Martin Stenmann har arbejdet med skoleskak på Birkhovedskolen siden 2018. Her havde skolen fem skakbræt stående i et skab på skolens bibliotek. Nu har skolen eget skaklokale, og Martin er nu en dag om ugen med til at udbrede skoleskak på Fyn i sin stilling som læringskonsulent hos Dansk Skoleskak.
Martin og Dansk Skoleskaks maskot Duffy. Foto: Martin Stenmann
Martin Stenmann var i 2018 til en Vidensdag for Skoleskak i Billund sammen med en kollega fra Birkhovedskolen. Martin har altid været interesseret i brætspil, og derfor faldt han også hurtigt for skoleskak. Fem år senere er Birkhovedskolen gået fra at have fem skakbræt til at have et dedikeret skoleskaklokale, og lokalpolitikeren Martin Stenmann er gået fra kun at skulle fortælle om skakken til sine elever til nu at være med til at brede skoleskak ud til andre skoler på Fyn. Et job, som Martin håber på, kan være med til at vise, hvilke kompetencer skoleskakken kan give eleverne:
”Skoleskak er læring forklædt som spil, og det kan give eleverne nogle kompetencer, som normal undervisning ikke kan give dem. Derfor håber jeg, at mit arbejde gør, at flere vil se, hvad skak kan gøre for elever, og hvad man kan lære af skakkens regler og etiketter”.
Skoleskak skal længere ud
Skak er nemlig ikke helt lige som skole skak. I skoleskak tager man elementer fra skakverdenen, og overfører det, så eleverne kan lære af dem. Det kan for eksempel være problemløsning og fremadtænkning, men også sådan noget som etiketten bag skak, fortæller Mikkel Nørgaard, som er Læringschef for Dansk Skoleskak:
”Skoleskakken skaber et fællesskab blandt eleverne, hvor man får dem væk fra deres telefoner, så de sidder analogt over for hinanden. Det lærer dem også at opføre sig godt sportsligt. Man skal for eksempel inden for skaketikette give hånd og sige ”godt spil” inden spillet, og ”tak for spillet” efter spillet.
I dag i Danmark er der omkring 500 skoler, som har skoleskak på skemaet, og der er omkring 2000 lærere, som har fået undervisning i skoleskak. Desuden er der omkring 50.000-60.000 elever, der årligt bliver introduceret til skoleskak, men målet er større ifølge Mikkel Nørgaard:
”I Dansk Skoleskak vil vi gerne, at alle lærere og pædagoger ved, hvad skoleskak er. De behøver ikke at tage det til sig, men de skal vide, hvad det er, så de kan træffe en beslutning om, hvorvidt de vil bruge det eller ej. Vi håber i hvert fald, at der om fem år er mange flere der arbejder med skoleskak”.
Lige nu arbejder Martin Stenmann en gang ugentligt på at fortælle de fynske skoler om skoleskak. Det gør han blandt andet ved at ringe rundt og tage ud til skolerne for at undervise og fortælle om skoleskak. Han skal blandt andet til Byskolen i Kerteminde den 6. september for at fortælle om skakken. Han oplever dog en stor udfordring, når han skal fortælle om skoleskakken:
”Det er en hurdle, at folk tror, det handler om at være god til skak. Det gør det ikke. Det handler om, at børn og unge skal lære gennem skakken. Det er først og fremmest det, vi prøver at undervise folk i – altså hvordan man giver eleverne denne læring gennem spil. Her håber jeg, mit arbejde kan være med til, at skoleskakken breder sig endnu mere, end det har gjort indtil nu”.
Hvis du er interesseret i skoleskak, og gerne vil lære mere om Skoleskak og de uddannelser, som organisationen tilbyder, kan du læse mere om dem her.