Carsten Kudsk. Foto: Folketinget
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Dette er et læserbrev indsendt af Carsten Kudsk, spidskandidat ved kommunalvalget i 2021 for Vi Lokale Demokrater i Nyborg
Glæden var stor, da teknisk udvalg fik ny formand ved kommunevalget – nemlig et af de mest kritiske byrådsmedlemmer fra Venstre Hr. Svendsen. Hr. Svendsen var altid manden, der i teknisk udvalg tog sager op, og som ikke var bange for at gå imod embedsmændene. Så vi var mange, der tænkte, at nu ville der ske en stor forandring i teknisk afdeling, nu hvor Hr. Svendsen blev formand, og venstre havde flertal til at få afdelingen til at være mere borgervenlig.
Nu er der gået to år, og vi kan som borgere stadig opleve, at der sidder embedsmænd i teknisk forvaltning, som man frygter, kommer ind over sin sag. Jeg har oplevet folk sige: ”Åh nej, har du fået den sagsbehandler? Ja, så får du store problemer med din byggesag. Stakkels dig.”
Så kære Hr. Svendsen. Vågn nu op af din Tornerose søvn, mens venstre stadig har flertallet og sørg for, at når jeg som borger skal have en sag behandlet i teknisk forvaltning, kan jeg forvente samme sagsbehandling af min sag uanset hvilken sagsbehandler, der kommer ind over den. Så Nyborg i fremtiden bliver omtalt som en kommune, der er kendt for Tour de France og Royal Run og ikke for den dårlige byggesagsbehandling.
Vi Lokale Demokrater
Carsten Kudsk
Svendborgvej 78
5853 Ørbæk