Koncerterne i Ullerslev Kulturcenter fredag og lørdag med blandt andre Lars Lilholt og Thilde fra X Factor bliver ikke til noget
Lars Lilholt kommer alligevel ikke til Ullerslev fredag. Foto: Michael Rathje
Opdateret fredag klokken 13 med kommentarer fra beredskabsinspektør Jesper Domar Rossen og et svar fra Nyborg Kommune.
Det blev et vellykket storskærmsarrangement torsdag aften i Ullerslev Kulturcenter.
Omkring 80 glade mennesker var mødt op for at se Danmark og England spille 1-1. Men under kampen traf Klokkehøj Opens arrangør Thor Arendal en svær beslutning. Han måtte opgive at gennemføre koncerterne i Ullerslev Kulturcenter fredag og lørdag.
– Jeg er nødt til, som en ansvarlig arrangør, overfor artister, overfor scenelyd og lys, og overfor de gæster, der skal komme og sige, at det her bliver aflyst, fordi Nyborg Kommune har overhovedet ikke har styr på arrangementstilladelser, lyder det fra Thor Arendal, da han torsdag aften ringer til Nyborg Avis
Ifølge Thor Arendal har han været i kontakt med beredskabsinspektør ved Beredskab Fyn, Jesper Domar Rossen, og han skulle have fortalt, at der ikke foreligger den fornødne arrangementsgodkendelse til sådan et arrangement i Ullerslev Kulturcenter.
Klokkehøj Open var oprindeligt planlagt til at være en tredages udendørsfestival, men i sidste uge meddelte Thor Arendal, at musikfestivalen blev noget mindre og ville rykke inden døre i Kulturcentret. Ifølge Thor Arendal skyldtes det manglende velvilje fra Nyborg Kommune til at få tilladelser til hans udendørs-festival på plads. Ifølge Nyborg Kommune var det Thor Arendal, der selv trak sin ansøgning tilbage, da han ikke kunne stille med de nødvendige sikkerhedsgarantier.
Uoverensstemmelserne mellem Nyborg Kommune og Thor Arendal, der har resulteret i et aflyst Klokkehøj Open 2024, vil ifølge Thor Arendal også få et efterspil.
– Der skal ske et oprydningsarbejde, og jeg kunne godt forestille mig, med råd fra min advokat, at så kommer der til at ske et eller andet mellem mig og Nyborg Kommune. Det er vi jo nok nødt til. Det snakkede jeg med min advokat om kort her til aften, slutter Thor Arendal.
Opdatering fredag klokken 13.00:
Ifølge beredskabsinspektør Jesper Domar Rossen skal der til alle indendørs arrangementer i fx haller foreligge en godkendt pladsfordelingsplan.
– Det jeg egentlig bare fortalte ham (Thor Arendal, red.), det var, at han gerne må holde arrangementet i Ullerslev Kulturcenter. Han skal bare overholde de regler, der er. Der skal forelægge en pladsfordelingsplan ved et hvert arrangement, der bliver holdt i sådan en hal, med en tegning, der angiver, hvor der er borde, stole, barer, og hvor der er udlagt flugtvejsarealer, hvor der ikke må stå noget, forklarer Jesper Domar Rossen.
Det er ikke Beredskab Fyn, der skal godkende en sådan pladsfordelingsplan, de kan kun vejlede og eventuelt kontrollere under arrangementet, om pladsfordelingsplanen er blevet godkendt af de relevante byggemyndigheder, og at planen er hængt op, så den er synlig for alle gæster til arrangementet.
Nyborg Avis har forsøgt at få et interview med lederen af miljø og byggesag i Nyborg Kommune, Christian Bang Korsgaard. Det har dog ikke været muligt, men i en mail skriver han:
– Når aktører ønsker at lave et arrangement i Nyborg Kommune, er det deres ansvar at indhente de fornødne tilladelser og godkendelser. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at Klokkehøj Open 2024 og erstatningsarrangementet i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter skulle lykkes, men vi må konstatere, at arrangøren ikke er kommet i mål med det arbejde.
På hjemmesiden Visit Nyborg findes der en guide til at planlægge et offentligt arrangement. Her står der blandt andet: ”Der skal laves en målfast pladsfordelingstegning, hvor alle elementer, herunder salgsområder, forsamlingstelte, andre midlertidige konstruktioner, eksisterende bygninger og konstruktioner mm., skal indtegnes, hvor der skal angives afstande mellem de enkelte elementer.”
Læs også:
Kommunen afviser kritik fra Klokkehøj Open: – Vi har gjort alt for at hjælpe Thor