I Nyborg kan børn og unge lære at tænke som rigtige designere

0
166
Mette Kathrine Bloch Boas 1

Mette Kathrine Bloch Boas i døråbningen til Designskool i Lille Kongegade. Foto: Dennis Møller.

I uge 27 og 28 kan børn og unge mellem 9 og 16 år udfolde deres kreative evner, når der er gratis designsommerskole i Nyborg.

Her kan de unge mennesker blive klogere på skulpturer og møbeldesign.

Underviseren er designer og designleder Mette Kathrine Bloch Boas fra Bloch Boas x Designskool beliggende i Lille Kongegade i Nyborg.

– Kommunen har fået midler fra Kulturregion Fyn og har så hyret mig, fortæller Mette Kathrine Bloch Boas.

Og det tegner til at blive en succes – igen.

– Der er fuldt booket begge uger. Vi giver de unge muligheden for at udfordre og udvikle design og at udfolde sig på samme måde som designere og arkitekter.

Mette Kathrine Bloch Boas tilføjer, at hun også er støttet af Statens Kunstfond til Design Experimentariet, som bliver en midlertidig udstilling i byrummet i Nyborg, der skal vise og gøre design tilgængeligt for alle – også udenfor storbyerne.

Sommerdesignskolen vil være fra onsdag til fredag i uge 27 og 28. Efter hver uge vil designeksperimenterne blive udstillet.

– 5. Juli er der fernisering af første uges designeksperimenter, hvor vi har arbejdet med formgivning ud fra den britiske billedhugger Henry Moore. Det bliver i Byparken i Nyborg, fortæller Mette Kathrine Bloch Boas.

I ugen efter, uge 28, skal de unge arbejde med møbeldesign og selv bygge møbler, som bliver udstillet i Design-Experimentariet på Torvet i Nyborg.

– Her vil der være fernisering den 12. Juli, og det kan opleves en uge frem. Jeg havde også sommerdesignskole sidste år med midler fra Kulturregion Fyn, og der var også fuldt booket. Og det var en kæmpe succes, stråler Mette Kathrine Bloch Boas.

Designeren håber på at kunne gentage successen næste sommer.

– Men det kræver sponsorer, fonde eller som her, at kommunen hyrer mig, for ellers kan det ikke køre rundt – og slet ikke være helt gratis. Det ville være ærgerligt, hvis nogen børn og unge blev udelukket fra oplevelsen på grund af økonomi, konstaterer Mette Kathrine Bloch Boas.