Mindst 11 grunde i Nyborg midtby er forurenet efter tidligere renserier

0
280

Fire af grundene er så forurenet, at beboerne opfordres til at lufte kraftigt ud dagligt. Region Syddanmark vil i år foretage nye undersøgelser og vurdere, hvad der kan gøres ved forureningen

Renseriet Mønten, Vestervoldgade

Her i Vestervoldgade lå der indtil 1992 renseriet Mønten. I dag kan forureningen stadig måles i et område helt til Kongegade og Korsgade. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Det er forurening fra fem tidligere renserier, der lukkede for flere årtier siden, som stadig spøger.

Grundene var ellers blevet undersøgt af det daværende Fyns Amt i 2002. Men tilsyneladende ikke grundigt nok. Undersøgelserne fik dog amtet til at fjerne grundene fra deres forureningskort.

I 2021 vurderede Region Syddanmark, at den tidligere risikovurdering ikke var tilstrækkelig, og at det var nødvendigt med nye undersøgelser af de i alt ca. 2.150 tidligere renserier, der ligger i Region Syddanmark.

I Nyborg er i alt 14 grunde blevet undersøgt nærmere, enten fordi der tidligere har ligget et renseri på grunden, eller der har ligget et renseri på den tilstødende grund. I de fleste tilfælde har forureningen nemlig bredt sig i grunden til nærliggende ejendomme.

Kun på tre af de undersøgte grunde blev der ikke fundet spor efter forurening. På syv af grundene blev der konstateret forurening, men i så små mængder, at der ikke vil blive foretaget yderligere.

På fire adresser i Nyborg blev der fundet værdier for opløsningsmidlerne TCE, PCB og Vinylchlorid, der overskred Miljøstyrelsens afdampningskriterier markant. I et tilfælde med op til 19.750 gange.

Elite Renseri

Elite Renseri lå i Nørregade 34 indtil 1971. Her er der nu målt en koncentration af vinylchlorid, der overskrider afdampningskriteriet med 19.750 gange. Foto: Nyborg Vejviser 1970

Region Syddanmark vil derfor foretage flere undersøgelser i løbet af i år for at vurdere, hvad der eventuelt kan gøres for at mindske forureningen på disse fire grunde.

Frisk luft til Faaborg

På et af de tidligere renserier i Faaborg er de chlorerede opløsningsmidler via grundvandet strømmet under en nabobygning, og på grund af utætte kloakker er klordampe steget op gennem gulvet og op i lejlighederne.

For at fjerne risikoen fra de klorholdige dampe har Region Syddanmark udført flere tiltag. Hele kældergulvet er blevet udskiftet, og der er indsat en kemikalieresistent membran under gulvet som en ekstra sikkerhed. Derudover er der etableret ventilation, som sikrer, at eventuelle dampe ledes op over taget.

Regionen har efterfølgende udført målinger af indeluften, som bekræfter, at de forskellige tiltag virker og beskytter beboerne mod uacceptabel luftforurening.

Det er Region Syddanmark der betaler for oprensningen og de øvrige tiltag for at mindske forureningen.

Har også forurenet grundvandet.

I forbindelse med region Syddanmarks undersøgelser i Nyborg er der også konstateret forurening af grundvandet under stort set alle 14 ejendomme, der er undersøgt. Ud over de chlorerede opløsningsmidler vinylchlorid og TCE/PCB, har man også i grundvandet konstateret benzen, oliestoffer og PFAS, der alle overskrider grundvandskvalitetskriterierne.

Men på grund af den relativt store afstand til indvindingsboringerne vurderes grundvandsforureningen ikke at udgøre en risiko for drikkevandet.

Efter Nyborg Avis har søgt om aktindsigt hos Region Syddanmark har vi modtaget 10 rapporter med undersøgelserne af de i alt 14 ejendomme. Alle grundejere har modtaget en rapport om deres ejendom, og de er nu forpligtet til at oplyse både lejere af beboelser og lejere af erhvervslokaler om forureningens omfang.

Her er en liste med de væsentligste tal fra rapporterne og Region Syddanmarks anbefalinger:

Nørregade 34 Kent

I Nørregade 34 ligger i dag Kent Ejendomshandel i lokalerne, hvor Elite Renseri lå fra 1942-1971. Foto: Michael Rathje

Nørregade 34

Her lå Elite Renseri fra 1942-1971

TCE/PCE: 123 gange over afdampningskriteriet

Vinylclhorid: 19.750 gange over afdampningskriteriet

Benzen: 570 gange over afdampningskriteriet

Da der er påvist indhold af chlorerede opløsningsmidler over afdampningskriterierne i indeluften på ejendommen, kan det ikke udelukkes, at forureningen med chlorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter kan udgøre en risiko for indeklimaet i beboelserne i hovedhuset.

Region Syddanmark anbefaler, at der luftes grundigt ud dagligt. Det kan yderligere ikke udelukkes, at det forhøjet indhold af benzen under hovedhuset kan udgøre en indeluftrisiko for beboelserne.

Region Syddanmark vil foretage flere undersøgelser i år

Nørregade 36 + Skolegade 2

Hjørneejendommen på Nørregade-Skolegade som den ser ud i dag. Foto: Michael Rathje

Nørregade 36 og Skolegade 2

Hjørneejendommen er nabo til det tidligere renseri Elite

I den nordlige del af ejendommen på Nørregade er der målt følgende:

TCE: 13.000 gange over afdampningskriteriet

PCE: 2.833 gange over afdampningskriteriet

Vinylchlorid: 450 gange over afdampningskriteriet

Region Syddanmark kan ikke udelukke, at den påviste forurening kan udgøre en risiko for indeluften i beboelserne på ejendommen. De anbefaler, at der luftes grundigt ud dagligt.

Region Syddanmark vil foretage flere undersøgelser i år.

Der er ikke påvist forurening i den del af ejendommen, der ligger på Skolegade 2

Renseriet Mønten, Vestervoldgade

I Vestervoldgade lå renseriet Mønten indtil 1992. Oven på renseriet lå diskotek Club 21. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Vestervoldgade 11 23 (2)

I 1992 blev de gamle bygninger revet ned og i 1994 blev der bygget udlejningsejendomme på Vestervoldgade 11-23.  Foto: Michael Rathje

Vestervoldgade 11-23c

På grunden har der fra 1905-1969 ligget et bogtrykkeri og konfektionsfabrik. Fra 1969-1992/93 lå blandt andet renseriet Mønten på grunden. Bygningen har indtil Nyborg Kommunes overtagelse d. 1. juli 1992 været benyttet til henholdsvis mejeri, diskotek samt vaskeri. De gamle bygninger blev revet ned og i 1994 opførtes etageboligejendom på adressen.

TCE: 450 gange over afdampningskriteriet

PCE: 1117 gange over afdampningskriteriet

I flere af lejlighederne på Vestervoldgade 11-23C, samt i kælder og krybekælder, er der påvist indhold af vinylchlorid i indeluftmålingerne over afdampningskriteriet. Indholdet i kælderen overskrider kriteriet op til 33 gange og indholdet påvist i flere af lejlighederne overskrider kriteriet op til 14 gange.

Da der er påvist indhold af vinylchlorid over afdampningskriterierne i indeluften i flere af lejlighederne, kan det ikke udelukkes, at forureningen med chlorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter kan udgøre en risiko for indeklimaet i beboelsen. Region Syddanmark anbefaler, at der luftes grundigt ud dagligt.

Region Syddanmark vil foretage flere undersøgelser i år.

Østervoldgade 69 (1974)

Et foto fra 1974 af det tidligere renseri Rekord i Østervoldgade  Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv 

Sundhedsværket Facade

I dag ligger Sundhedsværket i Østervoldgade 69. Foto: Michael Rathje

Østervoldgade 69

Her lå renseriet Rekord fra 1967-2019

Målinger her viser:

PCE: 930 gange over afdampningskriteriet

TCE: 170 gange over afdampningskriteriet

Vinylchlorid: 68 gange over afdampningskriteriet

Da der er påvist indhold af chlorerede opløsningsmidler over afdampningskriterierne i indeluften i boligen på 1. sal, kan det ikke udelukkes at forureningen med chlorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter kan udgøre en risiko for indeklimaet i beboelsen. Region Syddanmark anbefaler, at der luftes grundigt ud dagligt.

Der vil blive foretaget flere undersøgelser i år.

Kirkegade 7 Baghus

Under baghuset i gården til Kirkegade 7 er der også konstateret forurening. Foto: Michael Rathje

Kirkegade 7A-7D

Bagbo til det tidligere Renseri Elite i Nørregade

TCE: 740 gange over afdampningskriteriet

PCE: 267 gange over afdampningskriteriet

Vurderes til ikke at udgøre en risiko for den nuværende anvendelse af den nordlige bygning til garage eller hobbybrug. Det kan dog ikke udelukkes, at forureningen kan udgøre en indeluftrisiko, såfremt den nordlige bygning ændres til boligformål.

Skolegade 4

Grunden på Skolegade 4 støder bagtil op til Nørregade 34, hvor Elite Renseri lå. Foto: Michael Rathje

Skolegade 4

Har baggård op til det tidligere renseri Elite i Nørregade

Der er ikke påvist indhold af chlorerede opløsningsmidler over Miljøstyrelsens afdampningskriterier. Det vurderes at forureningen fra Elite renseriet ikke har spredt sig til ejendommen, og derfor ikke udgør en indeklimarisiko for beboerne.

Hammond Selvrens 1970

Foto fra 1970 af Hammond Selv Rens i Kongegade 6. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Kongegade 6

I dag ligger Galleri Blå i lokalerne i Kongegade 6. Foto: Michael Rathje 

Kongegade 6

Her lå renseriet Hammond Selv Rens fra 1964-1978

TCE: 26 gange over afdampningskriteriet

PCE: 45 gange over afdampningskriteriet

De påviste luftforureninger vurderes derfor ikke at udgøre en indeklimarisiko for den nuværende anvendelse til bolig og erhverv eller ved fremtidig følsom anvendelse af erhvervsdelen til bolig på Kongegade 6.

Kongegade 2

Forureningen udgør ingen risiko for hverken erhverv eller beboelse i Kongegade 2 og 4. Foto: Michael Rathje 

Kongegade 4 og 2a-2b

Naboer til Hammond Renseri og baggårde op til renseriet Mønten, der lå i Vestvoldgade fra 1969-1992/93

Her er der ikke påvist overskridelser i indeklimaet, der overstiger Miljøstyrelsens afdampningskriterier.

I grundvandsprøver er der dog påvist overskridelser af Miljøstyrelsens grundvandskvalitetskriterie

TCE: 200 gange over grundvandskvalitetskriteriet

PCE: 67 gange over grundvandskvalitetskriteriet

Udgør ifølge Region Syddanmark ingen risiko for hverken erhverv eller beboelse.

Korsgade 6

I grundvandet under Korsgade 6 er der målt koncentrationer af vinylchlorid, der er 14.000 gange over grundvandskvalitetskriteriet . Foto: Michael Rathje 

Kongegade 8 og Korsgade 6 og 10

Naboejendomme Hammond renseri og til renseriet Mønten, der lå i Vestvoldgade fra 1969-1992/93

TCE: 26 gange over afdampningskriteriet

PCE: 52 gange over afdampningskriteriet

I grundvandsprøven er der desuden fundet markante overskridelser af grundvandskvalitetskriteriet.

TCE: 120 gange over grundvandskvalitetskriteriet

PCE: 100 gange over grundvandskvalitetskriteriet

Vinylchlorid: 14.000 gange over grundvandskvalitetskriteriet

På baggrund af undersøgelsen, kan det ikke udelukkes, at den påviste forurening kan udgøre en risiko for beboelserne på Kongegade 8 og Korsgade 6 og 10, da grundvandsforureningen ikke er afgrænset i østlig retning. Region Syddanmark vil udføre supplerende undersøgelser på området til nærmere afklaring af forureningsudbredelsen mod øst ind mod ejendommene Kongegade 8, Korsgade 6 og 10.

Baggersgade Renseri

Bagerst i billedet kan man lige ane Henningsens Renseri på Baggersgade. Fotoet stammer fra omkring 1935. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Baggersgade 4

Baggersgade 4, som den ser ud i dag. Foto: Michael Rathje

Baggersgade 4

Henningsens renseri og farveri fra 1935-1970

TCE: 47 gange over afdampningskriteriet

PCE: 22 gange over afdampningskriteriet

Det vurderes, at forureningen ikke udgør en risiko for beboelse i Baggersgade 4 eller naboejendommene.