Lækket mail: Borgmesterkandidat kaldte borgerrådgiverens rapport for ‘beskæmmende’ og ‘utilstedelig’

0
308

Lone Smidt (S) sendte i 2022 en mail til sin byrådsgruppe, hvor hun omtalte borgerrådgiverens årsberetning – og ham selv – i skarpe vendinger, luftede fyringsspekulationer og argumenterede for den nu offentligt kendte “musketered”. Det viser en intern mail, Nyborg Avis er kommet i besiddelse af. I dag kalder hun mailen og sin ageren for en ‘klokkeklar fejl’

Lone Smidt (s)

Lone Smidt blev valgt for Socialdemokratiet ved seneste valg. I april blev hun blåstemplet som partiets borgmesterkandidat. Stilbillede: Kommune-TV

I marts 2022 rækker Lone Smidt (S) ud til sin byrådsgruppe. På det tidspunkt er hun konstitueret gruppeformand, og mailen bliver sendt dagen før, borgerrådgiver Bjørn Brøndum Pedersen skal præsentere sin første årsberetning for et samlet byråd. 

Årsberetningen indeholder dengang stor bekymring for borgernes retssikkerhed og kommunens håndtering af særligt social- og familiesager, og den pointerer brister på ledelsesniveau. 

Men det er ikke det, Lone Smidt fokuserer på, da hun informerer sine partifæller. Det viser en mail, Nyborg Avis er i besiddelse af. Her skriver hun:

“Kære alle. Vi har lige afsluttet vores møde og drøftet den meget beskæmmende rapport, Bjørn har skrevet. Vi er meget enige omkring, at uagtet sagernes omfang og fejl eller ikke (-fejl, red.) fra kommunens side af, så er det utilstedeligt at formulere en årsrapport på en sådan måde, som han gør.” 

Mødet, Lone Smidt her refererer til, er et, der finder sted mellem borgmesteren og gruppeformændene d. 21. marts 2022. Samme dag, som Socialdemokratiets nuværende spidskandidat, sender mailen til sin byrådsgruppe.

“Vi blev enige om, at Bjørns tilgang og måden at omtale medarbejderne på i en offentlig rapport – foruden hans konfliktoptrappende tilgang i svære sager – ikke er konstruktiv eller mæglende eller brobyggende, tværtimod.” fortsætter mailen. 

Nu – konfronteret med den interne besked – er borgmesterkandidaten ikke enig med 2022-versionen af sig selv, siger hun.

Byraadet Scaled

Den socialdemokratiske byrådsgruppe. Her med Claus Johansen (midtfor) som supleant for Per Jespersen. Foto: Michael Rathje

– Det, jeg gjorde dengang, gjorde jeg, fordi jeg troede, det var det rigtige at gøre. Det irriterer og ærgrer mig enormt meget, når jeg læser mailen i dag. Det er en klokkeklar fejl, som jeg har lært frygteligt meget af.

 I kølvandet på BDO-rapporten har du skrevet på Facebook, at I folkevalgte skal tage alle underretninger og henvendelser alvorligt. Vil du selv mene, at du gjorde det i det her tilfælde?

– Da vi skal ind og forelægges den rapport, er jeg helt grøn, og der er samtidig en kulturanalyse og en masse skriv fra medarbejdere. Der er så meget konflikt på det tidspunkt, og jeg går med og stoler alt for meget på administrationen og borgmesteren. Og jeg finder ikke dengang modet til at sige, hvad jeg reelt tænker. Jeg var for naiv, og jeg ved, at jeg aldrig nogensinde ville agere sådan i dag. Nu er jeg et helt andet sted.”

Hvad tænkte du da på det tidspunkt, hvis det ikke er det, du skrev i mailen?

– Jeg tænkte, at det var en helt forkert tilgang. Nogle gange gør man noget, man ikke bagefter kan genkende sig selv i, og det er den mail et eksempel på for mig.

Mulig fyring og “musketered”

Bjørn Brøndum Pedersen overtog borgerrådgivertjansen i januar 2021, og selvom han lige nu er på orlov, er han stadig ansat. 

Men i 2022 var hans ansættelse emne for debat. Det viser mailen fra Lone Smidt.

“Om han fortsat er den rette, skal der jo findes ud af” skrev hun dengang. 

Og så fortsatte hun med en appel, der i disse dage fylder meget i den lokalpolitiske debat; ‘musketereden’. 

“Derfor nu til en appel: I morgen, når rapporten fremlægges, at der så ikke spørges ind på en sådan måde, at det åbner for en større debat. (…) Det skal vi tage selv i et lukket rum.”

Bdo Byråd 1

Skandalen i social- og familieafdelingen har været medvirkende til, at tilskuerrækkerne har været fyldt i byrådssalen ved næsten hvert møde siden december 2023, hvor BDO-rapporten udkom. Foto: Michael Rathje

Den politiske tavshedsaftale blev indgået mellem borgmesteren og partiernes gruppeformænd. Det løftede Martin Stenmann (S) for første gang sløret for ved seneste byrådsmøde, og siden har både borgmesteren, borgerrådgiveren og Lone Smidt kommenteret sagen i Fyens Stiftstidende og på sociale medier. 

– Jeg vil have, at vi er åbne og ærlige om vores fejl, og det har jeg også sagt til min gruppe. Det er den eneste måde, vi som politikere kan vise, at vi lærer af vores fejl. Og de fejl skal ikke skjules.

Hvis Nyborg Avis ikke havde været i besiddelse af den her mail, hvor du beskriver borgerrådgiveren og rapporten, som du gør, tror du så, at det var noget, du selv havde trukket frem i lyset som eksempel på en sådan fejl?

– Jeg havde overhovedet ikke tænkt på den mail. Som i slet ikke, og det er fuldstændig ærligt. Ligesom jeg også havde fortrængt den aftale om tavshed, indtil Martin (Stenmann, red.) nævnte den. Det kan man vælge at stole på eller ej, men det er virkelig først nu, hvor mailen kommer frem, at jeg husker, at jeg har sendt den.

På Facebook har Lone Smidt bl.a. skrevet, at det var borgmesteren, der gennemtrumfede tavshedsaftalen. Den nyslåede borgmesterkandidat nævnte ikke Kenneth Muhs (V) i sin mail til den socialdemokratiske byrådsgruppe i 2022.

Denne artikel er gratis - og det kan du takke Nyborg Avis' abonnenter for.

Det koster nemlig at lave kritisk og nuanceret journalistik.

Lige nu kan du prøve Nyborg Avis kvit og frit i de første 30 dage, hvis du klikker her.