Klumme: Sort snak om havet!

0
571

“Jeg lover at være på jeres hold, det iltsvind vi mennesker har udsat havet for, skal vi lave om på” 

Skarv, Hav, Storebælt

Foto: Bjarne Christiansen

Denne klumme udtrykker skribentens egen holdning.

Det er noget af en dag, jeg er kommet igennem. Tit bliver jeg stoppet af andre mennesker og får en lille snak om kvashegn, frugttræer og blomstereng, men her i formiddag da jeg gik en tur med Misla, min Islandske fårehund, mod nord langs Storebælt, blev jeg lige pludselig råbt an af en flok tobenede med vinger.

De råbte i kor:

du der-
hvad har I gang i –
vi har fået nok af jer –
enten stopper i med at ødelægge vores livsbetingelser – vi har været her i 7000 år –
kun få årtier har i dræbt os med våben –
nu ødelægger I næsten alt.

Jeg blev lidt rystet af den uventende anråbning, skyndte mig at få hunden i snor og sagde:

“Min hund må godt løbe løs på stranden fra 1. oktober til 1. maj” hele flokken af sorte fugle rystede på hoved af mig
og en af dem sagde:

Du forstår ingenting, er du lidt dum.
vi er ved at dø af sult.
I mennesker har ikke efterladt en fisk til os. vi kan ikke ernære vores unger
al føde er væk

Nåh, det er der vi er, tænkte jeg. Skal jeg anklages for at fiske for mange fisk her langs kysten ved Nyborg. Hvordan kan de vide,at jeg har et par stænger hjemme i skuret. Reelt kommer jeg aldrig ud og kaster snøren ud, der er jo ingen fisk at fange.
jeg hviskede tilbage og håbede ikke de hørte det.

“Det er jo jer, der stjæler alle vores fisk”

Flokken fløj op og råbte, men jeg forstod intet. Kun Misla begyndte at gø, samtidigmed at hun gloede olmt på dem. Få sekunder efter var en flok af de sorte fugle lige over hovedet på Misla og mig, de åbnede for tarmen. Det var en ildelugtende hilsen, vi fik.

De satans fugle satte sig igen og den samme som havde holdt enetale med mig før, begyndte næsten at råbe til mig igen.

Nu må du forstå, at vi er en fugleart, der har været her i 7000 år,
så jeg ved hvad jeg taler om.
Aldrig før har der været så lidt fisk.
Vi har været mange flere end vi er nu. Vores kolonier er blevet mindre de sidste år. I tillader jer fortsat at skyde efter os og mange dør.
Ikke nok med det, I smører også vores æg med olie, så vi ingen unger får, og dem, vi får, kommer ørnen og tager.

Fiskene er snart truet, ikke på grund af os, men jer. I er ved at ødelægge livet i havet, åer og søer, der hvor vores føde er.

Det var med at tænke hurtigt, men var dog ikke nemt. Jeg var både rystet over, at de sorte fugle kunne tale,og så til mig, som næsten aldrig har været i kirke. Derfor kom jeg til at smile og grine af mig selv, Gud er jo ikke en skarv!

Det, den sorte fugt bad om, var handlingen. Hvordan skal jeg som ene person kunne tage ansvar for for meget kvælstof og fosfor i vandløbet og havet og bundtrawl. Som mennesker har vi jo alle en del af ansvaret.

Kom i tanke om at DN – Danmarks Naturfredningsforening har en kampagne om, at Danmark holder vejret – vær med til at kræve politisk handling mod iltsvind en søndag i oktober.

Jeg havde fået mandsmod og sagde med klar røst:

“Jeg lover at være på jeres hold, det iltsvind vi mennesker har udsat havet for, skal vi lave om på, her på lørdag d. 29. oktober kl. 12. Vil mange mennesker holde vejret i et halvt minut. Har sympati med jer og jeres fødegrundlag med et krav om mere ilt i vores indre danske farvande, ja havet omkring Danmark”.

Jeg var nået at blive helt forpustet, forsøgte at få kontrol over egen vejrtrækning, hunden og mine tanker. Samtidig lettede flokken af sorte fugle, denne gang gang uden at sende ekskrementer ned over os. Misla begyndte at gø, hun ville have flokken tilbage, men de fløj ud over havet i samlet flok. Tog det som en godkendelse.