderligere kommentarer og tager derfor Ankestyrelsens henvendelse til efterretning.
Frederik Waage, der er professor i offentlig forvaltning ved SDU kalder ifølge DR sagen for bemærkelsesværdig.
– Det betyder, at det nu er en reel mulighed, at sagen skal undersøges med henblik på eventuelt at udtale kritik af borgmesteren. Og dét er bemærkelsesværdigt, siger Frederik Waage til DR.
Her kan du læse alle vores artikler, siden BDO-rapporten blev offentliggjort i december sidste år, om kommunes svigt over for børn og unge.
Rapport udtaler sønderlemmende kritik af kommunen: Lovbrud på børneområdet
Det er ingens skyld, det er alles skyld: Nu reagerer borgmesteren på ulovlig sagsbehandling
Sikken en møgdag. Rapport om kommunens svigt skabte en trykket stemning på rådhuset
Nyborg Avis erfarer: Rapport fører til hjemsendelser og krisepsykolog-hjælp
Kommunesvigt: Socialdemokratiet mener, at borgmesteren bør stå forrest, når lokummet brænder
Kommunesvigt: Byrådsmedlemmer siger undskyld til fremmødte forældre
Kommunesvigt: Desperat mor frygter datter ender med at blive anbragt
Kommunesvigt: Nye handleplaner skal løse problemerne på social- og familieområdet
Kommunesvigt: Socialminister kræver redegørelse fra Nyborg Kommune
Kommunesvigt: Kritik fra Ankestyrelse skal behandles på næste byrådsmøde
Kommunesvigt: Socialminister kræver endnu en redegørelse fra byrådet
Kommunesvigt: Nyborg erkender lovbrud overfor socialministeren
Kommunens redningsplan vil koste andre udvalg mindst 40 millioner – om året
Nyborgs borgerrådgiver tager på orlov. En vikar tager over i fire måneder hen over sommeren
Klager fra borgerne er begyndt at vælte ind til Nyborg Kommune
Venstre lægger lovbruds-undersøgelse i politisk grav: ‘Total mangel på respekt’