Kommunesvigt: Socialdemokratiet mener, at borgmesteren bør stå forrest, når lokummet brænder

0
494

Rapport efter rapport har de seneste fire år kritiseret social- og familieområdet for deres behandling af borgerne. Alle i byrådet har kendt til sagerne, men Socialdemokratiet peger på borgmesteren, som den hovedansvarlige

Martin Stenmann (s)

Ud over at være byrådsmedlem for Socialdemokraterne, er Martin Stenmann også lærer på Birkhovedskolen. Foto: Michael Rathje

Socialdemokraten Martin Stenmann er med sine snart 10 år i Nyborg Byråd efterhånden en garvet byrådspolitiker. Han blev valgt til byrådet i 2014 samtidig med, at Kenneth Muhs blev Nyborgs borgmester.

I har jo alle i byrådet – og ikke kun borgmesteren – kendt til de kritisable forhold på kommunens social- og familieområde i mange år. Har byrådsmedlemmerne ikke også et stort ansvar i den her sag?

– Min mening er; har man viden, så har man jo også et ansvar.  Vi har som byrådsmedlemmer ikke haft den viden, som er kommet frem nu, altså det fulde billede. Men vi har bestemt fået nogle indikationer gennem årenes løb på, at tingene ikke har været i orden i Nyborg Kommune.

Nyborg var en af landets første kommuner til at få en borgerrådgiver, der ”behandler klager over kommunens sagsbehandling og medvirker til, at kommunen yder en god service med borgeren i centrum”, som der står på kommunens hjemmeside.

Nyborgs borgerrådgiver hedder Bjørn Brøndum Pedersen, og han har siden sin ansættelse udgivet tre årsrapporter i 2019, 2021 og 2022, hvor han påpeger problemer især i Børne og familieafdelingen.

2019:
”I årets løb er jeg blevet kontaktet af frustrerede borgere, der oplever sig fastlåst i en uhensigtsmæssig spiral af dårlig kommunikation og mistillid til deres sagsbehandler eller til kommunen i det hele taget”

2021:
”Urimelig lang sagsbehandlingstid, manglende svar/respons på henvendelser er kritikpunkter i en stor del af de klager, som borgerrådgiveren har behandlet i årets løb.”

2022:
”De generelle tendenser i sagerne fra Børne- og Familie har været manglende overholdelse af sagsbehandlingsfrister, i nogle sager store overskridelser, samt den processuelle del af sagsbehandlingen. Herunder i høj grad kommunikationsdelen. Borgerne i sagerne giver udtryk for manglende kommunikation, manglende tilbagemeldinger, langsommelig sagsbehandling, at de ikke oplever sig set, hørt og forstået. Nogle af sagerne bærer præg af, at borgerne oplever sig som ”kastebold” i systemet, samt borgerne, i nogle af sagerne, har haft udfordringer med at opnå råd og vejledning”

Men når du så læser den kritik i borgerrådgiveren årsrapporter, råber du så ikke op?

– Jo, så skriver jeg da et læserbrev, som jeg senere sidder på byrådsmødet og læser højt.

Og når du så et år efter kan læse i den næste årsrapport fra borgerrådgiveren, at der ikke rigtig er sket noget, hvad så?

– Så råber jeg endnu højere. Senest her i sommer, hvor jeg skrev et læserbrev om Royal Run. Det er fint nok at bruge penge på events som at løbe, men der er nogen, der har svært ved at løbe med. Dem som har funktionsnedsættelser, og som venter på at få afgjort deres sag. Jeg er også til fest og farver, men jeg har da lidt dårlig smag i munden, hvis der er noget kernevelfærd, vi ikke lever op til, og der sidder nogle borgere i klemme.

Hvorfor føler du, at det er nødvendigt at skrive læserbreve? Er der ikke nogen, der reagerer, når du tager emnet op i byrådet og sidder overfor borgmesteren?

– Nej, der synes jeg faktisk ikke. Det er da frustrerende. Jeg har flere eksempler på, at når jeg stiller spørgsmål i byrådssalen, så svarer borgmesteren ikke. For man har jo ikke pligt til at svare.

Selvom Martin Stenmann har i flere år har været bekendt med problemerne i Familie- og børneafdelingen, er der alligevel noget i den nye BDO-rapport, der blev offentliggjort i sidste uge, som overrasker ham.

– De har jo fundet ud af, at vi i Nyborg ikke bruger ret mange penge på forebyggende indsatser. Der er et slip i Nyborg Kommune på 6,4 mio kroner i forhold til landsgennemsnittet. Jeg sidder i Tvangsfjernelsesudvalget, der arbejder med tvangsanbringelser, som jo er sidste led i sådanne sager. Og der tænker jeg på, at der var nogle sager, man måske kunne have undgået, hvis man havde lavet en tidligere indsats.

Nu har du så i flere år vidst, at der var problemer på det område her, hvor meget har det så overrasket dig, det du i sidste uge kunne læse i den nye BDO-rapport?

– Jeg er meget overrasket i forhold til det lave antal underretningerne. Når det tal falder, tyder det på, at man ikke længere har tillid til, at der bliver fulgt op fra kommunen. Men der er også mange dele i den nye BDO-rapport, der tidligere har været antydet i borgerrådgiverens årsberetninger.

Ifølge Martin Stenman har han og resten af byrådet, og dermed også borgmesteren, således i årevis haft kendskab til problemerne i Familie- og børneudvalget, og der er sådan set ikke de store chokerende afsløringer i den nye BDO-rapport.

Madoasen3

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) klipper her snoren over ved Madoasens indvielse. Foto: Michael Rathje

Så hvem har i sidste ende ansvaret?

– Jeg mener, at det er den øverste daglige leder af forvaltningen i Nyborg, der sidder med hovedansvaret.

Og det er Kenneth Muhs?

– Det er Kenneth Muhs, ja. I det embede som øverste daglige leder, så er der et ansvar i forhold til at føre tilsyn med organisationen. Det er også borgmestere, der skal sørge for, at der er ansat det nødvendige, kvalificerede personale, og at der er en ordentlig sagsgang. Borgmesteren har jo også fået en masse henvendelser direkte fra utilfredse borgere. Henvendelser vi ikke har indsigt i.

Martin Stenmann slutter med endnu en kritik af borgmester Kenneth Muhs.

– Det er jo borgmesteren, der står forrest, når der skal klippes snore over, holdes skåltaler og juletræet skal tændes. Men jeg mener også, det er borgmesteren, der skal stå forrest når lokummet brænder.