… kald det lige hvad du vil, men Lars Lilholt skabte en stjernestund for Nyborgs demente

Næsten 100 demente, pårørende og personale var i dag samlet til julefrokost på Nyborg Strand med en hemmelig gæst.

Det er Kulturcafé Tårnparken, der står bag julefrokosten for medlemmerne i deres to klubber i Nyborg og Ørbæk. Medlemmerne havde ikke fået at vide, hvem der skulle komme og underholde, så inden den hemmelige gæst skulle på scenen, kunne de gætte på, om den hemmelige gæst var Birthe Kjær, Johnny Reimer, Keld og Hilda Heick, Lars Lilholt eller Stig Rossen.

Der blev trukket lod om en juledekoration blandt de rigtige gæt, selv om der var flere, der havde været kvikke nok til at bemærke Lars Lilholt, der hjemmevant sad i en sofa i hotellets foyer inden koncerten.

Og der var absolut ingen skuffelse at spore blandt de demente over, at det hverken var Birthe Kjær eller Johnny Reimer, der skulle optræde.

Til gengæld var Lars Lilholt ”lidt skuffet”, da han i sit første nummer forsøgte, at få publikum til at synge med på omkvædet.

– Man kan sgu godt høre, at I ikke har betalt 500 kroner for at høre mig spille, kom det fra Lars Lilholt med et skælmsk smil. Så var tonen lagt, og der blev grinet og smilet meget under resten af koncerten.

Lars Lilholts sidste nummer var selvfølgelig kæmpehittet ”Kald det kærlighed”, og her blev der i den grad sunget med i hele Tårnsalen på Nyborg Strand.

Min mor var dement
Lars Lilholt fortæller til Nyborg Avis, at han selv har haft demens tæt inde på livet.

– Min mor havde alzheimers og var dement i 10 år, inden hun døde, og jeg var værge for hende. Jeg har haft det så tæt inde på livet, at når jeg ikke kan finde mine bilnøgler, så tænker jeg: ”Fuck, jeg har arvet mors sygdom”, siger Lars Lilholt inden koncerten.

– Men det var især hårdt for min far, der var noget ældre end mor. Han insisterede på selv at passe hende, og han var ved at dø af det. Men da han blev 85 år, sendte vi ham på højskole, og imens fik jeg det ordnet, så mor kunne komme på et demens-plejehjem, fortæller Lars Lilholt.

Hvad er forskellen på at spille til sådan et arrangement her og så stå på scenen på en festival med flere tusinde mennesker?

– Det her er sværere, for jeg skal være mere skarp på dem, der er her. Jeg skal være mere nærværende på en anden måde, konstaterer Lars Lilholt.

Lars Lilholt har sit ”eget” værelse på Nyborg Strand
Når Lars Lilholt så hjemmevant ud i sofaen i hotellets foyer, skyldes det, at han er kommet rigtig mange gange på Nyborg Strand.

– Det ligger jo fuldstændigt centralt, hvis jeg lige har et job på Sjælland for eksempel. Jeg har virkelig overnattet her mange gange i de sidste 40 år. Om sommeren har jeg ofte brugt stedet som base, når jeg spillede rundt omkring, og havde mine børn med, da de var små. Vi har ligget på stranden eller kørt rundt og for eksempel besøgt Nyborg Slot, når jeg havde fri.

Lars Lilholt har også givet flere koncerter gennem tiden på Nyborg Strand.

– Her kan jeg godt lide at være. Jeg har jo mit eget værelse. Hotellet ved nøjagtig, hvor jeg gerne vil bo. Det er værelse 216 i den gamle afdeling, hvor der er en balkon, hvor man kan gå ud og se ud over vandet, slutter Lars Lilholt, inden han skal ind og give Nyborgs demente en stjernestund.

Og når man så ser smilene og hører de demente synge med på ”Kald det kærlighed”, er der en linje i sangen, der pludselig får en anden mening:

” Å-u-åh der findes ingen ord. Ingen ord der helt slår til …”