I år har Nyborg Teaterforening købt fire forestillinger, der alle bliver vist på Bastionen. Foto: Magnus Terp
Dette er et læserbrev indsendt af Mette Ulrik Andersen, formand for Nyborg Teaterforening.
Du behøver ikke være medlem for at gå i teatret. Du behøver heller ikke rejse til hverken Odense eller København, for at se nogle fantastiske teaterstykker.
Igen i år har Nyborg Teaterforening nemlig købt 4 fantastiske forestillinger til fremvisning på Bastionen. Forestillingerne kan ses af alle, der køber billet.
Nyborg Teaterforening havde, ligesom mange andre foreninger, en bod på Kulturnatten i maj i Nyborg. Det var en fantastisk aften med mange skønne indslag på scenen og mange besøgende i boderne. En del af dem, der besøgte vores bod troede, at man skulle være medlem for at se forestillingerne. Det skal man naturligvis ikke. Alle er velkommen til at købe en billet til forestillingerne.
Nogle gav også udtryk for, at de havde opfattet Nyborg Teaterforening som en lukket kreds, hvor man ikke helt følte sig hjemme/velkommen. Dette er ikke tilfældet. Alle er velkomne og det er klart min opfattelse som formand, at de der kommer til teaterforestillingerne, er imødekommende og interesserede i kultur, teater og hinanden.
Snakken går og caféen er livligt besøgt både før forestillingerne og i pauserne. Det er altid en fornøjelse at være afsted på forestillingsaftenerne. Vi ved fra flere af vores medlemmer, at de nyder, at foreningens bestyrelse foretager det store arbejde, der er med at finde fire gode, varierede og aktuelle forestillinger, som fremføres i teatret i løbet af sæsonen. Forestillingerne er altid fordelt jævnt ud over hele sæsonen, der strækker sig fra september til april/maj. Det tilstræbes, at forestillingerne ligger lørdage kl. 19.30 og at de spilles på Bastionen.
Ofte er det et puslespil, at få teatrenes turneringsplaner og Bastionens ledige lørdage til at passe sammen, men det lykkes heldigvis ofte på grund af godt samarbejde med alle parter. Datoerne meldes allerede ud i april i et nyhedsbrev fra bestyrelsen, så det er muligt at få dem lagt ind i sin egen kalender ret tidligt.
I øvrigt er billetterne ikke personlige, så de må gerne gives væk til andre, hvis man alligevel skulle blive forhindret. Foreningens principper for valg af forestillinger fremgår af vores hjemmeside, hvor også denne sæsons forestillinger kan studeres nærmere. Hvis man har lyst til at se alle fire forestillinger, sparer man penge ved at melde sig ind og købe et samlet abonnement. Hvis man kun har interesse i en enkelt eller tre forestillinger, så køber man dem bare enkeltvis, som andre kulturarrangementer.
Vi har brug for at have fyldte sale, for at billetpriserne kan holdes på nuværende niveau, så vi håber, at rigtigt mange fra Nyborg og omegn vil købe billetter. Vi er megastolte af vores program, som åbner med en af mine ynglingsteaterstykker. Læs mere på vores hjemmeside www.nyborgteater.dk Rigtig god fornøjelse og velkommen i teatret på Bastionen.
Venlig hilsen
Mette Ulrik Andersen, formand for Nyborg Teaterforening