Lokale lydproducenter vinder stort udbud: 66 millioner på vej til La Lydland

0
87

La Lydland-skaberne har to helt store aktører i ryggen, når de skal udvikle nyt lydunivers

Sony Dsc

De tre skabere af La Lydland er Jesper Dupont (tv), Christina Gaarde Engmann og Brian Wind-Hansen (th). Foto: Magnus Terp.

Tre års hårdt arbejde i Nyborg-kontorerne bærer nu frugt for stifterne af La Lydland.

Christina Gaarde Engmann, Brian Wind-Hansen og Jesper Dupont fra lydproduktionsselskabet Sans-1 har sammen med Allers datterselskab Heartbeats netop sikret sig det offentlige udbud om retten til at udvikle et lydunivers for små og større børn for 66 millioner kroner.

Samarbejdet med Aller og den anden aktør i udbuddet, konceptudviklingsbureauet Made By Us, begyndte for et halvt år siden, men for de tre fynboer spirede drømmen for snart tre år siden, hvor de første spadestik til børnefiktionsuniverset La Lydland blev taget.

Her er der fokus på fantasi og leg på et bagtæppe af grundigt gennemarbejdede lydsider til børn og familier, der har brug for underholdning uden at kigge på en skærm.

La Lydland er Danmarks første fiktionsbårne lydunivers for børn og så dagens lys i efteråret 2023.

Siden lanceringen er abonnenterne strømmet ind, mens de tre folk bag altså sideløbende har arbejdet tankerne fra La Lydland ind i planerne om et nyt, stort og offentligt lydunivers for børn.

Et udbud, der slog tre andre interesserede af banen i kampen om de 66 millioner kroner.

– Med udbuddet får vi chancen for at skalere La Lydland op i en størrelse, vi tre iværksættere aldrig ville have haft chance for på egen hånd. Vi er meget, meget stolte og også meget ydmyge over at være med på holdet, siger Christina Gaarde Engmann.

Christina Gaarde Engmann er producent og redaktør, Brian Wind-Hansen er dramatiker og forfatter, og Jesper Dupont er skuespiller og instruktør.