Julen er hjerternes fest, siger man – det er derfor, den er så vidunderlig. Men den er, for mig, også et tidspunkt på året, hvor jeg tænker særligt over de, der er mindre heldige og trygge end mig selv. Derfor er mit klummebidrag et lille tilbageblik på en klumme, vi bragte d. 11. november. Jeg håber, I vil håbe med mig.
I dag arbejder Martha Frederikke Wiese på Nyborg Avis, og før det arbejdede hun halvandet år på Kjerteminde Avis. Martha er vaskeægte fynbo – dog nu med adresse på Christianshavn, som hun deler med kæresten Emil.
Det er tabubelagt at sige som journalist, at jeg – ligesom så mange andre danskere – i perioder forsøger at undgå nyhederne. Når det føles, som om verden går i stykker, og krige og konflikter fylder sendefladerne, kan jeg blive ramt af en følelse af total magtesløshed.
Og jeg bliver bange. Bange for død og ødelæggelse og bange for mennesket. Ikke mennesket generelt, men den del af os, der får os til at bekrige hinanden. Sådan har jeg følt det i bølger i mange år, og for tiden er de bølger høje. Men i går aftes trængte et lille lysglimt – en melodi – gennem det mørke hav.
Melodien kom fra den nærmeste kirke, sneg sig over hustagene, ind i min baggård, gennem mit hjerte og op til min øjenkrog. Faktisk havde den rejst hele vejen fra 1936. Klokken 19 spillede klokkerne nemlig tonerne til Nordahl Griegs digt ‘Kringsatt av fjenner’.
“Kringsatt av fiender,
gå inn i din tid!
Under en blodig storm –
vi dig til strid!
Kanske du spør i angst,
udekket, åpen:
hvad skal jeg kjempe med,
hvad er mitt våpen?”
De sidste linjer af første vers hviskede jeg stille ud i aftenen, bare for mig selv og den kat, det tilfældigvis trissede forbi.
Det er et enormt privilegie at kunne trykke ‘sluk’, når nyhedsværterne advarer om voldsomme billeder før et indslag om krigen i Israel og Palæstina, for der er mange tusind mennesker, der ikke har den mulighed. Drab på civile er lige nu et hverdagsvilkår i landene. I øvrigt også i andre dele af verden, der ikke i samme grad fanger de vestlige mediers opmærksomhed.
Men jeg tror ikke, det er sådan, de fleste af os ønsker det. Det mindede Nordahl Grieg og kirkeklokkerne mig om.
I 2022 skrev jeg et debatindlæg, som blev bragt i Dagbladet Information. Dengang var min pointe, at vi aldrig må nedværdige os til at fejre tabte menneske liv – uanset hvilken nations militæruniform, de liv måtte have båret. Det mener jeg stadig, ligesom jeg mener, at det gælder for alle krige og voldelige konflikter.
Når vi tænder fjernsynet og ser, hvordan politikere og magthavere prædiker mere krig, mere had, flere drab, står det i skærende kontrast til det, vi hører fra de civile på indersiden af konflikterne. Når jeg ser dem blive interviewet midt i murbrokker og mord, hører jeg mennesker, der desperat spørger “Hvordan kan nogen gøre det her? Hvorfor?” Jeg tror ikke, de spørger nogen bestemt, og jeg tror egentlig heller ikke, at de forventer et svar. Hvis det endelig kom, ville de – ville vi – kunne acceptere det?
Magthaverne fortæller os, at krig er kompliceret. Det siger de med mætte maver og nystrøget tøj foran verdenspressens mikrofoner, mens deres landsmænd mister og tager liv ikke langt derfra. Det er landsmænd, magthaverne selv har sendt på slagmarken. Og det er, fra mit perspektiv, ikke så kompliceret endda; De fås krig ødelægger de manges liv.
Hvis vi bare for nu godtager præmissen om, at mennesker som vi er flest vil freden og livet for ikke bare os selv, men også alle andre mennesker, så kan vi også drømme om en verden, hvor almen humanitet vil veje tungere end politik, penge og religion, og at vi alle, inklusiv Danmark, lærer at lægge våbnene.
Jeg bilder mig ikke ind, at en klumme i en lokalavis kan stoppe nogen krig. Jeg bilder mig heller ikke ind, at jeg på nogen måde kan forstå, hvordan det er at leve i en krigszone eller have familiemedlemmer, der gør. Men jeg mener, at min mening har sin berettigelse, for hvis vi vil en verden uden krig, må vi larme lige så meget som de gigantiske granater.
Vi vil blive ved med at heppe på mennesket, og vi må kræve vores – massernes – ret til, at krig skal være fortid. På tværs af landegrænser, på tværs af tid, må ønsket om fred strække sig fra Yemen til Myanmar, Rusland og Ukraine, Palæstina og Israel – lige nu og i 1936, da Nordahl Griegs skrev sit digt. Dengang som nu resonerer hans ord:
“Her er dit vern mot vold,
her er dit sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.”
I dag læser jeg dem – ordene – igen, og hvis jeg må komme med én opfordring til dig, der ligesom mig kan blive overmandet af afmagt og sorg over verden; Læs alle syv vers af det næsten 100 år gamle digtog tillad dig – måske bare for en stund – at føle håb.
