Hvad er vores nye podcast for en størrelse? Få svar på det her

0
663

I dag præsenterer vi jer for Nærhed. En podcast, der griber ned i det, der rør sig lige her og som eksisterer for lige præcis dig, der er bosat i Nyborg Kommune. Formatet giver plads til fordybning, så vi kommer tættere på en nuanceret dækning og længere fra de overfladiske nyheder. 

Skærmbillede 2023 09 04 Kl. 14.39.12

Der er ikke rigtigt nogen af os, der kan huske, hvordan idéen opstod. Men da den gjorde, var vi ikke i tvivl: Vi bliver nød til at give det et skud.

Mediebilledet ændrer sig, og flere og flere danskere vil gerne have journalistik på farten – undertegnede inklusiv. Men at podcastformatet er let og lige til at indtage er ikke vores største kæphest. Det, vi gerne vil med Nærhed, er at give vores brugere en bredere, dybere dækning af de emner, der fylder i byrådssalen, i stuerne eller på arbejdspladserne.

Vi vil gerne skabe et rum, hvor politikerne får lov at sige mere end de “one liners”, vi medier typisk finder plads til i vores artikler. Det tror vi faktisk er godt for alle – især for jer brugere. Men det hele skal ikke gå op politik; Vi vil også fortælle de historier, der rør os, splitter os og samler os igen, og de historier, der får os til at trække på smilebåndet.

Derfor vil vi ikke kalde os en nyhedspodcast, for I kan forvente, at episoderne kommer til at variere.

Vi har glædet os enormt meget til at prøve det her af, og vi håber, I vil tage godt imod podcasten. Henvend jer endelig på mfw@nyborgavis.dk med ris og ros, gode idéer eller konkrete historier, I synes vi skal beskæftige os med – den her podcast er til for jer.

Et par hurtige om det praktiske

Hvem er vi?

Nærhed bliver produceret og tilrettelagt af Caspar de Mylius og Martha Frederikke Wiese, som også er din vært. Caspar studerer journalistisk på SDU, og det at producere Nærhed er en del af hans studiejob på avisen. Martha arbejder fuldt tid som journalist på avisen, og vil derfor også være at finde på bylines i artikler.

Hvordan udkommer vi?

Nærhed udkommer på vores egen hjemmeside. Det vil sige, at det er her på Nyborg Avis, du kan lytte til vores episoder. Vi er altså ikke til stede på streamingtjenester.

Hvor ofte kan du høre Nærhed?

Selvom vi ville ønske det, så har vi ikke samme muskler, som vores noget større kollegaer DR og TV 2, der hver udkommer med fem ugentlige episoder af deres nyhedspodcasts. Derfor starter vi med at udkomme hver 14. dag, så vi kan få lov at mærke interessen an.

Hvad du kan gøre for at støtte vores podcast:

Først og fremmest kan du støtte vores podcast ved at tegne abonnement på Nyborg Avis. Det vil også blive nødvendigt for dig på længere sigt, for podcasten kommer nemlig til at ligge bag betalingsmuren i fremtiden.

Ud over det, så betyder det rigtig meget for os, hvis du vil dele podcasten med dine venner, kolleager og bekendte. Jo flere mennesker, der lytter til den, des klogere bliver vi på det, vi gør godt og det, vi kunne gøre bedre.