Nu falder hammeren: Ejer af den gamle færgehavn på Knudshoved har fået påbud om genbeplantning

1
351

Trods protester fra firmaerne Langballe Poulsen A/S og A/S Knudshoved Havn skal de nu blandt andet plante 16 nye træer på Knudshovedhalvøen

Knudshoved Træfældning 2

De 16 skovfyr på over tre meters højde blev fældet i marts 2021. Foto: Nyborg Kommune

I 2021 påbegyndte de to firmaer en oprydning af grunden, som de ifølge en fredningskendelse fra 2004 var forpligtigede til. Det resulterede blandt andet i, at 16 store skovfyr blev fældet i et bælte.

Fredningsnævnet har efterfølgende slået fast, at det ikke var lovligt at fælde de over 60 år gamle skovfyr, og de to firmaer kunne ikke få dispensation med tilbagevirkende kraft.

Derfor varslede Nyborg Kommune den 26. januar, at der ville komme et påbud om genplantning af 16 skovfyr. Desuden skal plantebælte på 4100 kvadratmeter genplantes med småtræer og buske.

Knudshoved Kort

På kortes ses øverste til venstre, markeret med grønt, området på 4100 kvadratmeter, hvor der skal genplantes træer og buskads. I det lyseblå skraverede felt nederst til venstre skal der genpantes 16 skovfyr på mindst tre meter. På det store orange område i midten skal der de næste fem år høstes græs for at få fjernet gødningen. Foto: Nyborg Kommune

Direktøren i Langballe Poulsen A/S, Peter Poulsen reagerede skarpt på dette varsel. Til Nyborg Avis sagde han den 6. marts:

– Jeg er ikke enig med dem (kommunen, red.), overhovedet. Jeg er målløs og meget uenig i både påbuddet og rimeligheden i det.

Men to dage senere, den 8. marts, sendte kommunen så et direkte påbud til Peter Poulsen med krav om genrejsning af de 16 skovfyr.

I den forbindelse har firmaerne fået en måned til at klage over påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, altså til den 8. april. Hvis der ikke bliver klaget over påbuddet, så skal genrejsningen af de 16 skovfyr være påbegyndt senest den 8. maj.

Er arbejdet ikke påbegyndt den dato, har Nyborg Kommune mulighed for at foretage en politianmeldelse eller selv gå i gang og sende regningen til de to firmaer.

Ifølge P. Kortegaards Planteskole i Kappendrup koster et skovfyr på over tre meter omkring 16.000 kroner.

I påbuddet fra den 8. marts Nyborg Kommune har dog slækket lidt på kravene i forhold til det varslede påbud.

Langballe Poulsen A/S og A/S Knudshoved Havn har fået en lidt længere frist til at genetablere plantebæltet på de 4100 kvadratmeter, som skal genplantes med klitrose, blågrøn rose, syren, eg, gråpil, dunet gedeblad, tjørn, skovfyr, rødel, kastanje, hyld og skovæble.

Her har firmaerne fået lov til at vente, til de går i gang med anlæggelsen af marinaen.

Denne artikel er gratis - og det kan du takke Nyborg Avis' abonnenter for.

Det koster nemlig at lave nærværende journalistik.

Mira Michael Rathje Dsc1069

Lige nu kan du prøve Nyborg Avis kvit og frit
i de første 30 dage, hvis du klikker her.