Mellem liv og død – Kapitel 1 af 2

0
512

Katrines far var syg med kræft, da hun blev gravid med sit første barn. Da hun fødte, var hendes far allerede død. Så nu står Katrine tilbage med spørgsmålet: Hvordan kan man være alt for et andet menneske, når man selv er ødelagt af sorg?

Artiklen blev første gang bragt d. 30. december 2023.

Tak til Katrine for at dele sin historie med os.

397094569 1334216583966295 4347913013793618217 N (2)

“Indtil døden jer skiller”
Hospice Sydfyn, Svendborg, den 28. februar 2023

De er tre, der går op ad gulvet den dag; Katrine, hendes far og det lille liv, der vokser under den unge kvindes maveskind. Det er et øjeblik, Katrine har drømt om, siden hun var barn; hende med tyl i håret og en hvid kjole på kroppen. Hendes far i et nystrøget jakkesæt. Ham, der giver hende væk til den mand, hun har valgt for resten af sit liv. Da Katrines far følger hende op til hendes Mads, gør han det med nogle af de sidste skridt, han når at tage, før hans hjerte slår et endeligt slag.
Katrine Lykke Due Riis blev gravid fem måneder efter lægerne opdagede hendes fars kræftsygdom. Og nu står hun her – på det hospice, der er hendes fars sidste hjem, og siger ja, når præsten spørger, om hun vil elske og ære, leve i medgang og modgang med Mads, indtil døden dem skiller.
396320489 767774925154826 1168274990849738138 N (1)

Katrine og Mads rykkede deres bryllup frem, så Martin kunne nå at være med. Privatfoto

23 af Katrine og Mads’ familiemedlemmer og nærmeste venner bevidner brudeparrets løfter den tirsdag. Kridhvide lommetørklæder fanger salte dråber overalt gennem mængden, og sådan bliver det ved hele dagen. Nogle gange kommer tårerne voldsomt fra skærende grimasser. Andre gange bliver de fanget i øjenkrogen, fulgt på vej af grin og lysende øjne.
Katrine hviler sin voksende mave mod Mads’, da de finder hinandens hænder i deres første dans som ægtepar, og kort efter er også Katrines forældre på gulvet. Til deres sidste.
397927714 1424415388140871 3839130438157270287 N (1)

Karna Rasmussen og Martin Due Kjær Larsen mødte hinanden i 1985 og drev senere Gartneriet Kjærgårdsminde i Hjulby i over 30 år. Privatfoto

Dagen efter er det nygifte par igen på besøg på hospice. Vinterblege stråler lyser den korte dag op, og Katrine og Mads er rykket ud på terrassen med hendes far i sygesengen.
“Jeg ved godt, jeg siger det for 117. gang nu, men hvor er det en dejlig dag, hva’?” Martins ord bryder en strøm af melodier fra højskolesangbogen, de tre lægger stemme til.

“Det sker for mange, men ikke for os. Vel?”
Odense Universitets Hospital, 7. juni 2022

Otte måneder før brylluppet, kommer Katrine ind på hospitalsstuen med sin mor Karna og lillebror Rasmus. Hendes far, Martin, ligger i sengen. De snakker om hverdagsting, pjatter lidt.
Martins operation – den, der skulle fjerne kræftknuden i hans bugspytkirtel – er slået fejl. Knuden blev opdaget tre uger før, og kræften har spredt sig til steder, hvor lægerne ikke kan komme til at fjerne den. Så de har syet Martin sammen igen – og ladet kræften blive derinde.
Det ved alle fire familiemedlemmer, mens de sidder under det kolde lys. En læge har givet Katrine, Karna og Rasmus beskeden i et opkald, før de kom, og Martin fik den, da han vågnede.
Men de snakker om hverdagsting, pjatter lidt.
– Så snart vi kommer ind på stuen, spørger far, hvordan det går i drivhuset. Vi snakker ikke om det, vi alle sammen tænker på. Fordi det gør for ondt, og fordi vi måske har brug for at udskyde den her massive sorg bare et øjeblik, indtil vi er klar til at tage snakken. Den næste snak bliver, hvad der så skal ske, siger Katrine.
Katrines forældre har drevet Gartneriet Kjærgårdsminde i Hjulby, siden før hun og Rasmus kom til. Hendes far er varme krammere, store grin og blomster og planter i tusindvis. Han er den frivillige kraft i fodboldklubben og samlingspunktet i de fleste sociale sammenhænge. Om søndagen serverer han bagerrundstykker, som Katrine og Rasmus elsker at hade. Og om søndagen og alle andre dage er han familiens airbag – uanset hvor hårdt de støder mod livet, er han der altid til at tage det værste slag.
Men nu er han syg.
Martin starter i kemobehandling umiddelbart efter operationen. Han er kun 56 år, så Katrine og familien klamrer sig til håbet om, at hans unge alder vil komme ham til gode. Men lige netop Martins kræftform er svær at slå ned, hvis ikke den kan opereres væk. Den viden sender Katrine ud i et angstanfald.
– Det er første gang, jeg ikke kan lukke af for tanken om, at min far måske skal dø snart. Og det er, som om mit liv bare flasher forbi; Den familie og den tryghed, der har været der altid, og som jeg tænkte, jeg ville have i minimum tyve år endnu, smuldrer for øjnene af mig. Jeg har aldrig troet, at sådan noget skulle komme over vores lille familie. Det sker for mange, men ikke for os. Vel?

“3-2-1-Familie”
Sommer/efterår 2022

Familien Due Kjær Larsen rykker sammen. De nyder solens stråler, når de bevæger sig rundt blandt farverige kreationer til blomsterfestival og holder ferie i sommerhuset i Nyborg, og når dagene bliver kortere, finder familien varmen i danselokaler, teatersale og rundt om Martin og Karnas spisebord i Hjulby.
395412078 1349583588984474 8339437501858496643 N (1)
Både Katrine og Mads og hendes bror og hans kæreste er med til danseundervisning – noget, Katrines forældre havde gået til i flere år. Privatfoto
Den lille familie har altid været tætte, og de små lommer af distance, der måtte være tilbage, forsvinder i den tid. Frygten og håbet lever samtidigt, og de binder Katrine og Mads, Rasmus og hans kæreste Sofie og Karna og Martin sammen med en uløselig knude. De lærer også at rumme, at deres tilgange er forskellige.
– Far blev træt af, at vi efter operationen altid skulle snakke om, hvordan han havde det. Nogle gange havde han brug for bare at lade som om, at hans liv var helt normalt, og at vi snakkede om helt normale ting. Samtidig havde jeg desperat brug for, at vi skulle snakke om essensen af livet og meningen med det hele – de her dybe snakke var alt, jeg havde lyst til. Når min mor, bror og far så snakkede om alt muligt ligegyldigt, så kunne jeg få det sådan ‘er I ikke med på, at vi måske mister far lige om lidt? Det er da fucking underordnet, hvad vi skal have til frokost’. Men min psykolog lærte mig, at vi alle sammen har brug for at træde ud af de her store følelser en gang imellem, så jeg fandt en måde at værdsætte det på. At det også kunne være meget meningsfuldt at snakke om ikke-meningsfulde ting.
Så det er dagligdagen og håbet, de snakker mest om. Generelt griner de mere, end de græder, og de føler sig heldige over at være lige her – sammen.
Måske er det derfor, det føles så overvældende i Katrine, når frygten for en stund får overtaget i hendes far.
“Hvem skal passe på jer, når jeg ikke er her mere?” Spørgsmålet gør Katrine mundlam. Det er september, og hun og Martin har netop klappet Jan Hellesøe af scenen. Lige om lidt møder de resten af familien. “Når jeg ikke er her mere”. Ordene genspiller sig i Katrines hoved.
– Men det var godt for mig at mærke, at han også vidste, hvad virkeligheden kunne blive, og at vi ikke kun flygtede ind i hverdagssnakken og illusionen om, at det hele skulle blive godt.
Far og datter møder hinanden i et kram. “Du har skabt en fantastisk familie” hvisker Katrine, og fortsætter “Og vi skal nok passe på hinanden. Vi har også Mads og Sofie, og de vil også hjælpe med at passe på os.”
Den aften gør familien for første gang noget, de kommer til at gentage igen og igen de næste måneder; før de skilles, kigger de hinanden i øjnene, rømmer stemmen og siger taktfast “3-2-1-Familie!”
En helt almindelig tirsdag i oktober står Katrine på sit badeværelse og venter. De seneste måneder har ventetid været forbundet med tunge hjerter og nervøse blikke, men lige nu bobler det i brystet på hende, for hun har det på fornemmelsen. Og hun er glad. Men også en anden tanke melder sig i baggrunden; kan hun rumme begge dele? 3-2-1… telefonens timer ringer ud. Om lidt under otte måneder bliver hun mor, og Mads bliver far. Hendes forældre får et barnebarn – uanset hvad, tænker hun.
397991827 271813859150614 6797587489462793821 N

Katrine og Mads annoncerer Katrines graviditet få uger efter. Privatfoto

Vinter
2022/2023

Lommelygter fra hundredvis af telefoner lyser ned mod scenen, som Katrine, Mads, Rasmus og Sofie står foran. De danser, griner, kigger på hinanden og på forsangeren og synger med på Saveus’ største hits. Indtil det, hvor teksten lyder “I’m not ready to die (…) And I keep on praying, keep on begging. Not right now, not right now”, brager ud af højtalerne. Deres blikke skifter retning, op mod de mange lys og op mod Martin og Karna, der har fundet siddepladser.
Katrine aner en bule på maven efterhånden som året lakker mod enden. Familien laver stadig så meget, de kan, sammen. Et af deres yndlings-samtaleemner bliver det hjerte, der troligt banker og bliver stærkere lige under Katrines eget.
Martin vil være så stor en del af Katrines rejse ind i moderskabet, som han kan, og hun tager det hele ind. Martin og Karna er de første, Katrine ringer til, når hun er blevet scannet, når hun mærker spark, eller hun finder et sødt stykke tøj.
397079128 670767685147048 2466150480423720463 N (1)

Karna, Martin og Katrine kigger Katrine og Rasmus’ børnetøj igennem og beslutter, hvilket af det der skal gå videre i arv. ”Min far glædede sig sådan til at blive morfar. Det kan ingen tage fra os”. Privatfoto

Glæden over det lille liv, der skal komme, vokser i takt med Katrines mave, men Martin mister stadig mere kraft. Og den 12. december slukker lægerne familiens sidste håb; kemoen virker kun på nogle af knuderne. Det går hurtigt nu.
Skærmbillede 2023 12 29 Kl. 21.02.29

Besked fra Martin til Katrine den 24. januar 2023. 

“Jeg vil huske dig, når foråret kommer”
Hospice Sydfyn, Svendborg, den 7. marts 2023

“Vil du sige det igen?” Martins stemme er svag. Han sidder på sengekanten og hviler panden mod sin datters. Det er den 7. marts, præcis en uge efter brylluppet. “Ja,” Katrine trækker vejret ind, samler mod til sig og gentager det, hun lige har sagt. “Du har altid mindedes farmor og farfar i december. Jeg vil altid tænke på dig, far, når det bliver forår. Når alting pibler frem, solen skinner, og dagen bliver længere. På den måde vil du altid være omkring mig. Tæt på mig. Naturen er der altid, og du lever videre i alt, der gror.” Hendes far smiler. Det er et efterhånden sjældent klart øjeblik.
Ordene svigter Katrine. Hendes øjne møder Mads’, og hun nøjes med at tænke det næste, hun havde planlagt at sige, for sig selv. “Og du kommer til at være i det grønne, velduftende græs under vores søns fødder, når han leger i haven.”
Dagen efter, den 8. marts, er familien samlet om morgenmaden, mens Martin ligger i sengen, ind og ud af bevidstheden. De har sovet på hospice, og med søvn i øjnene rækker familien smør, ost og kaffe over bordet. De snakker om ikke-meningsfulde ting. Familien når lige at samles om sygesengen, men ellers er det den lyd – lyden af hverdag og livet, der fortsætter – Martin ånder ud til.
– Jeg tror, det var et valg, at han tog herfra lige i det øjeblik. Jeg tror, han tænkte ‘de skal nok klare den’. Det har passet ham bedre, end hvis vi havde siddet rundt om sengen og grædt. Så havde det sidste, han tænkte på, måske været, hvor meget smerte han pådrog os ved at “forlade” os. Men vi sad bare der og snakkede om, at der ikke var marmelade nok. Jeg tror ikke, han kunne have kommet herfra på en bedre måde.
Martin kommer med hjem til Hjulby, til Katrines barndomshjem og til drivhuset, en sidste gang den 9. marts, hvor den nærmeste familie samles om kisten. Da bedemanden igen kører væk, står Katrine, Rasmus og Karna foran gartneriet, deres livsværk, med armene om hinanden og synger temasangen til ‘Busters Verden’.

Der kommer et liv
Århus, d. 7. juni 2023

Katrine og Mads har to tasker klar til den dag, hun skal føde; én med amme-bh’er, mobilopladere og hårelastikker, og én der skal få hospitalsstuen til at minde mindst muligt om det, den er. I tasken ligger parrets eget sengetøj, et tæppe til at dække stolen ved siden af sengen og en lyskæde. På stuen skal der være en buket blomster, har Katrine bestemt, og ved siden af hende skal der stå et fremkaldt fotografi. Det forestiller hende og Martin, lige som de kommer op på et vandfald, de har besteget. På billedet knytter de begge næverne i sejr med et stort smil til kameraet.
397088992 991161988644899 3806143689192526715 N

Billedet er fra Katrine og Martins tur til New Zealand i 2018.

– Jeg er sikker på, at han kommer til at være med mig i fødslen og hjælpe mig med at kæmpe, også når det gør mest ondt, for han var selv en fighter. Han var med så stor en del af min graviditet, og han kommer til at følge mig til dørs i det her.
Ud over den direkte blodlinje, så er Katrines søn og far forbundet på et karmisk niveau. De har mødt hinanden, kendt hinanden, føler Katrine.
– Mens der blev mindre og mindre af min far, så blev min mave større og større. Han fandt mening i, at han skulle herfra, fordi Karl skulle komme. Han var så stolt af, at jeg skulle være mor. For mig var de, Karl og min far, i en form for symbiose, hvor de forandrede sig sammen. Og pludselig var min far der ikke til at svinde mere ind. Karl fortsatte med at vokse sig stærkere inden i mig, men vi var blevet alene. Jeg manglede så uendeligt meget min far til at være stolt af mig og min mave.
Da Martin blev begravet i selskab med flere hundrede fremmødte, havde Katrine allerede været i sorg i flere måneder. I ventesorg, fordi hun vidste, at hun skulle miste sin far. Så i dag er sorgen ikke ny, blot en anden. Men den fylder lige så meget.
398519751 1093366388215361 660588074872607726 N (1)

“Jeg vidste, at det var helt rigtigt at gifte mig med Mads, og det er jeg kun blevet bekræftet i. Det giver så meget mening, at vi skal følges resten af livet, og at vi skal give nyt liv til et nyt menneske sammen.” Privatfoto

– Men vi snakker jo også meget om, at Karl kommer lige om lidt, og hvor kæmpestort og livsændrende, det bliver. Uden at der skal være for mange forventninger til ham, så tror jeg, at vi alle sammen glæder os til, at han kommer og forhåbentlig kan skabe lidt lys og glæde midt i det her. Det tror jeg, siger hun og holder en pause. Så fortsætter hun:
– Men jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal være i verden uden min far. Jeg kigger på min mave og tænker ‘det essentielle i livet er, at du kommer til, og jeg skal være noget for dig’. Men jeg aner ikke, hvordan jeg skal være det.
Ti dage senere går fødslen i gang. De er fire familiemedlemmer på stuen den dag; Katrine, Mads, deres nyfødte søn og Martin – i billedrammen og i hele rummet.

Abonnenter kan læse kapitel 2 her.

Denne artikel er gratis - og det kan du takke Nyborg Avis' abonnenter for.

Det koster nemlig at lave dybdegående og nærværende journalistik.

Processed With Vsco With B1 PresetLige nu kan du prøve Nyborg Avis kvit og frit
i de første 30 dage, hvis du klikker her.