I sin fritid spiller Harris Kobacevic paddletennis med vennerne. Foto: Privatfoto.
Den nye butikschef i Netto Ullerslev er en erfaren medarbejder i Salling Group. Harris Kobacevic er en ambitiøs herre. Netto Ullerslev skal stå øverst på podiet, når det kommer til kundetilfredsheden
Jonas Bang Jensen var en populær butikschef for Netto Ullerslev. Det er indtrykket, man får, når man ser reaktionerne på et facebookopslag, hvor han meddeler sin sidste vagt i slutningen af september.
Nu træder en erfaren butikschef til med over 17- års erfaring i dagligvarebutikkerne i Salling Group. En 33- årig familiefar bosiddende i Nyborg, Harris Kobacevic.
Han har altid været et arbejdsomt menneske, der startede som ungarbejder i kæden som 15- årig, og han har derfra arbejdet sig op i graderne. Ifølge Harris Kobacevic selv søger han altid nye mål i sit arbejde og nu også for Netto i Ullerslev.
”Jeg har en vindermentalitet, og jeg vil gerne blive anerkendt for de resultater, jeg leverer, og det gælder også for butikken. Vi stræber altid efter at gøre det bedre og få de bedste tilbagemeldinger fra kunderne,” siger Harris Kobacevic.
Selvom en besætning på 28 medarbejdere ligger i den lavere ende for en Netto, så er Harris Kobacevics ambitionen, at butikken i Ullerslev skal ligge forrest i den interne konkurrence om den bedste kundeservice. Dog kommer god medarbejdertrivsel også til at fylde på skrivebordet hos Harris Kobacevic.
”Vi bliver målt internt på kundetilfredshed. Butikken har altid ligget højt, og det skal vi fortsat gøre. Min ambition er også, at det skal være en god arbejdsplads for medarbejderne. De skal trives privat og socialt. Det skal også være sjovt at gå på arbejde. Det kræver, at man er der for medarbejderne, og at man følger op på dem,” siger den nye butikschef.
Harris Kobacevic startede for fire år siden i Netto, hvor han tidligere har været chef i butikken på Grønlykkevej i Odense, og før det været afdelingsleder i en Føtex.