Kender du det, når intet går din vej? Det gør jeg, og i torsdags oplevede jeg virkelig, hvor uheldigt det kan gå på få timer
Maya Bøttker studerer til dagligt journalistik på SDU og startede som studentermedhjælper på Nyborg Avis i april. Privatfoto
I torsdags havde jeg en rigtig Tycho Brahes-dag, hvor alt gik galt.
Jeg er lige startet på et nyt arbejde – altså denne avis – hvor jeg kun har arbejdet et par uger. Det er et drømmejob for en journaliststuderende som mig, og som nogen måske kan genkende, vil man gerne give det bedste indtryk. Torsdag formåede jeg at jokke gevaldigt i spinaten.
Denne morgen vågner jeg, meget veludhvilet skal det siges, og griber efter min telefon. Den er slukket. Mærkeligt, tænker jeg.
Efter et ihærdigt tryk på sidknappen dukker et ”Hello” op på skærmen. Jeg tænker ikke videre over det og åbner telefonen, og så ser jeg, hvad klokken er. Den er 09.20.
Som jeg sidder der i sengen i min nat-t-shirt, som ellers skulle virke afslappende, begynder mine tanker at køre med 230 km/t. Jeg kan mærke pulsen stige, og rødmen i ansigtet tager til. Jeg skulle have været på arbejde for 20 minutter siden.
Med en rumsterende skamfølelse i maven må jeg vende tilbage på, ’hvor er du’-beskeder og mistede opkald. Min kollega er heldigvis meget sød og forstående, og vi aftaler, at jeg tager det næste tog mod Nyborg. Vi afslutter opkaldet, hvorefter det går op for mig, at min telefon har været i gang med en softwareopdatering, og derfor har slukket af sig selv.
Det har ikke været en hund, der har spist min telefon, men simpelthen noget så latterligt som en teknisk overseelse.
Jeg rejser mig fra sengen og tager fat i det tøj, der ligger på gulvet fra i går. Der er ingen tid til tøjkrise. Jeg tager tøjet på, render ud på badeværelset og børster tænder, hvilket er nødvendigt om morgenen: Jeg skal ikke toppe denne uforsvarlighed yderligere med dårlig ånde. På med jakke og sko og ud ad døren. Hastende mod Odense station bestiller jeg en billet til Nyborg. Inde i mit hoved kører tusind tanker rundt, men mest af alt hører jeg et velkendt skældsord – du ved, det der starter med f – gentagne gange i mit hoved.
Jeg stiller mig ned på den perron, som jeg plejer. Pulsen kører stadig i topfart. Med trippende fod ser jeg, at toget er forsinket. Et par minutter senere kan jeg lettere frustreret hoppe ind i et tog.
Mellem en masse AGF-fans, der allerede er begyndt at drikke deres rester af påskeøl, barnevogne og ferieglade mennesker, forsøger jeg at finde en plads.
Alle pladser er optaget, og jeg finder mig til rette på gulvet i gangen. Jeg kan næsten mærke sporene vibrere under mig, og togdørene der rasler.
Kl. 10.08 viser jeg ubekymret min billet frem til kontrolløren, som pludselig bliver alvorlig i udtrykket, og tager sig til sin taske. ”Det her tog stopper først ved Københavns Hovedbanegård” siger hun. På det her tidspunkt ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. F-ordet stiger både i lydstyrke og kadence inden i mit hoved.
Nu er jeg ikke bare yderligere forsinket, men også 400 kr. fattigere. Det må jeg erkende gjorde lidt ondt på pengepungen.
Det er dog ikke det værste. For nu må jeg ringe tilbage på redaktionen og fortælle om min anden dumhed på få timer. Det var ikke bare pinligt, men simpelthen så smertefuldt, at det var svært at forholde sig til. Med rystende hånd fortæller jeg kollegaen, at jeg først kan være på arbejde om tre timer.
Da jeg endelig kom frem til redaktionen, fire timer senere end jeg skulle være mødt, endte det heldigvis i anekdoter fra kollegaer, der har lavet den selvsamme fejl, som jeg gjorde den dag. Det finder jeg trøst ved.
Og i det mindste fik jeg et par timer som turist, hvor jeg både så flotte marker, betonvægge med graffiti og AGF-fans i godt humør, med en dåsebajer i hånden. Trods jeg er vokset op med de røde trøjer i Silkeborg, var det begivenhedsrigt at se de glade AGF-fans. Men jeg må erkende, at jeg stadig krummer tæer over mig selv, og formentlig vil gøre det lidt endnu. Alt i alt, en rigtig mandag på en torsdag.
Kender du følelsen?
