Nyborg Kommune ligger bunden som nummer 93 af Danmarks 98 kommuner, når det gælder fleksjobledigheden
Ledigheden blandt fleksjobbere i Nyborg Kommune er meget stor til kommunens egen store overraskelse. Foto: Michael Rathje
Alarmklokkerne lød i går på rådhuset i Nyborg.
Nye tal, som Danske Handicaporganisationer har indsamlet, viser, at ledigheden blandt de personer, der er indstillet til fleksjob var i december 2023 på 17,5 %. Kun i Albertslund, København, Assens, Halsnæs og Lolland var fleksjobledigheden større. Landsgennemsnittet ligger på 13,3 %, mens Samsø Kommune ligger i toppen med en ledighedsprocent på 4,8.
Nyborg Kommune har umiddelbart ingen forklaring på, hvorfor ledigheden blandt flexjobbere er så høj i kommunen.
De dårlige tal blev i går diskuteret på et møde mellem Martin Stenman, der er socialdemokratisk byrådsmedlem og formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Arbejdsmarkeds- og borgerservicechef Merete Gommesen.
– Nu har udvalgsformanden jo rejst problematikken her, og så kigger vi lidt nærmere ind i tallene. Nu har jeg lige snakket med min afdelingsleder, og vi har en stor gruppe fleksjobbere, der er visiteret til meget lille timetal, altså under otte timer om ugen. Og det kan være rigtig svært at finde det gode match til et job til dem. Det er også svært at være en del af en arbejdsplads på måske fire timer om ugen, så det er nogle specielle arbejdspladser, vi skal finde til dem, forklarer Merete Gommesen.
Jobcentret kan give tilbud om fleksjob til personer, som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet pga. en varig og væsentlig begrænset arbejdsevne. I fleksjobbet tages der hensyn til, at medarbejderes arbejdsevne er begrænset, og kommunen udbetaler et tilskud til lønnen, der kompenserer for den nedsatte arbejdsevne.
Men om der skulle være flere personer i Nyborg Kommune, i forhold til andre kommuner, der kun kan arbejde under otte timer om ugen, ved man endnu ikke.
– Men det dykker vi ned i nu og giver Beskæftigelses- og Integrationsudvalget en melding på, hvorfor det er sådan. Vi bliver selvfølgelig nysgerrige, når der kommer sådan en undersøgelse. Hvorfor ligger vi der, hvor vi ligger? Så det vil vi efterforske, siger Merete Gommesen.
Hun fortæller, at Jobcentret har haft succes med deres nye tiltag med småjobs, hvor en virksomhed kan hyre en person til enkelte opgaver som oprydning, vedligeholdelse af grønne arealer, rengøring eller lagerarbejde, uden at de binder sig til et fast ugentligt timetal. Dette kan hjælpe nogle af flexjobberne til at komme i gang.
Ifølge den seneste opgørelse fra i går er der 765 personer i Nyborg Kommune, der er visiteret til et fleksjob. Af dem er de 126 uden en fleksjobaftale. Det svarer til en ledighedsprocent på 16,5. En lille forbedring fra de 17,5 % i december, men det er ifølge Martin Stemann stadig ikke godt nok.
– Det er jo klart. At ligge på 93. plads, det er jo umiddelbart ikke den plads, man ønsker. Det er ikke særligt flatterende. Nu er jeg jo først lige blevet bevidst om den her placering. Jeg er ikke en gang sikker på, at de andre udvalgsmedlemmer lige er klar over det. Derfor har jeg holdt et formøde i dag, og så skal det op på næste udvalgsmøde. Det kalder jo selvfølgelig på, at vi får en drøftelse af, hvad vi kan gøre, også politisk. Hvorfor skulle Nyborg lige være en kommune, hvor der er ekstremt mange, der kun kan arbejde otte timer om ugen? Det vil jeg gerne have et svar på, lyder det fra Martin Stenmann.