Last Prom på Bastionen

0
427
Last Prom 2

Koncerten starter kl. 14, og der vil være gratis adgang. Foto: Kjeld Hansen 

Der er lagt i ovnen til en festlig eftermiddag, når Danehofgarden, Nyborg Harmoni Orkester og Nordic Performes slå pjalterne sammen til sæsonens sidste koncert

Søndag den 17. september bliver fuld af musik og god underholdning, når både Danehofgarden, Nyborg Harmoni Orkester og Nordic Performes afholder årets afslutningskoncert på Bastionen.

Det er organisationen SAMMUS, som er en sammenslutning af amatørmusik i Nyborg, der står for det festlige arrangement. Hvert år afholder de en række koncerter i sommerens løb, og nu skal der altså afrundes. Formanden for SAMMUS, Kjeld Hansen, ser i den grad frem til koncerten, der går under navnet Last Prom.

-Det er ikke helt Royal Albert Hall, men vi er deroppe ad, griner han.

Først vil de tre orkestre spille hver for sig, men i anden afdeling af koncerten bliver det i den grad festeligt, når Danehofgarden og Nyborg Harmoni Orkester danner et stort fællesorkester, og involverer publikum i fællessang.

-Det plejer at være en velbesøgt og meget hyggelig eftermiddag, hvor der er mulighed for bare at slappe af og hygge, og selvfølgelige nyde godt af al den herlige musik, Nyborg har at byde på, fortæller Kjeld Hansen.

Koncerten varer ca. to timer uden pause, og der er gratis adgang.