Joy Fryd var stresset, udmattet af storbyens støj og konstante fristelser. Derfor flyttede hun ind på en gård i Langå – Her har hun lavet sit eget univers, bygget af nærvær og ro
Joy Fryd fravalgte uddannelse som ung teenager. Hun passede ikke ind i samfundets ’kasser,’ og derfor ville hun gå sin egen vej i mediebranchen. Foto: Cecilie Engelbrecht.
Hun trisser gennem husets mange rum med lys i øjnene. En væg i lyserød, en diskokugle på afveje, eventyrkjoler, en gulmalet dør og en pinata, der gemmer sig under bordet. Som indersiden af en skittlespakke, har hun fyldt værelserne op med farver fra hele pakken. Det er Joy Fryds univers, og her kan man kun være for lidt.
”Måneskin, åhh Louigi, se Venedig og dø!” synger Lene Kellermann fra køkkenradioen.
Det var netop ordene, som gæster fra Langå skrålede i deres køkken, da Joy Fryd og kæresten Christian Collenburg holdt åbent hus i weekenden for at møde deres nye naboer. Byens nye par forventede en lille håndfuld mennesker fra Langås kun 200 indbyggere, men cirka 70 mennesker dukkede op med vinflasker, gaver og en beretning om husets mange ejere gennem årene. Et nærvær, som Joy savnede i storbyen.
”Jeg har boet på Nørrebro i fem år. Jeg ville aldrig kunne udpege, hvem jeg boede i opgang med. Nu har jeg lært 70 mennesker fra min by at kende på en aften,” siger Joy.
Flere undersøgelser peger på, at støj og stress er et stigende samfundsproblem. I en undersøgelse fra 2023, har Videncentret Bolius spurgt 7399 danskere om deres boligsituation og livskvalitet. Her svarer en stor del af de adspurgte, at støj er et problem i hverdagen, især for lejlighedsbeboerne. Undersøgelsen viser også, at nærhed til naturen har betydning for, hvor vi vælger at bosætte os.
Et par lyserøde arbejdshandsker og en flyverdragt trasker mellem træernes efterårsblade. Det er Joy, der henter vand og mad til fuglenes trækasser. Bag hende flyder noget, der ligner tre køkkenhaver, men det er græs, som hun nægter at klippe.
”Det er mig, der flytter ind hos dyrene og ikke omvendt. Jeg skal slet ikke bruge så meget græs,” siger hun bestemt og breder fuglemaden ud med fingrene.
Da hun boede i København, opladede hun telefonen to gange i døgnet, fordi hendes skærmtid var en arbejdsdag lang. For et halvt år siden byttede hun et mørkt værelse på Nørrebro og bylarm ud med renovering, havearbejde og bøger. Hun flyttede ind på det, hende og hendes kæreste kalder Collegården.
”Jeg var træt af FOMO (Fear Of Missing Out, red.), stress, at forbruge for at dække tomrummet indeni, støj, at man skal lave noget hele tiden og konstante fristelser. Man var reduceret til at skulle holde samfundets hjul i gang. Det er nærmest et oprør, at jeg er flyttet på landet,” siger Joy med et energisk udtryk i ansigtet, ”Hvis jeg har det skidt nu, så kan jeg sætte mig ud i haven, og så bliver det bare fortyndet ud i en uendelig luft.”
For hende handler det om kunsten at begrænse sig, så det at vælge til er en aktiv handling.
”Jeg havde decision Fatigue til sidst, for alt er tilgængeligt, hvis man vil have det. At bo i storbyen er som at bo i en dessert og kun spise dessert. At bo på landet er hovedmåltidet. Her begynder jeg at nyde nydelsesting. For eksempel at tage i biografen, fordi det er lidt mere omfattende nu,” siger Joy.
Nyborg var en af de kommuner i Danmark som havde størst tilflytning pr. 100 indbygger i 2022. Hvis man spørger Danmarks Statistik, så kom størstedelen fra Kerteminde, Odense og København.
På køkkenbordet står pakker med brunt gavepapir, fyldte kurve og indflytterbreve fra naboerne i Langå. Christian Collenburg, Joy Fryds kæreste, pakker en af dem op. En kaffelikør titter frem fra det krøllede papir.
”Det var et chok, at der er så meget fællesskab her. Døren er altid åben, du kan altid låne naboens havetraktor. Der er fester og kreadage i forsamlingshuset, hvor flere generationer mødes og hænger ud. Det er en forbindelse, som du ikke finder i storbyen,” siger den 31-årige Joy.
Med egne ord har hun ’gennemført’ København. Derfor var det ikke en stor beslutning at flytte fra de tætpakkede lejlighedskomplekser – Nu har hun fysisk plads til at lave sit eget univers.
”Folk synes, at det var modigt af mig at flytte på landet, men det er ikke en livstidsdom. Det er som om, at der er en frygt for at binde sig og forbinde sig. I storbyen halser man sig fremad. Der er en historieløshed. Her kigger man tilbage,” siger Fryd, mens kataloget står på køkkenbordet ved siden af hende.
Det er en beretning om Collegårdens historie. Den begynder tilbage i 1800- tallet, og er den perfekte indflyttergave til en ung kvinde, der er færdig med af at halse sig frem.
