Mandag er der åbent hus i Ullerslev Erhvervspark, hvor de første fem virksomheder nu er flyttet ind i den gamle Gea/Mullerup fabrik
Søren Hvidberg er ejeren af den nye Erhvervspark Ullerslev. Foto: Magnus Terp
Artiklen er fra oktober sidste år. Siden har fem virksomheder lejet sig ind, deriblandt en ukrainsk iværksætter, der laver skilte. På mandag fra 19-21 holder Erhvervspark Ullerslev åbent hus, hvor alle er velkommen. Her er der rundvisning, kaffe og kage, samt debat om, hvordan der skabes vækst og udvikling i Ullerslev.
Erhvervspark Ullerslev er en ny erhvervspark for virksomheder og iværksættere, som søger fællesskaber, har brug for plads og/eller som søger sparring for at vækste endnu mere. Erhvervsparken er den tredje af slagsen for ejer, Søren Hvidberg, som også før har startet lignende Erhvervsparker i Bording og Ølgod. Nu glæder han sig til at komme i gang i Ullerslev.
– Det er en rigtig god bygning. Der er rigeligt med faciliteter, og der er gode muligheder for forskellige virksomheder. Alt fra lager til produktion til kontorer. Der er det hele i bygningen, forklarer Søren Hvidberg.
Han beskriver selv sin rolle på stedet som en Tetris-spiller. Han står for at få de rigtige ind på de rigtige pladser. Det sker blandt andet med en screeningsproces, hvor han gennem flere møder med interesserede virksomheder og iværksættere sørger for, at det er de rigtige virksomheder, der passer ind i huset og tankerne om det, der flytter ind.
– Nogle af pladserne i bygningen er lidt billigere end andre. Nogle steder er der for eksempel højt til loftet og adgang til kraner, og der skal man selvfølgelig betale lidt ekstra. Men overordnet bliver det billigere end egen matrikel, for her skal man for eksempel ikke betale vedligehold og ejendomsskat.
Der er nu flyttet fem virksomheder ind i Erhversparken. Foto: Magnus Terp
Skal skabe lokal vækst
Den nye Erhvervspark Ullerslev ligger i den bygning, der førhen har huset Gea/Mullerup maskin- og udstyrsfabrik. Men hvor Gea lukkede, så håber Søren Hvidberg på, at Erhvervspark Ullerslev kan være med til at skabe vækst og lokale virksomheder, som på et tidspunkt også bliver for store til at være i lokalerne på den gamle fabrik.
– Jeg håber på, at vi kan være med til at skabe mere vækst og liv i byen. Virksomheder og arbejdspladser er jo vigtigt for en by, og det er præcis det, som vi håber at kunne bidrage med. Så vi håber også på, at de lokale både nye og etablerede virksomheder, som gerne vil vækste endnu mere, vil støtte op om parken, siger Søren Hvidberg.
Der er stadig ting, som vil blive opgraderet på bygningerne over den kommende tid. Her er det specielt facaderne der flere steder trænger til en kærlig hånd, men indvendigt fejler bygningerne ikke noget. Foto: Magnus Terp
Søren Hvidberg fortæller også, at det er meningen, at stedet skal være et sted, hvor man kan mødes om events i byen, og hvor der er plads til for eksempel møder. Han håber på, at det bliver et sted, hvor borgere såvel som virksomheder vil være med til at skabe et fællesskab omkring. Specielt håber han på, at Erhvervsparken kan være med til at udvikle i området:
– Vi kommer også selv til at have vores egne ansatte på stedet og kan bidrage med alt fra hjælp til ledelse og økonomi, men også investeringer i spændende projekter. Derfor er det også meningen, at man kan søge sparring med bygningens personale, så der hele tiden er nogle erfarne kræfter, som en ny virksomhed kan søge hjælp ved, fortæller Søren Hvidberg.
I lokalerne skal der være plads til omkring 50 personer, og Søren Hvidberg fortæller, at han på kort sigt håber på, at der flytter nogle virksomheder ind, mens det på lang sigt skal være et sted fyldt med liv og hjælp til erhvervslivet i området.
På grund af den forrige produktion på fabrikken er der faciliteter til lidt af hvert på stedet. Blandt andet er der et malerrum, hvor maskinerne fra den forrige produktion blev malet. Foto: Magnus Terp
En anden facilitet er udluftning, som også stadig er installeret fra den forrige produktion. Foto: Magnus Terp
Det eneste der mangler i den 7000 kvadratmeter store fabrik er flere virksomheder, der er klar på de muligheder, som der er plads til i lokalerne. Foto: Magnus Terp