Formanden for partiet Venstre, Jacob Ellemann Jensen, har i dag trukket sig som formand for partiet og fra dansk politik. Fra hans partifælle og borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V), skal der lyde en stor tak til formanden og hans arbejde for partiet.
Borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V), sender en stor tak til den afgående formand, som Kenneth mener har løftet en stor opgave for partiet. Foto: Nyborg Kommune
Jacob Ellemann Jensen er i dag trådt tilbage, som formand for Venstre på landsplan, hvor han på samme tid trækker sig helt fra politik, men stadig er medlem af Venstre. Fra borgmesteren i Nyborg, Kenneth Muhs (V), lyder der en stor tak til den tidligere formand, som han mener har løftet en kæmpe opgave:
– Jeg vil gerne sende en stor respekt og tak til Jacob for den indsats han har gjort. Det har været en kæmpe indsats i en meget, meget svær periode, så kæmpe respekt for det arbejde, som han påtog sig. Han har virkelig løftet den opgave, som venstres medlemmer gav ham, og stemte han ind til at gøre. Det, vil jeg sige, har været en enorm opgave så stor respekt for det.
Tiltro til partiet
Venstre sidder i øjeblikket, som en del af en flertalsregering bestående af dem, Socialdemokratiet og Moderaterne. Kenneth Muhs har tiltro til venstres politik, som han fastslår vedbliver den samme, selvom der kommer ny formand ind:
– Jeg tilhører Danmarks ældste parti, og det er et parti, hvor vi ikke bare sådan lægger os ned, og hvor vi gerne vil være en del af beslutningstagningen i Danmark. Venstres politik er stadig Venstres politik. Vi er et parti, som altid har påtaget os regeringsansvar og som bidrager til regeringens politik. Det synes jeg er det rigtige, og det er der heller ikke nogen forandring ved, selvom vi nu skal have ny formand. Derfor handler i dag først og fremmest også om at give en enorm stor tak til Jacob for hans indsats for partiet.
I løbet af i dag har flere prominente navne indenfor Venstre givet sin støtte til enten Stephanie Lose, Troels Lund Poulsen eller den begge to, som kommende ledere af partiet. Kenneth Muhs vil ikke give sit indspark i den debat, men han har tiltro til, at de to, som i øjeblikket fungerende afløsere, vil føre partiet sikkert videre efter Jacob Ellemann.
– Troels er enormt dygtig, og vi har lige været igennem en periode, hvor han på fornemmeste vis har overtaget Jacobs arbejde, mens han var syg. Jeg er enormt stolt af, at man kan sætte vikarer ind, som kan overtage og løfte den opgave på fornemmeste vis uden, at tingene falder sammen. Det er en kæmpe ros til Troels og Stephanie, så jeg er meget tryg ved, at de kan løfte opgaven.
Siden det seneste folketingsvalg har det været svært at være Venstre. De to tidligere medlemmer Lars Løkke (Moderaterne) og Inger Støjberg (Danmarksdemokraterne) har begge stiftet nye partier, som samlet ved sidste valg fik 30 mandater, mens Venstre mistede 20 mandater. Men også siden valget er partiet gået tilbage i meningsmålingerne, hvor de efter seneste meningsmåling står til at miste yderligere otte mandater i folketinget.